I 2019 udgav Louise Juhl Dalsgaard sin anden roman, ”Alle dage tilbage”, der er en nærværende og poetisk tekst om at kende sig selv og hinanden. Romanen udfolder et smerteligt forløb, hvor en ældre kvinde med livstruende kræft holder ukueligt fast i livet, mens hendes yngre veninde, bogens jegfortæller, holder livet på afstand. Det er uklart, om deres relation er venskabelig eller familiær, men den er tillidsfuld og båret af ærlig kærlighed. Den ældre kvinde lærer fra sig om at fodre solbærbedene med afklippet græs, for ”man skal huske omsorgen for sine rødder,” som hun siger (s. 9). Hun gør sig umage med sit liv til det sidste, laver morgengymnastik, spiller yatzy med sig selv og har faste rutiner. Fortælleren har ingen planer, men begynder at skrive tidspunkter ned for at få bare lidt styr på sit liv, der mest virker som om hun skal have tiden til at gå: ”Jeg er begyndt at notere klokkeslæt for alt. På den måde bliver tiden en høstak, jeg kan gemme nåle i.” (s. 27).
46695194
Imens sygdommen får mere og mere tag i den ældre kvinde, fremskriver fortælleren erindringer fra barndommen, og de er mest minder om nederlag; om at tisse i bukserne, ikke slå til i skolen og om invaliderende tvangshandlinger. Tidsmæssigt ligger erindringerne i en tid med Cheminova-udslip og AIDS-epidemi, mens en nutidsangivelse er 16. oktober 2018.
Kærlighedserklæringerne til den døende ligger i detaljerne og i fortællerens kærligt registrerende blik: ”Hun har blik for ukrudt og vilde blomster. Hvordan svedent græs klæder kløverblomst, en helt særlig evne til at få øje på det skønne i grøftevandets okker.// Hun bruger sine hænder til at se med, når hun plukker. (…) Jeg elsker de hænder.” (s. 38). Indimellem er der mere faktuelle opslag om nogle af de elementer, der indgår i fiktionen: absolut gehør, vinteradonis og dødstegn. For døden indtræffer, uden at det er tydeligt hvornår. Måske fordi den døde lever videre i fortælleren, fordi hendes visdom og rutiner har overlevet hende.
Det er en lille roman fuld af kærlighed, sorg og blik for de ting, vi fylder vores dage med. Den er spændt ud mellem at leve livet fuldt ud og så gå og fedte lidt med det. Sproget er metaforrigt og fortættet i de næsten ufortalte tableauer, hvor læseren kun ser en flig af øjeblikket, men tydeligt aner den større sammenhæng.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Alle dage tilbage"