I ”Det ligner tø” og ”Ting jeg tænker på” bruger Louise Juhl Dalsgaard det samme litterære greb med at lade alle afsnit begynde på samme måde. Det giver en ensartethed i udtrykket, men desto større divergens i indholdet, da den faste form tydeliggør forskelle i fortællingerne. Hun skriver selv i noterne til ”Ting jeg tænker på”, at hun er inspireret af den amerikanske forfatter Joe Brainard (1941-94), der i 1975 skrev værket ”I remember” (”Jeg kan huske”, 2020), der netop også brugte samme erindringssætning som indleder til alle afsnit. På dansk grund har Martin Larsen brugt grebet i sin ”Hvis jeg var kunstner” fra 2010, og Peter Adolphsen har på lidt omvendt vis brugt det i ”Jeg kan ikke huske” (2018) om alt det, han har glemt. I øvrigt gør Peter Adolphsen også brug af de helt korte formater til at fortælle fortættede historier, blandt andet i sine ”Små historier”. Det til tider lidt absurde og detaljerede kortprosaunivers, man kan møde hos Dalsgaard, ser man også hos Peter Seeberg.
Den måde, Louise Juhl Dalsgaard lader detaljer være definerende for både mennesker og relationer, ligner måden, svenske Ia Genberg lader detaljer fortælle historien, som hun gør det i ”Detaljerne” (2023). Her er ingen forkromede overblik over hverken liv eller relationer, men der er bestemte bøger i boghylden, genkommende sætninger og lejlighedsindretning nok til at tegne karaktererne krystalklart op.
Der er også noget, der minder om Helle Helles debut ”Eksempel på liv” (1993), hvor Marianne går lidt ensomt rundt i sit liv, og hvor netop brudstykkerne er det, der definerer sammenhængen. Marianne er også optaget af sprogets faste vendinger og at gøre dem konkrete, hvilket Louise Juhl Dalsgaard også opererer med gennem sit værk.
Andre forfattere, der har skrevet om anoreksi, er f.eks. Signe Maxen i ”Sort galde” (2017), Johanne Kirstine Fall i ”Der er altid nogen at befri” (2017) og Sofi Oksanen i ”Stalins køer” (2011).