En gennemgående tematik i Joan Didions forfatterskab er sammenbruddet, det være sig personligt, politisk, socialt. Uanset genre binder denne tematik forfatterskabet sammen. Sammenbrudstematikken spænder bredt fra det personlige i de autofiktive romaner ”Et år med magisk tænkning” og ”Blå timer” til det politiske i reportagen ”Salvador” om den brutale borgerkrig i El Salvador.
Den fragmenterede virkelighed, Didion beskriver, kommer også til udtryk i hendes skrivestil, der er sammensat af en vekslen mellem øjebliksbilleder, erindringsglimt, sansninger, analyser og intellektuelle overvejelser - en masse fragmenter, der ubesværet glider afsted i et nøgternt, men samtidig billedmættet sprog, der præcist dissekerer tanker, følelser, sociale relationer, ideologier og politik.
Et andet tema, der går igennem forfatterskabet, er den californiske drøm, med understregning under drøm, når Didion dissekerer smukke, men naive fredsdrømme og ideologiske vildfarelser i sluttressernes Californien i ”Slæber sig mod Betlehem”. Eller når hun skildrer Hollywoodmiljøets overfladiskhed og tomhed gennem karakteren Maria i ”Intet gælder”. Didion bruger Californien som et billede på menneskets bristede illusioner og henter sit ildevarslende billedsprog i det californiske landskab - i den skarpe sol, den golde ørken, den tørre Santa Ana vind, der sætter bjergenes skovområder i flammer: ”Vinden viser os, hvor tæt på afgrunden vi lever” (”Notesbog fra Los Angeles” i ”Slæber sig mod Betlehem”, s. 268).
I forhold til genre har Didion skrevet flere skønlitterære romaner, men det er særligt hendes betydning for journalistikken og essayistikken, der står tilbage. Hun var en af pionererne inden for den amerikanske ”new journalism”, hvilket er en journalistisk genre, der blandt andet tydeliggør reporterens tilstedeværelse i det, han/hun rapporterer fra. ”New journalism” er i den forstand et opgør med forestillingen om objektiv journalistik, for selv om objektiviteten er et mål, vil den subjektive oplevelse altid have en indflydelse på fremstillingen af det, der rapporteres om. Hos Didion er hendes egen tilstedeværelse meget central, og hun holder sig heller ikke tilbage med køligt kritiske vurderinger af det, hun observerer.