Julie M. Day befinder sig godt med at skrive fantasy. Genren giver hende frihed til at opfinde verdner og karakterer, men sådan har det ikke altid været. I starten af sit forfatterskab kæmpede hun med genren og de frie rammer. Selv siger hun om dette: ”Fantasy er for mig den allermest frie genre. Det er den genre, hvor alt kan lade sig gøre. I begyndelsen, da jeg skrev det allerførste, var det faktisk svært at skrive fantasy. Det var svært, fordi jeg havde den her barriere: ”Nej, det kan jo ikke lade sig gøre, Julie. Den vil folk aldrig hoppe på.” Men det kan det jo faktisk godt. Hvis jeg beslutter det, så kan alt lade sig gøre, og det er det smukke, som fantasy kan. Derudover tror jeg, at fantasy har lidt lettere ved at bringe forskellige tabuer på banen. Det bliver mindre udskældt, hvis det er forklædt som fantasy. Man bliver oftere stillet til ansvar for sine bøger og deres indhold, hvis det er realisme. Det, føler jeg ikke, man gør i samme grad med fantasy.” (Line Dalbro: Interview med Julie M. Day. forestillingomparadis.blogspot.com, 2018-05-16).
Tematisk kredser Julie M. Day i sine bøger om identitet. Hovedpersonen Grace er vokset op uden en mor og far og dermed også uden en familiehistorie. Da hun pludselig finder ud af, at hun er halvt elver, skal hun finde ud af, hvilken betydning det får for hende og for den hun er.
Et andet gennemgående tema er det godes kamp mod det onde. Graces tilstedeværelse i Trafallas er en trussel mod den spinkle fred, som har eksisteret siden krigen mellem victorlianerne og oprørene. Hun er en brik i et større spil, fordi hun kan åbne grænsen, og hun finder hurtigt ud af, at ingen er entydigt gode eller onde.