Joan Didion og hendes mand forfatteren John Gregory Dunne var gift i fyrre år. ”The Year of Magical Thinking”, 2005 (”Et år med magisk tænkning”, 2012) er hendes skildring af, hvordan John falder om med hjertestop ved middagsbordet og af det år der følger, hvor hun både må forsøge at begribe, at hendes livspartner ikke er mere og være der for deres datter Quintana, som gennemgår et alvorligt sygdomsforløb. Indlejret i skildringen af det år er Didions tilbageblik på hendes liv sammen med John.
”Et år med magisk tænkning” er en autobiografisk roman om sorgens væsen oplevet gennem den sørgende jeg-fortællers sansninger, minder og bestræbelser på at forstå, hvad der er sket.
29429359
Som journalist forsøger Didion at forstå sorgen gennem research i både fag- og skønlitteraturen og i sin og Johns fælles fortid. Det kommer til udtryk i formen, hvor de samme citater ekkoer gennem romanen som et mantra til at begribe det ubegribelige. For eksempel citerer Didion sine egne første noter efter Johns død: ”Man sætter sig for at spise middag, og ens vante liv hører op”. Hun giver en kronologisk gennemgang af hændelsesforløbet op til Johns død og Quintanas indlæggelse. Hun beskriver omstændighederne omkring hjerteanfaldet i et forsøg på at forstå de fysiologiske årsager til, at det skete.
Der løber to spor gennem romanen – det ovennævnte, hvor Didion på rationel og nøgtern vis henviser til de konkrete kendsgerninger og den viden, hun henter i litteraturen om sorg, og et hvor minderne som en malstrøm trækker hende ned i sorgen over alt det tabte.
Didions reaktion er todelt. En del af hende forholder sig rationelt til kendsgerningerne og forsøger intellektuelt at forstå sorgens proces, en anden del rammes af en irrationel forestilling om, at hun med visse handlinger, eller undladelse af handlinger, kan bringe John tilbage og gøre Quintana rask. For eksempel hvis hun undlader at skille sig af med Johns sko - for dem skal han jo bruge, når han kommer tilbage. Denne overtro er hendes magiske tænkning, og den magiske tænkning bliver en overlevelsesmekanisme gennem sorgens første år.