memento mori
Maleri af William Michael Harnett, 1879

Døden i litteraturen

Redaktionen, 2024.
Top image group
memento mori
Maleri af William Michael Harnett, 1879

"At være eller ikke at være, - det er spørgsmålet", siger Hamlet i en af verdenshistoriens mest kendte replikker. Fra de gamle myter til moderne romaner har forfattere brugt døden som et spejl, der reflekterer menneskets frygt, håb og længsel efter mening.

Døden har altid været en central figur i litteraturen, som både skræmmer og fascinerer. I tragedien er den ofte en uundgåelig skæbne, mens den i poesi kan være en rolig forløsning eller en brutal afbrydelse. Litteraturen gør døden håndgribelig og til tider forståelig, og i dens fortællinger finder vi både trøst og forfærdelse, når vi konfronteres med det uundgåelige.

Artikel type
News Item

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

”intet sprog muligt sprog døde med mit barn kunne ikke være kunstfærdigt ikke være kunst ville ikke forpulet kunst brækker mig over kunst over syntaks skriver som et barn hovedsætninger prøvende alt jeg skriver er erklæring jeg hader skrift vil aldrig skrive mere jeg skriver brændende had min vrede formålsløse stump et skrig brøl jeg er kuglebærer ingen skal komme til mig med deres bløde shit.”
"Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog", s. 31.

Naja Marie Aidts prosalyriske værk ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog" fra 2017 er et gribende og smukt sorgværk, der tager udgangspunkt i sønnen Carls død. Bogen skildrer sorgens inderste væsen og indeholder alt fra dagbogscitater, drømmeskildringer, digte, tekstfragmenter om sønnens barndom, leksikale ordforklaringer og citater fra andre litterære værker, der omhandler ubærlig sorg. I løbet af bogen gentages et tekststykke i kursiv, som indholdsmæssigt tilføjes nye detaljer for hver gang. Tekststykket skildrer tidsrummet fra telefonopringningen om, at sønnen er sprunget ud ad vinduet fra fjerde sal i en akut psykose, til han et døgn senere erklæres hjernedød: "Lægen har tårer i øjnene. Jeg er frygtelig ked af det, siger han, og jeg begynder at skrige, jeg skriger hæst og vanvittigt, jeg græder, alting går i stykker." (s. 155). Den kursiverede tekst, som gentages og udbygges mimer chokket, som efterhånden omskabes til realitet i bevidstheden.

Sangen "Har døden taget noget fra dig" (2018) med tekst af Naja Marie Aidt og melodi af Janne Mark indgår i Højskolesangbogen.

Afslutninger

”Nu mangler jeg bare at læse for Agnethe. Hendes grav ligger i den anden ende af kirkegården, og på vejen derhen hilser jeg på alle dem, jeg har afsluttet ting for de sidste tredive år. Jeg nikker til Rita Agnes Jensen, der døde i 2010 og efterlod et ufærdigt broderi. Min venstre fingerspids går stadig ondt, når jeg tænker på det. Kønt blev det ikke.”
”Afslutninger”, s. 24.

Kim Andrea Brofeldts roman ”Afslutninger” fra 2023 handler om Sarah, der er blevet 50 år uden rigtig at have fået taget hul på livet. Hun bor alene, og hendes eneste tætte relation er hendes far, der engang var musiker og er mentalt påvirket af sit årelange misbrug. Besøgene hos ham er præget af de hemmeligheder, de to har for hinanden. Bl.a. vil faren aldrig fortælle, hvorfor forholdet til hendes mor gik i stykker. Et plejefirma tager sig af faren, for Sarah kan kun holde til et ugentligt besøg. Resten af tiden bruger hun på sit arbejde på et plejehjem og på at afslutte ting for døde folk. Hun går på kirkegården og læser de sidste kapitler op af de bøger, de var i gang med. Kæmper sig igennem et broderi og afslutter en blomsteropsats for en. Det er som en neurose, hun ikke kan opgive, selv om folk ofte misforstår, hvad hun har gang i.

Solen er en fod bred

”genåbningen af nattelivet/ gårdens tomme tørrestativer/ i kaffen i mørket i vinduet/ dream faster/ gynger et stroboskoplys/ og i morgen igen/ nej igen// i nat/ i nat bliver det morgen”.
”solen er en fod bred”, s. 35-36.

Silas Toft debuterede i 2023 med digtsamlingen ”solen er en fod bred”, der tegner konturerne til et ungdomsliv under coronapandemien med cigaretrygning, isolation, forelskelse og melankoli. Digtene er korte, titelløse, fragmentariske og sansemættede, idet debuten består af en blanding af lavmælte strøtanker, aforismer, humoristiske oneliners, blanke sider, kryptiske metaforer og læresætninger om litteratur og sprog. Digterjeget er ofte usynligt, alene eller afsides. Det betragter verden på distance med stjålne blikke og registrerer ordknapt den natur, det byliv og de relationer, det indgår i.

Et sted forsvarer jeget livet i en diskussion og må et par sider efter lægge øre til duet, der ringer og røber et hemmeligt ønske om at dø. Og i et andet digt møder de en fuld mand på en bar, der har en holdning til døden. Således danner nogle af digtene en alvorlig, eksistentiel kontrast til de mere humoristiske indslag, som Politikens litteraturkritiker fremhæver i sin anmeldelse: ”Selv om bogen meget af tiden bevæger sig igennem nogenlunde samme – lettere melankolske – stemningsleje, er der dog humørskift. Og også humor. Se nu bare sætningen her: »at være ryger fik mig ellers ud af sengen i dag«. Ha!” (Mikkel Krause Franzen: Det er jo et helt lille portræt af Danmark det der. Politiken, 2023-11-28).

Til den lyse morgen

”(…) jeg er kontorlandskaber, en Mars-bar, Lake Michigan/ jeg fryser/ jeg er en forfilm til en forfilm/ gråden for enden af argumentet/ en motorvej løber gennem min rygrad/ jeg er en campingvogn med et gulv af tulipaner/ afstanden mellem fingeren og det den peger på (…)”
”Til den lyse morgen”, s. 21.

Mads Myginds anden digtsamling ”Til den lyse morgen” (2015) er ligesom debuten fast forankret i Aarhus. Der optræder mange aarhusianske gadenavne, men ellers er digtene især i starten præget af udsyn mod en verden med krig og terror – og en hverdag, der gentager sig selv og siden sprænges af dødens tilstedeværelse, da digterjegets faster dør.

Samlingens titelløse digte, der ofte fortsætter hen over flere sider, beskriver et jeg, der bevæger sig lidt retningsløst rundt i byen. Han går ind i en butik og slår hovedet mod dørkarmen, han skubber et fjernsyn gennem byen, og han kører med bus og iagttager sine medmennesker. 

Omkring midt i digtsamlingen sker der imidlertid et brud, da jegets faster dør af et årelangt – og hemmeligt – heroinmisbrug. Herefter fylder døden som tema. Digtene ser tilbage på mormorens død af kræft, og på de sidste sider dør også farfaren, mens jeget ”(…) skriver til den lyse morgen” (s. 46).

Rottekonge

”Der er gået så lang tid, hvor der ikke er blevet gjort noget ved rotterne, så der nu ikke er nogen, der tør gå ned i gården med deres affald. Isabella sidder og venter på, at klokken skal blive otte, så hun kan møde løberen igen. De mødtes første gang en aften, hvor hun sad på bænken i parken. Han løb forbi flere gange, og det tog lang tid, før hun forstod, at han gerne vil stoppes.”
”Rottekonge”, s. 133.

Line-Marie Lång debuterede i 2009 med novellesamlingen ”Rottekonge”. De 21 fragmentariske tekster er korte, de fleste omkring fire sider lange, og bogen er skrevet ud i én køre og først derefter redigeret. Line-Maria Lång siger selv, at teksterne er inspireret af drømme, tableauer, musikalitet og energi, som betyder meget for hende i tekster.

Titelnovellen ”Rottekonge” handler om den store pige Isabella, der bor i et lejlighedskompleks, der er plaget af både rotter og duer.

Mens viceværten ligger på taget og skyder duerne, fodrer Isabella rotterne med ost for at ’vise sin gode vilje’, hvilket Isabellas mor affejer ved at sige, at hun bare ikke har bedre at tage sig til, efter hun er flyttet hjemmefra. Isabella forlader lejlighedskomplekset for at finde en mandlig kondiløber, som hun måske-måske ikke har et seksuelt forhold til, og som i flere andre noveller er der meget blod, sex og død i titelnovellen, og det vrimler med dyr.

Gysertrilogien Cykose, Insania og Hypnosia

”Efterdønningerne fra båden får Fabios jolle til at vippe faretruende. Jeg kan ikke lide det her. Og nu hører jeg skrigene. Eller de lyde, som de lokale tolker som skrig fra forpinte pestofre, men som jeg, uanset, hvor meget jeg er oppe at køre, er ret overbevist om, må være fugleskrig.”
”Insania”, s. 157.

Birgitte Lorentzens forfatterskab kredser om det mystiske og paranormale. Hun har fortrinsvis skrevet psykologiske ungdomsgysere, der blander okkult overtro med rå realisme og tager udgangspunkt i historiske begivenheder. Forfatterskabet kredser desuden om pubertet, kærlighed, liv og død. I gysertrilogien om teenagerne Mads og Lulu diskuterer Birgitte Lorentzen, hvad det vil sige at være normal og retter en kritik mod nutidens samfund, der ifølge hende har en tendens til at stille en diagnose, så snart nogen er anderledes. Cykose-trilogien er nomineret til den fornemme, franske pris "Le Prix des incorruptibles 2014/2015".

Ind i en stjerne

”Der gik en stiplet linje af blomsterkranse i lyserødt, hvidt og efterårsfarver fra kirkedøren op til alteret. Hvide silkebånd med guldskrift, unge mennesker i sort, hæle mod stengulv, lynlåse i jakker, en skarp lugt af blomsterstilke. Jeg holdt vejret og parkerede klapvognen, løftede Elmer op i mine arme.”
”Ind i en stjerne”, s. 67.

Puk Qvortrup debuterede i 2019 med den selvbiografiske roman ”Ind i en stjerne”, der i en skånselsløs jegfortælling udfolder de voldsomme år, kvinden Puk gennemlever midt i sine tyvere. Hun er uddannet journalist og i praktik på Aarhus Stiftstidende, gift med arkitekten Lasse, som hun har toårige Elmer med. Hun er gravid i 7. måned og ved at bage fødselsdagskage til Elmer, da hun bliver ringet op af Skejby Sygehus, der har Lasse liggende i koma, efter at han er faldet livløs om under et halvmaraton. Med en besværlig mave må hun lægge sig hos ham en sidste gang i hospitalssengen og kærtegne den krop, hun kender så godt, men som ikke længere tilhører Lasse.

Det er en roman om at overgive sig til kærligheden og slippe den igen, om at være mor og datter og søster og om sorg og hvordan den hele tiden forandrer sig og aldrig ser ud, som andre forventer. For den er grim og grum og ubønhørlig, den har sit eget liv og kan ikke styres. I de mange detaljer og dialoger viser Qvortrup den uendelige kompleksitet i relationer, sorg og kærlighed, og ja, livet.

Min syge ven

”Jeg ved ikke, hvad en god ven er. Er det fx mig nu, hvor jeg fois gras-fodrer ham med håb?”
”Min syge ven”, s. 83.

"Min syge ven" (2018) er Johannes Lilleøres tredje roman. Det er under en flyvetur til Tallinn, at han bliver syg. Fortællerens ven, som han konsekvent kaldes bogen igennem, har altid været fascineret af Østblokken og er rejst til Estland for at være sammen med Tom, som han elsker. Men da han kommer frem, har han blå og lilla mærker over hele kroppen, og han tvinges med helikopter tilbage til København, hvor han bliver indlagt på Rigshospitalet. Sygdommen viser sig at være aplastisk anæmi, og inden længe er hans lilla krop koblet til slanger, der løber ind i maskiner, der spytter blod, ketogan og serum fra heste og kaniner tilbage i den syge krop.

”Min syge ven” er ikke bare en forfærdelig og rørende sygdomsfortælling set fra den pårørendes perspektiv. Bogen handler også om at stå ved siden af livet generelt, uden rigtig at kunne gribe det – selv når døden står ved siden af.

Velkommen til Amerika

”Mørket var overalt. Mørket lugtede. Det lugtede af angst og noget sødt. Mørket var det, der fossede ud af vandhanen og fyldte badekarret. Jeg vaskede håret i mørke, min krop, hele mig. Jeg åd af mørket og farvedes af det indeni. Mørket sneg sig ind lidt ad gangen. Det var kun min mor, der stadig var lys. Mørket veg til side for hende.”
”Velkommen til Amerika”, s. 26.

Linda Boström Knausgårds "Velkommen til Amerika” (2017) er en fortælling om at være fanget et sted mellem lyset og mørket og om en familie på randen af et sammenbrud.

I romanen møder vi den 11-årige pige Ellen, der som reaktion på sin fars død er holdt op med at tale. Det var nemlig hende, der bad Gud om hjælp til at slå hendes far ihjel. En sandhed, hun kun selv kender til.

Tilbage i familien er nu pigen, hendes storebror og deres mor. På hver deres måde kæmper alle familiemedlemmer med farens død. Ellen klamrer sig til sin tavshed. Den er hendes selvvalgte straf, og den er det eneste, hun selv kan kontrollere.

Krigere uden våben

Døden, den har jeg truffet da jeg var Dreng.
Men kun som en Stilhed hos nogen
                                                  som jeg holdt af.
Aldrig som noget omkring mig,
                                   en Kulde, en Skygge,
ingen kan nævne ved Navn eller vige fra.
 
Aldrig som Kulde ved en fremmed Ting.
Som Dyb paa Dyb i stivnede Muskelbaand.
Som om jeg faldt og faldt i en rumløs Kulde
ved at holde en fremmeds kolde Haand
                                                   I min Haand.

Nu kender jeg den igen, her og alle vegne.
Den staar i det tavse Lys over Skovenes Bund.
Den gaar som en svimlende Fjernhed
                                               I Sommerhimlen
og ligger som Klager over den sovendes Mund.

 
Den venter, for altid lidt ved siden af Tingen,
En Skygge, usynlig, langs Aarer
                                              og Sten og Træer.
Den gør det mere rigt med de nye sekunder
og mere ondt. Og den er mig altid nær.

...
”Døden” fra ”Krigere uden Vaaben”.         

Morten Nielsen nåede kun at udsende én digtsamling i sin levetid. Til gengæld er denne ene samling ”Krigere uden Vaaben” fra 1943 blevet stående som en moderne klassiker. De 22 digte kredser om livets store spørgsmål, anden verdenskrig og særligt krigens indvirkning på de unge. Død, kærlighed, brutalitet, livsappetit og afmagt står side om side på en måde, som ikke ville virke naturlig, hvis konteksten ikke netop var krigens kynisme og en dansk regering der, i modsætning til Morten Nielsen og andre modstandsfolk, mere eller mindre affandt sig med den tyske besættelsesmagts kontrol over landet.

Modsætningen mellem en ung digter, der befinder sig midt i en menneskelig spiren og krigens destruktive kræfter, er udtalt i ”Krigere uden Vaaben". Et digt som ”Foraarets Horisont” indfanger i fire linjer den unge mands rene livsfølelse: ”Verden er vaad og lys – / Himlen er tung af væde … / Hjertet er tungt af Lykke, / lykkeligt nær ved at græde.” Digtet er et udtryk for den unges glæde, der udspringer af en følsomhed, der gør, at glæden dog hurtigt kan slå over i sin ligeså rene modsætning. Hjertet er tungt, men af lykke. Det er nær ved at græde, men af lykke. Det centrale er her, at følelsen rummer en ungdommelig renhed. Et enten eller, som kan ses som resultat af en endnu uspoleret naivitet hos det implicitte, lyriske jeg. Den samme dybde og renhed i følelsen og kærligheden går igen i samlingens næste digt ”Ind i en Stjerne –.” Det slutter af med ordene: ”Natten tager alle Ting nær. / Der er klingende / tomt i det fjerne. / – – Vi gaar med hinanden i Haanden / ind i en Stjerne”.

 

forsvindingsnumre

”Man ånder lettet op, når man står ved den døde. Som om man har holdt vejret rigtig længe, og nu kan man så få luft igen. Det er slut med at være bange for, at mor dør. Aldrig igen skal du stå ved en hospitalsseng og høre din mor sige ”når jeg kommer hjem” og stille, i din grænse mellem bevidsthed og underbevidsthed, tænke ”hvis. Hvis du kommer hjem.” Du kan aldrig igen opleve lige netop det.”
”forsvindingsnumre”, s. 105.

Romanen ”forsvindingsnumre” (2019) er Amalie Langballes debutroman. Bogen handler om den unge kvinde Agnes, der har mistet sin mor.

Fortællingen om Agnes springer mellem Israel, København, Berlin og Nordnorge. I Tel Aviv møder hun mændene Ofir og Josef, som hun indleder en ménage à trois med. I Berlin slikker hun sårene efter at være blevet dumpet af flirten Mathias. I København fester hun med vennerne Vibe og Oscar, og i Norge leder hun efter den uddøde fugleart gejrfuglen.  

”forsvindingsnumre” er en sorgroman med tryk på sorg, for trods eksplicitte skildringer af Agnes’ sexliv, fester og rodede affærer med forskellige mænd, så er det følelsen af fravær, som døden har efterladt, der fylder. For Agnes er ramt af en forræderisk sorg, som dukker op når som helst og hvor som helst, og som vedbliver med at spænde ben for livet, fordi hun nu én gang er blevet konfronteret med dét, der er fuldstændig uigenkaldeligt: ”På stjerneklare nætter, når vi sad oppe på sofaen på første sal eller stod ude i indkørslen med øjne rettet mod himlen, kunne mor finde på at sige: ”Det er ikke til at fatte, at det er uendeligt.” Men jeg har det anderledes. Det er det endelige, det, der ikke kommer tilbage, jeg ikke forstår.” (s. 161).

Tænk ikke på mig

”Hvorfor var der så få, der spurgte dengang? Jeg tror, at jeg bliver nødt til at forstå, hvad der skete. Kortlægge sygdommen, tage revanche. Kontrollere det, der kontrollerede os. Hvorfor var der så stille? Hvorfor kunne jeg ikke bede om hjælp eller vise mig sårbar? Jeg har så mange spørgsmål nu – hvorfor havde jeg ikke dem før?”
”Tænk ikke på mig”, s. 77.

Fortælleren i Vilma Sandnes Johanssons debutroman ”Tænk ikke på mig” fra 2022 bærer samme navn som forfatteren, og vi følger hende, fra hun er 13 og fem år frem – fra Vilmas mor Solveig bliver diagnosticeret med uhelbredelig kræft, og til hun dør.

Det er en autofiktiv fortælling, der tematiserer Vilmas kamp for at passe sin syge mor og samtidig passe ind i ungdomslivet. For hvad skal man vælge – at have det sjovt med vennerne, eller at blive hjemme og se serier med sin døende mor? Kan man overhovedet have det sjovt, gå på efterskole, tage på Roskilde Festival og klare sine eksaminer i gymnasiet, når ens mor er døende? Vilma klarer det hele, men det er selvfølgelig ikke uden omkostninger.

Et andet centralt tema er sygdom og død som tabu. Vilma undrer sig over, at der ikke er nogen, der spørger til moren eller til, hvordan hun selv har det. Selv undgår hun også at tale om morens sygdom, fordi hun er bange for at spolere den gode stemning.

Vand til blomster

De pårørende lader ordene flyde i en lind strøm langs mine stier og i mit beskedne hus. Når de ankommer, når de går, og nogle gange begge dele. Lidt ligesom de afdøde. Men med dem er det stilheden, gravstenene, besøgene, blomsterne, billederne og måden, deres besøgende opfører sig på foran gravstedet, der fortæller mig om deres tidligere liv, dengang de var levende og rørige.
”Vand til blomster”, s. 17.

I 2018 udgav Valérie Perrin sin anden roman ”Changer l’eau des fleurs” (”Vand til blomster”, 2021), der handler om en kirkegårdspasser ved navn Violette Toussiant. Kirkegården, der ligger i en lille by i Bourgogne, er det fysiske sted, hvor der fortælles fra. Romanen er opbygget som en kronologisk fortælling. Ved hver kapitelinddeling er indsat en filosofisk note om døden, der kan læses som en slags gravskrift, og således slås romanens tematik an.

Det er et stille liv, som jegfortælleren, Violette, lever. Dagene går med at passe gravstederne og tale med de besøgende. Gennem Violettes samtaler og grundige observationer af de afdødes pårørende vrimler det frem med fragmenter af livshistorier, og det er, som om de afdøde bliver vakt til live i minderne om dem.

Landet som ikke er

“Alt er mørke omkring mig,/ jeg kan ikke løfte et halmstrå./ Min vilje vil kun ét, men dette ene mærker jeg ikke./ Når min vilje bryder frem, skal jeg dø:/ vær hilset mit liv, min død og min skæbne.”
“Landet som ikke er” i “Triumf at være til… Et udvalg”, s. 111. Oversat af Naja Marie Aidt.

“Landet som icke är” (“Landet som ikke er”, 2018) er Edith Södergrans sidste digtsamling, der udkom i 1925, to år efter hendes død. Samlingen er inddelt i tre dele, hvor den første består af hendes tidlige digte, midterdelen er tre digte skrevet i perioden 1919-1920, og sidste del er hendes allersidste ti digte. På den måde afspejler digtene den stil- og indholdsmæssige udvikling, som Edith Södergrans lyrik gennemgik på de få år, hun nåede at arbejde som voksen poet.

Samlingens sidste to digte – titeldigtet “Landet som ikke er” og “Ankomst til Hades”, hvorfra de første vers er gengivet på Södergrans gravsten – blev fundet af hendes mor efter hendes død. Digtene afspejler den nagende tvivl og de mange spørgsmål, der går forud for mødet med døden.

Digt om døden

”Min far giver jeg frivilligt tilbage/ eller gør jeg?/ min søster derimod./ (…)/ Jeg nåede ikke/ at stryge hendes kind kysse hendes pande/ klemme hendes hånd/ da jeg ankom/ var hun kold.”
”Digt om døden”, s. 222.

Søren R. Fauths fortællende langdigt ”Digt om døden” (2018) har undertitlen ”En bog om min far”, og allerede fra de første sider lægges bogens formål fast: ”Dette digt om døden/ skal handle om min far/ om alt det jeg husker/ alt det jeg ved/ om alt det       jeg har glemt” (s. 8). Samtidig trænger søsterens kræftdød sig på og løber som en rød tråd gennem bogen, der er trykt i et smalt opretstående format – som en gravsten. Digtet starter længselsfuldt og melankolsk, da jeget ønsker sig tilbage til en verden, hvor faren ikke er syg. Herefter følger en række erindringer og nedslag i tid og sted, f.eks. d. 22. december 2016, hvor digterjeget henter sin far på Diakonissestiftelsen, hvor han har boet på aflastning, da han er hjælpeløs med invaliderende diabetes.

De uansvarlige

”Og Agathe blev sand i sine løgne, et sandt billede på moderens løgnagtige pligt. Hun skulle blive en skøge, denne pige. Hun kunne ikke blive andet. Hun var ansvarsløs, og læssede koldt ansvaret på moderen. Og moderen læssede det på sin Gud. Hun bar alt hen til denne Gud, sin ansvarsløse synd og sin ansvarsløse pligt. Og Agathe så det, og foragtede hendes Gud.”
”De uansvarlige”, s. 160.

I 1933 udkom Hulda Lütkens roman ”De uansvarlige”, der er en skæbnetung beretning om længsler, begær og gudstro. 

I forfatterskabet generelt er der en optagethed af den udstødte og af spændingen mellem begær og sjælelig renhed, mellem drift og synd, Eros og død. Både Therese og Erna er i ”De uansvarlige” splittede mellem livslyst, formanende gudstro og samfundets fordømmelse, og de lever i frygten for at komme i helvede. Lütken giver på den måde et nuanceret indblik i, hvordan tro påvirker et menneske.

 

Begravelse

”hvis man ikke er religiøs stadigvæk kan/ kan begrave sine/ kan begrave nogen/ eller hvis man skal begrave nogen som ikke er/ religiøs/ at man stadigvæk// kan begrave dem/ med et ritual”
”Begravelse”, s. 12.

Hvad sker der med dem, der bliver ladt tilbage, når vi dør? Det undersøger Rolf Sparre Johansson ud fra egne erfaringer i sin anden udgivelse, langdigtet ”Begravelse”. Det udkom i 2016 som en del af forlaget Basilisks Serie B og er skrevet som en reaktion på Johanssons mors død to år tidligere.

Digtet skildrer begivenhederne før, under og efter morens begravelse. Det begynder in medias res op til den første juleaften, hvor jeget og hans to brødre, Bjørn og Jon, skal holde jul uden deres mor. Jeget har glemt at tage anden op af fryseren, og gennem hele digtet optræder lignende konkrete situationer, der belyser morens fravær. Tab, sorg, savn og familieforhold tematiseres. Hvem ved hvad inden for familiens lille lukkede kreds? Og hvem har det sidste ord, når der er delte meninger om, hvorvidt liget skal brændes eller ej?

I hvert øjeblik er vi stadig i live

”Jeg vil gerne have at min kones fornavn og efternavn skal være min datters mellemnavne, Karin Lagerlöf skal indgå i min datters navn, Livia Karin Lagerlöf Malmquist. Det er jo kun Malmquist du har fået afslag på, siger hun. Men hvorfor? Der står a.p. her. Okay, og hvad betyder det? spørger jeg. Hun er placeret hos en anden, svarer hun. Det forstår jeg ikke, siger jeg. Det betyder, at hun er anbragt i en plejefamilie. Jeg er Livias far.”
”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, s. 146.

I 2015 udkom Tom Malmquists opsigtsvækkende romandebut ”I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv” (”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, 2016), der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016.

I jegform fortæller manden Tom sin utrolige og voldsomme historie: romanen begynder på et sygehus i Stockholm, hvor hans højgravide kæreste Karin er indlagt med influenzasymptomer og åndedrætsbesvær. Hendes tilstand forværres hurtigt, og lægerne beslutter at forløse fosteret ved kejsersnit. Karin når at hviske, at datteren skal hedde Livia, inden hun forsvinder ind i respiratoren og snart døden.

Lad os håbe på det bedste

”Jeg blev ved med at tale, mens jeg strøg ham over håret og remsede navnene op på alle dem, jeg kunne komme i tanke om, der elskede ham. Nogle af børnene fra hans stue kom hen og stillede sig ved siden af os og lyttede til navnene, og jeg mærkede, hvordan Ivan slappede af og begyndte at se rundt på den lille gruppe af børn, der omringede os. Jeg var stadig i gang med listen, da Ivan fik nok af min svada og oplyste mig om, at blomster også kan dø.”
”Lad os håbe på det bedste”, s. 281.

”Låt oss hoppas på det bästa” (2018) (”Lad os håbe på det bedste”, 2019) er titlen på Carolina Setterwalls debutroman. Det er samtidig de sidste ord i en mail, Carolina modtager fra sin kæreste Aksel i maj 2014, mens hun sidder og ammer deres lille søn i lejligheden i Stockholm. Mailen har emnefeltet ”Hvis jeg dør” og indeholder blandt andet passwordet til Aksels computer. Først bliver hun forskrækket, så irriteret, da det går op for hende, at det er en af de for Aksel så typiske praktiske foranstaltninger. Han er direkte og usentimental, ”grænsende til det tvangsprægede realistiske”. Fem måneder senere dør Aksel af hjertestop, mens han sover.