”Blue nights” fra 2011 (”Blå timer”, 2012) er et mindeskrift over Joan Didions datter Quintana. Romanen falder i forlængelse af ”Et år med magisk tænkning”, hvor Quintanas sygdomsforløb beskrives. ”Blå timer” er skrevet efter hendes død.
En central tematik i ”Blå timer” er betydningen af de minder, den efterladte står tilbage med. Her omhandler minderne et mor-datter forhold og den smertefulde erkendelse, at kærligheden og beskyttertrangen fra morens side gjorde hende blind over for forskellige aspekter af datterens liv. Som for eksempel betydningen af det faktum, at Quintana var adopteret, og betydningen af hvordan forældrenes berejste arbejdsliv indvirkede på hendes opvækst. Didion reflekterer over Quintanas frygt for at blive forladt, hendes mange humørsvingninger, der førte til adskillige psykiske diagnoser, og ”hendes forsøg på at håndtere voksenlivet, hendes forsøg på at være et overbevisende voksent menneske på et tidspunkt, hvor hun stadig havde ret til at være et lille barn” (s. 89). Minderne bliver i den forstand ikke en trøst, men en understregning af ”hvor lidt jeg forstod at værdsætte øjeblikket, da det var der” (s. 49).
29427437
På et mere generelt plan er ”Blå timer” en refleksion over forgængelighed og dødelighed. Didion ser sin egen aldring og svækkelse i øjnene, og med den frygten for hvordan hendes egen bortgang vil være et tab af minderne om Quintana: ”Frygten gælder det, der stadig er at miste.” (s. 190).
”Blå timer” er ligesom ”Et år med magisk tænkning” bygget op af digressioner - en eksistentiel overvejelse glider over i et erindringsglimt, som derefter glider over i den nutid, Didion fortæller fra. Også forskellige citater gentages romanen igennem som en slags messen, der understreger temaet i den givne sammenhæng.
Blå timer henviser til den tid på året, den tidligste sommer, hvor skumringslyset i New York er særlig blåt, og dagens lys strækkes til langt ud på aftenen. Der er noget håbefuldt ved disse blå timer, der hører sommeren til, men de indvarsler også mørkets komme. Det er en bittersød erfaring, Didion beskriver i ”Blå timer”, hvor minderne på én gang er en smertelig påmindelse om det tabte, men også en måde hvorpå de efterladte kan beholde de døde hos sig.