Der er tonsvis af forfatterskaber, der er beslægtede med Douglas Stuarts. Fra Charles Dickens’ romantiske socialrealisme til tidens spil mellem virkelighed og fiktion. Sidstnævnte dækker nemlig meget ofte over historier, hvor man følger hovedpersonen – forfatterens – barndom, hovedpersonens konfliktfyldte ungdom og så slutningen, hvor hovedpersonen er nået frem til en form for forståelse med de bryderier, han har været udsat for. Det mest kendte og samtidige eksempel er vel nok Karl Ove Knausgårds ”Min kamp” (2009-2011), der handler om faderens druk og om det grænseløse, der hiver hovedpersonen væk fra den familie, han gerne vil være noget for.
Hvor Knausgård bruger spillet mellem virkelighed og fiktion, er der endnu flere, der som Stuart bruger en fiktiv karakter til at gennemgå en barndom og ungdom, der er snublende tæt på forfatterens egen. Her er danske Thomas Korsgaards bøger om Tue et ganske godt bud. Her er tale om ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017), ”En dag vil vi grine af det” (2018) og ”Man skulle nok have været der” (2021), der alle følger Tues opvækst med økonomisk krise, svigt og vold, til han skrider fra Skive til København for aldrig at vende tilbage. Man kan også nævne Thomas Manns ”Buddenbrooks” (1901) eller Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” (1898) som to mindre tidssvarende eksemplar – uden nogen videre sammenligning med Stuart i øvrigt.
Skal man nævne nogle af de forfattere, Stuart selv peger på som beslægtede forfatterskaber, er James Kelman fra Skotland et bud. Stuart fortæller, at Kelmans stream-of-conciousness-roman ”How late it was, how late” (1994) ændrede ham. Det gør han på Bookerprisens hjemmeside, hvor han også tilføjer, at det var første gang, han så ”mit folk, min dialekt, på papir” (Douglas Stuart Q&A. The Booker Prizes, 2022-05-26). Romanen foregår nemlig i Glasgows arbejderklasse, og så er den skrevet på arbejderklassedialekt. Det er lidt, som om det ord, arbejderklasse, går igen i mange af de romaner, han anbefaler. Et af de andre vigtige spor i hans eget forfatterskab – køn og (homo)seksualitet – er ikke lige så let at få øje på. Han fortæller nemlig et helt andet sted om en lang række forfattere fra Skotland, som har påvirket ham, og de skriver alle mere og mindre direkte om arbejderklassen og samfundets bund. Her fremhæver han værker som Alexander Trocchis ”Young Adam” (1954), Agnes Owens’ ”Gentlemen of the West” (1984), Alan Warners ”Movern Callar” (1995), Irvin Welshs ”Trainspotting” (1993) og Graeme Armstrongs ”The Young Team” (2020).