I hvert øjeblik er vi stadig i live

Citat
”Jeg vil gerne have at min kones fornavn og efternavn skal være min datters mellemnavne, Karin Lagerlöf skal indgå i min datters navn, Livia Karin Lagerlöf Malmquist. Det er jo kun Malmquist du har fået afslag på, siger hun. Men hvorfor? Der står a.p. her. Okay, og hvad betyder det? spørger jeg. Hun er placeret hos en anden, svarer hun. Det forstår jeg ikke, siger jeg. Det betyder, at hun er anbragt i en plejefamilie. Jeg er Livias far.”
”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, s. 146.

I 2015 udkom Tom Malmquists opsigtsvækkende romandebut ”I varje ögonblick är vi fortfarande vid liv” (”I hvert øjeblik er vi stadig i live”, 2016), der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2016.

I jegform fortæller manden Tom sin utrolige og voldsomme historie: romanen begynder på et sygehus i Stockholm, hvor hans højgravide kæreste Karin er indlagt med influenzasymptomer og åndedrætsbesvær. Hendes tilstand forværres hurtigt, og lægerne beslutter at forløse fosteret ved kejsersnit. Karin når at hviske, at datteren skal hedde Livia, inden hun forsvinder ind i respiratoren og snart døden.