Douglas Stuart skriver ikke inden for en af de mange teoridannelser som f.eks. autofiktion, der undersøger forholdet mellem virkelighed og fiktion, men han bruger løs af hovedstolen – af sin egen fortid. Det gælder især i ”Shuggie Bain”, fortæller han: ”Man skriver jo altid om den verden, man kender, og de ting, man har oplevet. 'Shuggie Bain' er fiktion og ikke en egentlig selvbiografi, men Shuggie og jeg har mange paralleller. Temaerne er de samme, men ikke ned til de konkrete scener.” (Silas Bay Nielsen: Douglas’ bog blev afvist 44 gange: Nu har han fået én af verdens vildeste priser. Dr.dk, 2021-08-30). Derfor er debuten en form for coming-of-age- eller dannelsesroman, der først beskriver hovedpersonens barndom, så den konfliktfyldte ungdom og så slutningen, hvor hovedpersonen er nået til en form for forståelse med de mange bryderier, han har været igennem.
Selvom romanerne så direkte hænger sammen med forfatterens liv, fornemmer man, Douglas Stuart har skrevet dem, fordi han har haft behov for at se på sin egen barndom og ungdom udefra og som en fremmed. Han fortæller i interview på DR: ”Man taler ikke om, hvad man føler. At skrive så mange personlige historier ned på papir, tvang mig ikke kun til at konfrontere mine egne traumer. Det tvang mig også til at tillade andre stemmer end kun min egen til historien og samtidig også at få sympati for de andre karakterer.” (Silas Bay Nielsen: Douglas’ bog blev afvist 44 gange: Nu har han fået én af verdens vildeste priser. Dr.dk, 2021-08-30). Stuart vil ikke være bundet til sit eget navn, og han tvinger derfor sig selv til at konfrontere traumer igennem andres øjne.
Stuarts romaner er tæt forbundet med hans egen fortid, og de er lige så tæt forbundet med det samfund, han voksede op i. Derfor er romanerne socialrealisme og et postindustrielt, postreligiøst samfundsportræt. Mænd er ikke mere ”rigtige” mænd; kvinder er ikke mere ”rigtige” kvinder; og katolikker og protestanter slås uden at vide hvorfor, udover de hader hinanden og altid har gjort det. Det virker, som om Stuart har brugt samfundsportrættet til at lede efter forklaringer, formildende omstændigheder, på, hvorfor hans omgivelser gjorde, som de gjorde: ”Egentlig vil jeg bare gerne vise, at lidelse var noget, der gik ud over mange andre. Når mænd mistede deres arbejde, så led kvinder og børn. For mig er det en vigtig historie at fortælle, fordi misbrug er en ting, vi ofte ikke taler om. Og derfor håber jeg, at bogen kan hjælpe andre med at føle sig mindre ensomme.” (Silas Bay Nielsen: Douglas’ bog blev afvist 44 gange: Nu har han fået én af verdens vildeste priser. Dr.dk, 2021-08-30). Derfor er hans romaner politiske, lige som de også er kønsidentitetsdannende. Hvor ”Shuggie Bain” fokuserer på det feminine, foregår ”Unge Mungo” i en hypermaskulin drukmåskultur, hvor mænd kompenserer for den mandighed, de har tabt – og midt mellem de to poler står romanernes hovedpersoner.