Baggrund

Citat
"Wanda er sød og velopdragen og spiser sin mad. Vores søn vil gerne vise hende, hvor sej han er, så han tager fødderne op på bordet, leger med maden, laver ansigter, fægter med armene, taler højt og usammenhængende. Da han har spist fire riskorn og smagt på en pølse og vil gå fra bordet, er det lidt en lettelse, så vi lader ham. Jeg fatter ikke, hvordan andre mennesker får deres børn til at spise mad.”
”Vulkanø”, s. 68.

Daniel Dalgaard blev født 12. november 1987 på Djursland og voksede op og gik i skole i Ringe på Fyn, indtil han flyttede hjemmefra. Han voksede op med sine forældre og to mindre brødre og levede med egne ord ’et almindeligt liv’. Hans forældre arbejdede i Brugsen, og børnene kom tidligt hjem fra skole, da moren var på deltid. Som ung opdagede han litteraturen og digtene: ”Da jeg var femten-seksten år, opdagede jeg nogle af de på det tidspunkt stadig relativt nye danske digtere. Det var Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen og Ursula Andkjær Olsen i første omgang. Der var noget ved skriften, som med det samme tiltrak mig. Det var oplevelsen af den ultimative frihed. Frihed i tanken og udtrykket, alle ordene der kom væltende ud over siden og skabte nye rum. Den hallucinatoriske oplevelse af at blive oplyst indefra. Derfra vidste jeg hurtigt, at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at gøre skriften til mit liv.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. 2022-12-15).

Nogle af Daniel Dalgaards første udgivelser var i tidsskriftet Hvedekorn, hvor han som 20-årig i 2007 havde syv digte med og fortsatte med at blive udgivet løbende. Efter at have flyttet hjemmefra begyndte forfatteren i 2008 at læse litteraturhistorie i Aarhus og blev året efter optaget på Forfatterskolen i København. Her blev han færdiguddannet i 2011, hvorefter han færdiggjorde sin bacheloruddannelse i Aarhus. Han debuterede med digtsamlingen ”Vi er ikke konger” i 2013. Den blev efterfulgt af ”Spejlkamel” i 2015, et essay om manderollen i det moderne samfund i 2021 og ligeledes romandebuten ”Sfinx” i 2021. Om udviklingen i sin egen interesse fra digte til prosa har han sagt: ”I begyndelsen var jeg meget interesseret i ord, forskellige stemmer, sætningers toneart, et maskespil af sprog. Senere har jeg udvidet mit interessefelt til fortælling og narrativ struktur, noget som jeg i begyndelsen fandt uendeligt ligegyldigt.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. 2022-12-15).

Romanen ”Sfinx” fik stor ros for både sprog, tematik og komposition, og Weekendavisens anmelder skrev bl.a. ”Kan man skrive sådan, kan man skrive alt.” I 2024 udkom Daniel Dalgaards anden roman ”Vulkanø”, der især beskæftiger sig med begreberne turisme, vrede og manderoller. Fra 2016 til 2021 underviste Daniel Dalgaard i skrivning på Vestjyllands Højskoles forfatterlinje. Privat danner han par med forfatteren Stine Pilgaard (f. 1984), der optræder med navn i flere af hans bøger, deriblandt ”Vulkanø”, og sammen har de to børn.