Citat
”Mørket var overalt. Mørket lugtede. Det lugtede af angst og noget sødt. Mørket var det, der fossede ud af vandhanen og fyldte badekarret. Jeg vaskede håret i mørke, min krop, hele mig. Jeg åd af mørket og farvedes af det indeni. Mørket sneg sig ind lidt ad gangen. Det var kun min mor, der stadig var lys. Mørket veg til side for hende.”
”Velkommen til Amerika”, s. 26.
Linda Boström Knausgårds "Velkommen til Amerika” (2017) er en fortælling om at være fanget et sted mellem lyset og mørket og om en familie på randen af et sammenbrud.
I romanen møder vi den 11-årige pige Ellen, der som reaktion på sin fars død er holdt op med at tale. Det var nemlig hende, der bad Gud om hjælp til at slå hendes far ihjel. En sandhed, hun kun selv kender til.
Tilbage i familien er nu pigen, hendes storebror og deres mor. På hver deres måde kæmper alle familiemedlemmer med farens død. Ellen klamrer sig til sin tavshed. Den er hendes selvvalgte straf, og den er det eneste, hun selv kan kontrollere.