forsvindingsnumre

Citat
”Man ånder lettet op, når man står ved den døde. Som om man har holdt vejret rigtig længe, og nu kan man så få luft igen. Det er slut med at være bange for, at mor dør. Aldrig igen skal du stå ved en hospitalsseng og høre din mor sige ”når jeg kommer hjem” og stille, i din grænse mellem bevidsthed og underbevidsthed, tænke ”hvis. Hvis du kommer hjem.” Du kan aldrig igen opleve lige netop det.”
”forsvindingsnumre”, s. 105.

Romanen ”forsvindingsnumre” (2019) er Amalie Langballes debutroman. Bogen handler om den unge kvinde Agnes, der har mistet sin mor.

Fortællingen om Agnes springer mellem Israel, København, Berlin og Nordnorge. I Tel Aviv møder hun mændene Ofir og Josef, som hun indleder en ménage à trois med. I Berlin slikker hun sårene efter at være blevet dumpet af flirten Mathias. I København fester hun med vennerne Vibe og Oscar, og i Norge leder hun efter den uddøde fugleart gejrfuglen.  

”forsvindingsnumre” er en sorgroman med tryk på sorg, for trods eksplicitte skildringer af Agnes’ sexliv, fester og rodede affærer med forskellige mænd, så er det følelsen af fravær, som døden har efterladt, der fylder. For Agnes er ramt af en forræderisk sorg, som dukker op når som helst og hvor som helst, og som vedbliver med at spænde ben for livet, fordi hun nu én gang er blevet konfronteret med dét, der er fuldstændig uigenkaldeligt: ”På stjerneklare nætter, når vi sad oppe på sofaen på første sal eller stod ude i indkørslen med øjne rettet mod himlen, kunne mor finde på at sige: ”Det er ikke til at fatte, at det er uendeligt.” Men jeg har det anderledes. Det er det endelige, det, der ikke kommer tilbage, jeg ikke forstår.” (s. 161).