at jeg allerede har en narrativ gæld
på det meste af min pension, hermed
en anekdote til det danske samfund:
Jeg ville erobre en sandhed
med tunge øjne og billig smiger og give mig selv
nattøj på med den.”
I 2013 debuterede Daniel Dalgaard med ”Vi er ikke konger”. Digtsamlingen handler om bl.a. kunst, politik og forelskelse og opridser en poetik, en forskrift for det gode digt: ”Hvis man tilskrev/ det gode digt en række egenskaber/ ville den ene være henvendelsen den anden/ billederne, flotte og fugtige hele vejen fra kysten” (s. 12).
Især henvendelsen til et ’du’ vrimler ”Vi er ikke konger” med – her på side 17-18: ”(…) Har du nogensinde/ forladt nogen du ikke ville forlade hvis du fik muligheden,/ du fik muligheden og erektionen boret ind i en stram åbenbaring”
29793700
Strofernes afsluttende billede, hvor det forventede ord ’åbning’ er blevet til ’åbenbaring’, er et af relativt få i samlingen, der ikke opholder sig meget ved kropslig lyrik, men snarere drejer sig om strukturelle samfundsforhold, om den logiske sans, politik, et du, klima og semantik – dvs. betydningen og indholdet i ord og sætninger. Det ses allerede i starten af digtsamlingen: ”(…) det er sansningen der er mangelfuld og sproget/ der er totalt. (…)” (s. 12). Vægtningen af mening frem for beskrivelse ses i de efterfølgende linjer, hvor digtet kredser om lyset, der falder på en speciel måde, men i stedet for at hæfte sig ved beskrivelsen af lyset, opholder digtet sig ved, om der mon ligger en meddelelse i lysets måde at falde på.
Andre steder fremstår digtene som udsagn eller læresætninger, der kan være sande eller ej, såsom på side 44: ”Et sammenstyrtet hus er det samme hus bare i en anden rækkefølge” og på side 57, hvor der står ”Alle piger burde tale svensk, det er verdens bedste sprog.”
Den omkring 60 sider lange digtsamling er præget af lange sætninger med mange kommaer, og den er inddelt i syv afsnit: Menneske, Arkitektur, Del 3, Budapest 2011 (dagbog), Stemme, Fundament og katastrofe og Til Ungdommen. Mens ”Budapest 2011” er det mest prosalignende stykke, er ”Stemme” præget af abstrakte sætninger, der efterfølges af nej’er, og det hænger måske sammen med digtet side 33. Her står der bl.a. ”linjernes selvdestruktion/ som den eneste løsning/ på sprogets voldelige problem (…)”. Med andre ord ser digteren et problem i sprogets potentielle vold, og løsningen på det er en opløsning.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Vi er ikke konger"