Gry Stokkendahl Dalgas’ forfatterskab er optaget af at diskutere Vestens traditionelle kønsopfattelse. Jeg’et i ”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej” frustreres over selv at ligge under for det binære to-kønssystem ved f.eks. at hade sin brede kæbe og firskårne skuldre og ønske, at hun fremstod mere feminin (”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej”, s. 30). Hendes tekst begiver sig vidt omkring i en søgen efter et tolerant non-binært sted, hvor der er plads til mange måder at være mand og kvinde på. Det fremhæves, hvordan andre samfund, både historisk og nutidigt, opererer med langt mere åbne kønsopfattelser, f.eks. det indonesiske bugisfolks fem køn og transkønnede præster hos Ambo-stammen i Angola (”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej”, s. 37). Vi fødes ind i en kultur og en historie, som vi forventes at tilpasse os, og dermed både gives og fratages vi en række muligheder på forhånd.
Debutværkets genreblanding af digte, optegnelser og breve indeholder sammensatte tekststykker, der i et og samme favntag skildrer store identitetsmæssige problematikker hånd i hånd med jordbundne og hverdagslige oplevelser. I forlængelse af det opstår indimellem også en tæt relation imellem humor og sorg: ”Min kusine spiser næsten det samme som mig. I hendes fravær taler man tit om hendes store madglæde, at hun skal passe på. Men jeg bliver rost for det, bliver tilbudt en stærk øl plus snaps. Jeg har bagt alt brødet til julefrokosten. Jeg har lyst til at dø.” (”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej”, s. 19).