Douglas Stuarts ”Shuggie Bain” fra 2020 (”Shuggie Bain”, 2021) er fiktion, men den er samtidig skåret over hans egen historie. Romanen er dedikeret ”Til min mor” (s. 5) og videre: ”Først og fremmest har jeg minderne om min mor og hendes kamp at takke for det hele” (s. 483). Derfor er bogen ikke en auto- eller selvbiografi, men en coming-of-age- eller dannelsesroman i 32 kapitler og fem dele. Man møder først den unge Shuggie i 1992, da hans mor er død af druk. Derefter hører man om Shuggies barndom. Om året i Sighthill i 1981 og så om årene i Pithead fra 1982 til 1992. Selvom man følger Shuggie, bevæger den alvidende fortæller sig ind og ud af de mange karakterer i fine, luftige metaforer, så forstadsslummet bliver smukt.
39011212
Sammen med sine to søskende vokser Shuggie op, hvor ufaglærte for alvor mærker konsekvenserne af Thatchers politik: ”Thatcher ville ikke længere have ærlige arbejdere; hendes fremtid var teknologi og kernekraft og private sygeforsikringer. Industriens dage var forbi” (s. 56) og konsekvensen: ”Hele boligområder med unge mænd, der blev lovet at kunne gå i deres fædres fodspor, stod nu uden fremtid. Mænd mistede selve deres mandighed” (s. 56).
Shuggie vil hellere danse end spille fodbold, men allerhelst vil han være normal. Derfor gør han alt for at skjule det ”fisfornemme sprog” og den ”feminine gang” og alligevel: ”Hvis du ikke er nogen lille pige, må du jo være en lille bøsse” (s. 141). Det er kun hans mor, der forstår ham, og han forstår hende. Hun hedder Agnes og er en sorthåret skønhed, der som ung var fuld af drømme og elskede ”at vise sit smil frem” (s. 29). Hun finder først en katolsk mand, som giver hende alt på nær modspil. Derfor forelsker hun sig i et ”egoistisk bæst” (s. 39), en protestantisk charlatan, Store Shug Bain. De slår sig ned hos hendes forældre i forstaden Sighthill, hvor de får romanens hovedperson.
Efter nogle år får Store Shug nok af Agnes’ jalousi og druk. Hun går i hundene og skubber alle på nær Shuggie fra sig. Han står tilbage med ”et varmt sprøjt af lort i underbukserne” (s. 367) og forsøger forgæves at redde sin elskede mor. Alligevel ender romanen godt: ”Shuggie rystede overbærende på hovedet. Så vred han sig løs fra hende og løb et par skridt i forvejen. Han nikkede … og snurrede rundt … på sine blanke hæle” (s. 482). Shuggie snurrer rundt på sine hæle, fordi hans forfatter skriver for at forstå, og for at andre kan forstå ham.