Mads Myginds anden digtsamling ”Til den lyse morgen” (2015) er ligesom debuten fast forankret i Aarhus. Der optræder mange aarhusianske gadenavne, men ellers er digtene især i starten præget af udsyn mod en verden med krig og terror – og en hverdag, der gentager sig selv og siden sprænges af dødens tilstedeværelse, da digterjegets faster dør.
Samlingens titelløse digte, der ofte fortsætter hen over flere sider, beskriver et jeg, der bevæger sig lidt retningsløst rundt i byen. Han går ind i en butik og slår hovedet mod dørkarmen, han skubber et fjernsyn gennem byen, og han kører med bus og iagttager sine medmennesker.
Omkring midt i digtsamlingen sker der imidlertid et brud, da jegets faster dør af et årelangt – og hemmeligt – heroinmisbrug. Herefter fylder døden som tema. Digtene ser tilbage på mormorens død af kræft, og på de sidste sider dør også farfaren, mens jeget ”(…) skriver til den lyse morgen” (s. 46).