Dorte Lilmose skriver bøger til børn og unge om emner, der er svære og tunge. Der er børnesoldater, der oplever krigens grusomhed, der er børn, der slides i stykker af skilsmisser og der er børn, som lever i skyggen af en svært handicappet søskende. Selv siger Dorte Lilmose om sit valg af emner: ”Voksne må læse krimier og bøger om sex og vold, og hvor folk slår hinanden ihjel. Men når det gælder børn, vil de fleste forældre helst have, at det hele er lidt pænt. Jeg synes godt, man må skrive om alt det, der også er en del af livet: At børn kan opleve at blive trukket i, når skilsmissebølgerne går højt. At juleaften ikke bare er lykkelig for alle. At livet med en søskende, der er handicappet eller syg, kan vække svære følelser, som had, jalousi, dårlig samvittighed. Så jeg prøver at give det usagte ord, for jeg tror, at djævlen har svært ved at vokse sig stor og stærk, når den kaldes ved navn.” (Maja Plesner (red.): Dorte Lilmose: Man skal tage børn alvorligt. GUmagasin, 2016-04-12).
Tematisk kredser Dorte Lilmose om ensomhed og længslen efter at høre til. Det er tilfældet i bl.a. ”Anomali”, hvor Saga er helt alene med sine tanker og følelser, fordi hendes forældre ikke har overskuddet til at rumme hende. I stedet finder hun et fællesskab hos naboen Wyrna, hvor hun føler sig set. Det samme gør sig gældende i ”Ingen vej tilbage”, hvor Jonas oplever at være en del af et fællesskab, som han ellers aldrig før har prøvet at være en del af.
Fælles for mange af Dorte Lilmoses bøger er også, at voksne, positive rollemodeller er fraværende, således forstået, at de voksne, som er tilstede, ofte er kriminelle, krigsherrer eller følelsesmæssigt og mentalt fraværende. Uden en voksen til at lede sig på vej, eller til at håndtere alvorlige problemstillinger, tvinges romanernes hovedpersoner derfor til at træffe valg, som ingen børn eller unge burde skulle forholde sig til, f.eks. at dræbe et andet menneske eller skære læberne af sin egen bror for selv at overleve.