Daniel Dalgaard

Daniel Dalgaard blev født 12. november 1987 på Djursland og voksede op og gik i skole i Ringe på Fyn, indtil han flyttede hjemmefra. Han voksede op med sine forældre og to mindre brødre og levede med egne ord ’et almindeligt liv’. Hans forældre arbejdede i Brugsen, og børnene kom tidligt hjem fra skole, da moren var på deltid. Som ung opdagede han litteraturen og digtene: ”Da jeg var femten-seksten år, opdagede jeg nogle af de på det tidspunkt stadig relativt nye danske digtere. Det var Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen og Ursula Andkjær Olsen i første omgang. Der var noget ved skriften, som med det samme tiltrak mig. Det var oplevelsen af den ultimative frihed. Frihed i tanken og udtrykket, alle ordene der kom væltende ud over siden og skabte nye rum. Den hallucinatoriske oplevelse af at blive oplyst indefra. Derfra vidste jeg hurtigt, at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne for at gøre skriften til mit liv.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. 2022-12-15).

Nogle af Daniel Dalgaards første udgivelser var i tidsskriftet Hvedekorn, hvor han som 20-årig i 2007 havde syv digte med og fortsatte med at blive udgivet løbende. Efter at have flyttet hjemmefra begyndte forfatteren i 2008 at læse litteraturhistorie i Aarhus og blev året efter optaget på Forfatterskolen i København. Her blev han færdiguddannet i 2011, hvorefter han færdiggjorde sin bacheloruddannelse i Aarhus. Han debuterede med digtsamlingen ”Vi er ikke konger” i 2013. Den blev efterfulgt af ”Spejlkamel” i 2015, et essay om manderollen i det moderne samfund i 2021 og ligeledes romandebuten ”Sfinx” i 2021. Om udviklingen i sin egen interesse fra digte til prosa har han sagt: ”I begyndelsen var jeg meget interesseret i ord, forskellige stemmer, sætningers toneart, et maskespil af sprog. Senere har jeg udvidet mit interessefelt til fortælling og narrativ struktur, noget som jeg i begyndelsen fandt uendeligt ligegyldigt.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. 2022-12-15).

Romanen ”Sfinx” fik stor ros for både sprog, tematik og komposition, og Weekendavisens anmelder skrev bl.a. ”Kan man skrive sådan, kan man skrive alt.” Fra 2016-2021 underviste Daniel Dalgaard i skrivning på Vestjyllands Højskoles forfatterlinje. Privat danner han par med forfatteren Stine Pilgaard (f. 1984), der optræder med navn i flere af hans bøger, og sammen har de to børn.

I 2013 debuterede Daniel Dalgaard med ”Vi er ikke konger”. Digtsamlingen handler om bl.a. kunst, politik og forelskelse og opridser en poetik, en forskrift for det gode digt: ”Hvis man tilskrev/ det gode digt en række egenskaber/ ville den ene være henvendelsen den anden/ billederne, flotte og fugtige hele vejen fra kysten” (s. 12).

Især henvendelsen til et ’du’ vrimler ”Vi er ikke konger” med – her på side 17-18: ”(…) Har du nogensinde/ forladt nogen du ikke ville forlade hvis du fik muligheden,/ du fik muligheden og erektionen boret ind i en stram åbenbaring”

29793700

Strofernes afsluttende billede, hvor det forventede ord ’åbning’ er blevet til ’åbenbaring’, er et af relativt få i samlingen, der ikke opholder sig meget ved kropslig lyrik, men snarere drejer sig om strukturelle samfundsforhold, om den logiske sans, politik, et du, klima og semantik – dvs. betydningen og indholdet i ord og sætninger. Det ses allerede i starten af digtsamlingen: ”(…) det er sansningen der er mangelfuld og sproget/ der er totalt. (…)” (s. 12). Vægtningen af mening frem for beskrivelse ses i de efterfølgende linjer, hvor digtet kredser om lyset, der falder på en speciel måde, men i stedet for at hæfte sig ved beskrivelsen af lyset, opholder digtet sig ved, om der mon ligger en meddelelse i lysets måde at falde på.

Andre steder fremstår digtene som udsagn eller læresætninger, der kan være sande eller ej, såsom på side 44: ”Et sammenstyrtet hus er det samme hus bare i en anden rækkefølge” og på side 57, hvor der står ”Alle piger burde tale svensk, det er verdens bedste sprog.”

Den omkring 60 sider lange digtsamling er præget af lange sætninger med mange kommaer, og den er inddelt i syv afsnit: Menneske, Arkitektur, Del 3, Budapest 2011 (dagbog), Stemme, Fundament og katastrofe og Til Ungdommen. Mens ”Budapest 2011” er det mest prosalignende stykke, er ”Stemme” præget af abstrakte sætninger, der efterfølges af nej’er, og det hænger måske sammen med digtet side 33. Her står der bl.a. ”linjernes selvdestruktion/ som den eneste løsning/ på sprogets voldelige problem (…)”. Med andre ord ser digteren et problem i sprogets potentielle vold, og løsningen på det er en opløsning.