Baggrund

Citat
”Vi konstruerede derfor en overordnet ramme ikke ulig skelettet i hans nye skyskraber. Når jeg efter hvert møde renskrev mine notater, var det også min opgave at få orden på de omtalte begivenheder og beslutte, hvilket kapitel hver af dem hørte hjemme i, samt forbinde dem til en sammenhængende fortælling.”
”Tillid”, s. 303.

Hernan Diaz er født i Argentina i 1973, men flyttede med sin familie til Sverige, da han var to år gammel. Da Argentina igen fik indført demokrati i 1983, flyttede han som niårig tilbage til sit fødeland. Han tog den første halvdel af sin uddannelse i Argentina, hvorefter han flyttede til London og gjorde sin MA i litteratur færdig på King’s College. Han har sidenhen blandt andet undervist på Columbia University, hvor han stadig underviser på det latinamerikanske institut.

Han har fortalt i et interview til The Paris Review, at han ikke følte sig rigtigt hjemme i Buenos Aires, og derfor flyttede han til London i begyndelsen af 20’erne. Få år senere slog han sig ned i New York, hvor han nu har boet i bydelen Brooklyn i næsten 20 år. I dag sammen med sin hustru og datter. Om sin egen baggrund har han udtalt: ”Oplevelsen af at være fremmed har været et vilkår for hele mit liv.” (Joel Pinckney: Feeling Foreign: An interview med Hernan Diaz. The Paris Review, 2017-10-10. Egen oversættelse).

Hernan Diaz udgav sin første roman ”I det fjerne” i 2017 og sin anden – og prisbelønnede roman – ”Tillid” i 2022. Selvom romanerne ikke rummer selvbiografiske elementer, er hovedkaraktererne på rejse i både fysisk og klassemæssig forstand og reflekterer over den fremmedhed og rodløshed, det medfører. Som i ”I det fjerne”, hvor hovedpersonen Håkon på sin rejse tværs over USA konstaterer: ”Hvem som helst han mødte, også børnene, havde for ham at se mere ret til at befinde sig i landet end han selv. Intet var hans, intet gjorde krav på ham.” (”I det fjerne”, s. 282).