Douglas Stuart har en fantastisk udtale. Hans skotske dialekt er charmerende og imødekommende, og af og til røber et ord, hvor han har boet det meste af sit liv. Det skotske afløses af den mere drevne New Yorker-dialekt, der siger laaarge og vil fremad. Det er svært at finde en større kontrast – og det siger lidt om den midaldrende, runde mand med det gråsprængte skæg, der er forfatteren bag bestselleren og Bookerprisvinderen ”Shuggie Bain” og senere ”Unge Mungo”.
Stuart er født i 1976 i Sighthill, en af Glasgows fattige forstæder. Han voksede derfor op under jernkvinden Margaret Thatchers regering. Som svar på tidens inflation indførte hun en række voldsomme liberale tiltag. De ramte ikke mindst Skotlands jern- og kulindustri, arbejdsløsheden steg til mere end 35 procent for ufaglærte, og det ødelagde mennesker. Mænd drak bistandsstøtten op på pub, konerne gjorde det samme derhjemme af tekrus, mens børnene strejfede alene rundt. Man afgjorde de religiøse spørgsmål med voldelig konflikt – og til fodbold, når det katolske Celtic spillede mod protestantiske Rangers – for der kunne man da drikke og slås imens.
Det var i hvert fald Stuart og hans to søskendes virkelighed. Hans opvækst var præget af arbejdsløshed og fattigdom, og han forsøgte at finde sig selv i en kultur, hvor det ain’t right at være homoseksuel, selvom det var det, han var. Hans far skred, da Stuart var lille, og hans mor var alkoholiker. Hun var derfor fraværende, selvom hun elskede dem, og hun døde af misbruget, da Stuart var 16. Han fortæller, at han der fandt trøst i litteratur, men han vidste også, at litteratur aldrig – hvor han kom fra – kunne blive en levevej. Derfor søgte han mod tekstilindustrien, og den førte ham fra Glasgows forstadsslum til skinnende New York som 24-årig. Han gjorde karriere i modeindustriens største huse og bor der endnu med sin amerikanske mand.
Kontrasten fra forstad til storbyens glamour er voldsom, og det var da også for at fortælle sine omgivelser om sin fortid, han skrev debuten. Det fortæller han i et interview til DR: ”Jeg havde hjemve efter at have boet i New York i 12 år, og jeg fandt ud af, at mange omkring mig ikke kendte meget til det, jeg egentlig kom fra. Så jeg begyndte at skrive 'Shuggie Bain' for at beskrive min verden – også for mig selv. Og for at mindes den verden og de mennesker, som jeg også elsker højt, selvom der også var en del sørgelige minder.” (Silas Bay Nielsen: Douglas’ bog blev afvist 44 gange: Nu har han fået én af verdens vildeste priser. Dr.dk, 2021-08-30).