Gennem Louise Juhl Dalsgaards forfatterskab er der en vedholdende nysgerrighed over for det at være menneske. Både i egen ret og i relation til andre, som en sansende krop i et nu og med et erindrende tilbageblik på den historie, der skaber en livsfortælling. Ikke mindst tilspørger hun retten til erindring, og om der overhovedet er en gyldig sandhed i erindringerne, for hvem kan afgøre, om man husker rigtigt.
Mange af forfatterskabets karakterer har væsenstræk til fælles fra barndommens lidt ensomme og fantasifulde barn, der ikke føler sig set af sine forældre, til ungdommens smertelige erfaringer i at begå sig socialt, den unge voksnes langvarige spiseforstyrrelse og den voksnes længsel efter at få et barn. Ofte er det lidt aparte personager, der befolker fortællingerne, men de er altid fremskrevet med sympati og forståelse. Samtidig er der mange utrolig kærlige skildringer af forhold mellem børn og bedsteforældre og af det særlige bånd mellem de to kvinder i ”Alle dage tilbage”. I ”Det dér og dét der” giver Dalsgaard nøgternt et indblik i livet med en langvarig spiseforstyrrelse, mens hun i ”Om en hals” fortæller om begyndelsen på den.
Dalsgaard fremskriver et hav af tidstypiske elementer, der har karakteriseret de sidste 50 år i Danmark; fra den hæklede sommerkjole, den gule Sony Walkman og nedlukningen under corona i 2020. Der er en ekstrem detaljerigdom i hendes tekster, og hun sender læseren afsted ind i egne erfaringer og erindringer.
I stedet for at gøre sig i lange episke fortællinger skriver Dalsgaard poetisk kortfattet om episoder, liv og historier i et omfangsrigt forfatterskab, der folder sig ud som et myldrende katalog over måder at være i verden på. Det er ansatser og udsnit, detaljer og registreringer.
Der er en udpræget usentimental omgang med alvorlige ting, og det humoristiske brod giver en menneskelig lethed omkring både sygdom, død og ensomhed. Kendetegnende er det også, at Dalsgaards tekster er åbne og spørgende: ”Mine tekster forsøger sig ikke med svar, men stiller spørgsmål: Jeg henvender mig til verden, ’hallo, hallo’. Min skrift rækker hænderne ud, både som en gestus: ’velkommen indenfor’, men de er også en appel. En appel om at blive hørt, læst, modsagt, whatever. Det er nok dét, der er mit særkende: Henvendelsen. At række hænderne ud, invitere ind, med et håb om at nogen griber de hænder, tager imod.” (Anders Møller Gade: At række hænderne ud – interview med Louise Juhl Dalsgaard. Modspor.dk, 2016-02-01).