Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej

Citat
”Selvom jeg altid har hadet at have været opdraget som en dreng, vil jeg ikke gøre det til en rød tråd i mit liv og en forklaring. Det ville være en underlig trøje at begynde på. Når jeg er hjemme strikker min mor stadig på den orange og gyldne trøje. Lægeværelset skal ikke være den rumklang jeg hører omkring mig når jeg taler om mit liv til mine venner.”
”Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej”, s. 36.

I Gry Stokkendahl Dalgas' debut Det er herfra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej” fra 2019 skildrer fortælleren Gry sin udfordrende proces med at opbygge en ny identitet i det, for hende, rette køn. Bogen indledes af et opslag på Instagram, hvor jeg'et i bogen skriver ud til sin omverden, at hun ikke lider af depression som først antaget, men af kønsdysfori. Nu skal det imidlertid være slut med at leve i en krop, hun ikke er tryg i: Transitionen til kvinde er en nødvendighed for hendes overlevelse.

Bogen blander digte, essayistiske dagbogsoptegnelser og fanbreve til transsøstre og -brødre, og på lyrisk vis er det beskrivelsen af jeg’ets følelser og oplevelsen af stemninger, der er bogens hjerteblod. Men bogen rummer også en fremadskridende fortælling, der skildrer overgangen til det nye – og meget sigende er den opbygget efter årets gang: I efteråret lader hun masken falde på de sociale medier, om vinteren venter hun på behandling på Sexologisk Klinik, og med foråret kommer modet til at dele den nye identitet med forældrene.

47878403

Stemningsmæssigt svinges der imellem stærke modsætninger, glæde og sorg, frygt og håb, ofte i løbet af korte sekvenser. En vigtig tråd er Grys svære proces med at stå frem for sine forældre – at gå fra søn til datter. Jeg’et insisterer midt i alt det svære på humor og selvironi, for eksempel da navnet Gry vælges: ”En dag vil min far slå armen rundt om mine skuldre og sige: Det er et sent gry for dig, Gry.” (s. 46). Ude i samfundet mærker hun de dømmende blikke: ”På mine dårlige dage ved jeg at ordet kvinde finder sin betydning i de folk der omgiver mig. At jeg skal passe ind i hvad min lokale pizzamand, mine venner og samfundet tænker er en kvinde.” (s. 31). Men med et brevspor til andre transkønnede, som jeg’et følger via internettet, peges der indad mod en indforstået verden, en subkultur, hvor alt det queerede, der falder uden for de stive samfundskonventioner, frit kan udfoldes, og trangen til fællesskab opfyldes.

Bogen bærer en viljestærk og håbefuld titel: Der tegnes en tydelig streg i sandet. Titlen er i fremtid, og bag stregen er fortidens tabubelagte ubehag ved det biologiske maskuline køn.