Tematisk er Hernan Diaz interesseret i livets store retningsbestemmere inden for politik og samfund. Immigration, lighed, ulighed, rigdom og magtstrukturer. Begge hans bøger omhandler magtforholdet mellem mennesker med blik for de kampe, der foregår under overfladen. I ”Tillid” er ægteskabet mellem Wall Street-handleren Benjamin Rask og Helen en evigt flydende konstruktion, der bogstaveligt talt beskrives fra forskellige perspektiver på en måde, hvor sandheden bliver uinteressant og fremstillingen det væsentlige – med en tydelig og relevant parallel til, hvordan børsmarkedet fungerer. I ”I det fjerne” er magtrelationerne mere udtalte. Hovedpersonen Håkon møder en broget skare af mennesker, der sjældent lægger skjul på deres motiver og intentioner, men den største kamp har han med sig selv og de handlinger, han tvinges til at begå på grund af trusler og fattigdom på sin rejse.
Begge bøger handler på forskellig vis også om længslen efter at høre til. En længsel, der begge steder tager sit udgangspunkt i, at hovedkaraktererne er immigreret til USA – ligesom Hernan Diaz selv. Rodløshed, ensomhed og en evig søgen efter forankring er underliggende temaer i Diaz’ romaner. I ”Tillid” kommer det til udtryk ved, at rigmanden Benjamin Rask føler sig tvunget til at reproducere sin amerikanske tilværelse på et længere ophold i Europa for ikke at føle sig malplaceret – og medbringer kok, møbler og tjenestefolk.
Genremæssigt er ”I det fjerne” en episk fortælling om en mands (dannelses)rejse gennem USA i det 19. århundrede, hvor ”Tillid” bryder med den klassiske episke fortællestil. Her fremstilles den samme fortælling om ægteparret Benjamin og Helen Rask flere gange med forskellige fortællestemmer i en genremæssig blanding af roman og dagbog. Som Kim Skotte formulerer det i Politiken i anmeldelsen af ”Tillid”: ”For hvad kan man egentlig have tillid til, når det gang på gang viser sig, at fortællinger er smækfulde af fiktion, manipulation og den spegede størrelse, vi nu vælger at kalde bias?” (Kim Skotte: Forfatter er med raketfart blevet indrulleret i den litterære elite. Hans nye roman cementerer tilliden til talentet. Politiken, 2022-08-21).