Daniel Dalgaards bøger er meget forskellige, men alligevel er der fælles temaer. Et af de temaer er ensomhed og længslen efter fællesskaber. Selv har han udtalt: ”Generelt er jeg meget interesseret i ensomhed og i fællesskaber af alle mulige slags. Både dem som er løse og tilfældige eller enorme og abstrakte eller tætte og konkrete. Fællesskabet mellem dem som er stødt på hinanden på en rygsækrejse i Asien, eller fællesskabet i kernefamilien. Fællesskabet på arbejdspladsen, i skakklubben. Og så den ensomhed, som altid er en følgesvend. Dynamikkerne kan være så komplekse og subtile, og der er altid en pris for deltagelsen. Vi opgiver en smule af os selv for at lindre følelsen af at være fanget alene i vores eget kranium.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. 2022-12-15).
Både i de to digtsamlinger og i "Sfinx" anvender Daniel Dalgaard spejle. I ”Vi er ikke konger” lyder det på side 45: ”Du ser øjne i spejlene og omvendt”. Og ’omvendt’ er en reference til udtrykket ’at se noget i øjnene’, så sætningen kunne lyde ”Du ser øjne i spejlene og spejle i øjnene”. Spejle er ofte et symbol på at indse noget eller at iagttage sig selv, og netop det gør også Jan og Thea i romanen ”Sfinx”. De betragter sig selv og deres liv, og hvor Jan er fastlåst og har livet bag sig, har Thea sit liv og alle muligheder foran sig, hvis hun tør overskride sine egne grænser. Helt konkret optræder spejle flere steder i ”Sfinx”, bl.a. i Jans historie om mødet med den ensomme Kira, der holder øje med bylivet i Gudhjem gennem små spejle opsat ud for vinduerne. I ”Spejlkamel” er titlen taget fra en enpuklet dromedar-figur skabt af hønsenet, tapetklister, avispapir og små spejlstumper i uregelmæssige former, og den bliver et symbol på det at navngive noget, der egentlig er noget andet, med andre ord tage sproget i besiddelse og gøre det til ens eget fremfor noget abstrakt.
Daniel Dalgaards digte ligger tæt op ad hans personlige liv, og dermed optræder forfatterens venner og kæreste med deres rigtige navne, ligesom der i ”Spejlkamel” refereres til en tilsyneladende selvoplevet oplevelse med natterend på en efterskole, hvor seksualitet og samvær begynder at få større betydning. Selv har han udtalt i en replik om selvbevidsthed og selvoptagethed i litteraturen: ”Fra min digtertrone ser alt det hurlumhej om autofiktion, de har haft ovre i prosaen, underlig ud: Den sitren, der kommer af at have en fortæller, der på den ene side er rodfæstet i den såkaldte virkelige verden uden at være fanget i den, har altid været en del af digtningen, som jeg ser det.” (Rasmus Elmelund: »Litteraturen er et sted, hvor urimeligheden og tvivlen og selvoptagetheden får lov til at udfolde sig«. Information, 2018-09-04).
Også ”Vulkanø” er tæt på Daniel Dalgaards eget liv og kan læses autofiktivt. Hustruen og moren i romanen hedder Stine, og der er bl.a. flashbacks til tiden som højskolelærer.
Daniel Dalgaard er politisk i flere af sine bøger, der ofte rummer en civilisationskritik. Også hovedpersonen Thea er en kritisk røst i romanen ”Sfinx”. Hun er rejst til Sydøstasien med sin diktafon og kamera for at dokumentere, at de rejsendes baggrunde og oplevelser er nogenlunde ens, og det, som backpackerne tror, er unikt, i virkeligheden bare er en (udnyttende) industri. Thea bliver imidlertid selv en del af en udnyttende pengekultur, da hun hyrer en prostitueret og ydmyger ham, og dermed bliver kritikken også en påpegning af menneskets psykologiske faldgruber og latente ondskab i jagten på at være ’noget’ eller ’nogen’.
De psykologiske magtspil er hyppige i ”Sfinx”, og den underliggende modbydelighed findes bl.a. også i ”Spejlkamel” i digtet på side 12: ”Mellem os ligger to skumgummimadrasser/ og i vores arme har vi hver især en af mine små brødre/ som vi hidser op inden vi slipper dem løs på hinanden.” Her holdes små børn tilbage som kamphunde, inden de skal i struben på hinanden, og dermed er de med til at tematisere et af de store spørgsmål, som også ”Sfinx” handler om, nemlig: Hvad er et menneske? Selv har Daniel Dalgaard formuleret sin fascination af menneskets forestillinger om dem selv således: ”Menneskets svimlende manifestationer af deres forestillinger om liv og mening, hvordan udtrykkes de, og hvem er de for?” (Anna Møller: Interview med forfatteren. 2022-12-15).
I ”Vulkanø” foregår magtspillene mellem især den femårige søn og faren. Mens sønnen forsøger at få sin vilje, forsøger forældrene at være tålmodige og forstående, men ofte ender det i ren fallit for begge parter.