Hernan Diaz’ debutroman ”In the Distance”, 2017 (”I det fjerne”, 2021) var finalist til både PEN/Faulkner- og Pulitzer-prisen i 2018. Bogen handler om to brødre, der sammen rejser med et skib fra Sverige til New York. Undervejs rammer de England, og de to brødre bliver væk fra hinanden. Håkon ender i Californien i stedet for New York, og i sit forsøg på at finde sin bror Linus må han rejse tværs over Amerika – uden penge på lommen.
Undervejs møder Håkon en broget skare af bosættere, kriminelle og religiøse fanatikere på vej mod vest. Alle er sig selv nærmest i de fleste af de barske småsamfund, og romanen er en slags antiwestern blottet for den romantik, som ”det vilde vesten” normalt forbindes med.
Håkon møder livet i alle dets yderpunkter. Han slutter sig undervejs midlertidigt til forskellige grupper af mennesker, hvor han finder arbejde, mad, hjælp og venskab. Deriblandt med drengen Asa, der redder hans liv og rejser videre med ham, ”fordi jeg bare så det og vidste det med det samme” (s. 235).
39510294
Selvom han både overværer begravelser af døde børn og ekstrem sult, fattigdom og fanatisme, er der én grufuld oplevelse, som bliver definerende for hans videre liv: Han dræber en flok fulde ”falske indianere”, der umotiveret angriber den gruppe af mennesker, han har sluttet sig til. Handlingen ændrer ham for altid, og han veksler i sit sind mellem at se på det som heltegerning og forbrydelse.
Selv udtaler han om romanens rå western-ramme: ”Der er mange genkendelser fra de klassiske Westerns, der dukker op i romanen, men jeg har forsøgt at skuffe og arbejde imod dem. Jeg ønskede at skrive en bog, der bygger på genren, men i sidste ende forsøger at undergrave den.” (Joel Pinckney: Feeling Foreign: An Interview with Hernan Diaz. The Paris Review, 2017-10-10. Egen oversættelse).
Fortællermæssigt er Hernan Diaz tro mod sin hovedkarakter i den forstand, at vi som læser ser og forstår det, Håkon ser og forstår af sine omgivelser: ”Et par vogne til højre begyndte en mand mumlende at skændes med sin kone, der, så vidt Håkon kunne forstå, havde overtalt ham til at forlade det sikre hjulspor.” (s. 161).