Douglas Stuart

Douglas Stuart har en fantastisk udtale. Hans skotske dialekt er charmerende og imødekommende, og af og til røber et ord, hvor han har boet det meste af sit liv. Det skotske afløses af den mere drevne New Yorker-dialekt, der siger laaarge og vil fremad. Det er svært at finde en større kontrast – og det siger lidt om den midaldrende, runde mand med det gråsprængte skæg, der er forfatteren bag bestselleren og Bookerprisvinderen ”Shuggie Bain” og senere ”Unge Mungo”.

Stuart er født i 1976 i Sighthill, en af Glasgows fattige forstæder. Han voksede derfor op under jernkvinden Margaret Thatchers regering. Som svar på tidens inflation indførte hun en række voldsomme liberale tiltag. De ramte ikke mindst Skotlands jern- og kulindustri, arbejdsløsheden steg til mere end 35 procent for ufaglærte, og det ødelagde mennesker. Mænd drak bistandsstøtten op på pub, konerne gjorde det samme derhjemme af tekrus, mens børnene strejfede alene rundt. Man afgjorde de religiøse spørgsmål med voldelig konflikt – og til fodbold, når det katolske Celtic spillede mod protestantiske Rangers – for der kunne man da drikke og slås imens.

Det var i hvert fald Stuart og hans to søskendes virkelighed. Hans opvækst var præget af arbejdsløshed og fattigdom, og han forsøgte at finde sig selv i en kultur, hvor det ain’t right at være homoseksuel, selvom det var det, han var. Hans far skred, da Stuart var lille, og hans mor var alkoholiker. Hun var derfor fraværende, selvom hun elskede dem, og hun døde af misbruget, da Stuart var 16. Han fortæller, at han der fandt trøst i litteratur, men han vidste også, at litteratur aldrig – hvor han kom fra – kunne blive en levevej. Derfor søgte han mod tekstilindustrien, og den førte ham fra Glasgows forstadsslum til skinnende New York som 24-årig. Han gjorde karriere i modeindustriens største huse og bor der endnu med sin amerikanske mand.

Kontrasten fra forstad til storbyens glamour er voldsom, og det var da også for at fortælle sine omgivelser om sin fortid, han skrev debuten. Det fortæller han i et interview til DR: ”Jeg havde hjemve efter at have boet i New York i 12 år, og jeg fandt ud af, at mange omkring mig ikke kendte meget til det, jeg egentlig kom fra. Så jeg begyndte at skrive 'Shuggie Bain' for at beskrive min verden – også for mig selv. Og for at mindes den verden og de mennesker, som jeg også elsker højt, selvom der også var en del sørgelige minder.” (Silas Bay Nielsen: Douglas’ bog blev afvist 44 gange: Nu har han fået én af verdens vildeste priser. Dr.dk, 2021-08-30). 

Douglas Stuarts ”Shuggie Bain” fra 2020 (”Shuggie Bain”, 2021) er fiktion, men den er samtidig skåret over hans egen historie. Romanen er dedikeret ”Til min mor” (s. 5) og videre: ”Først og fremmest har jeg minderne om min mor og hendes kamp at takke for det hele” (s. 483). Derfor er bogen ikke en auto- eller selvbiografi, men en coming-of-age- eller dannelsesroman i 32 kapitler og fem dele. Man møder først den unge Shuggie i 1992, da hans mor er død af druk. Derefter hører man om Shuggies barndom. Om året i Sighthill i 1981 og så om årene i Pithead fra 1982 til 1992. Selvom man følger Shuggie, bevæger den alvidende fortæller sig ind og ud af de mange karakterer i fine, luftige metaforer, så forstadsslummet bliver smukt.

39011212

Sammen med sine to søskende vokser Shuggie op, hvor ufaglærte for alvor mærker konsekvenserne af Thatchers politik: ”Thatcher ville ikke længere have ærlige arbejdere; hendes fremtid var teknologi og kernekraft og private sygeforsikringer. Industriens dage var forbi” (s. 56) og konsekvensen: ”Hele boligområder med unge mænd, der blev lovet at kunne gå i deres fædres fodspor, stod nu uden fremtid. Mænd mistede selve deres mandighed” (s. 56).

Shuggie vil hellere danse end spille fodbold, men allerhelst vil han være normal. Derfor gør han alt for at skjule det ”fisfornemme sprog” og den ”feminine gang” og alligevel: ”Hvis du ikke er nogen lille pige, må du jo være en lille bøsse” (s. 141). Det er kun hans mor, der forstår ham, og han forstår hende. Hun hedder Agnes og er en sorthåret skønhed, der som ung var fuld af drømme og elskede ”at vise sit smil frem” (s. 29). Hun finder først en katolsk mand, som giver hende alt på nær modspil. Derfor forelsker hun sig i et ”egoistisk bæst” (s. 39), en protestantisk charlatan, Store Shug Bain. De slår sig ned hos hendes forældre i forstaden Sighthill, hvor de får romanens hovedperson.

Efter nogle år får Store Shug nok af Agnes’ jalousi og druk. Hun går i hundene og skubber alle på nær Shuggie fra sig. Han står tilbage med ”et varmt sprøjt af lort i underbukserne” (s. 367) og forsøger forgæves at redde sin elskede mor. Alligevel ender romanen godt: ”Shuggie rystede overbærende på hovedet. Så vred han sig løs fra hende og løb et par skridt i forvejen. Han nikkede … og snurrede rundt … på sine blanke hæle” (s. 482). Shuggie snurrer rundt på sine hæle, fordi hans forfatter skriver for at forstå, og for at andre kan forstå ham.