Naja Marie Aidts prosalyriske værk ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog" fra 2017 er et gribende og smukt sorgværk, der tager udgangspunkt i sønnen Carls død. Bogen skildrer sorgens inderste væsen og indeholder alt fra dagbogscitater, drømmeskildringer, digte, tekstfragmenter om sønnens barndom, leksikale ordforklaringer og citater fra andre litterære værker, der omhandler ubærlig sorg. I løbet af bogen gentages et tekststykke i kursiv, som indholdsmæssigt tilføjes nye detaljer for hver gang. Tekststykket skildrer tidsrummet fra telefonopringningen om, at sønnen er sprunget ud ad vinduet fra fjerde sal i en akut psykose, til han et døgn senere erklæres hjernedød: "Lægen har tårer i øjnene. Jeg er frygtelig ked af det, siger han, og jeg begynder at skrige, jeg skriger hæst og vanvittigt, jeg græder, alting går i stykker." (s. 155). Den kursiverede tekst, som gentages og udbygges mimer chokket, som efterhånden omskabes til realitet i bevidstheden.
Sangen "Har døden taget noget fra dig" (2018) med tekst af Naja Marie Aidt og melodi af Janne Mark indgår i Højskolesangbogen.