Den altoverskyggende tematik i Liv Nimand Duvås debut ”Vi er vel helte” er, hvad det vil sige at være pårørende til en alkoholiker. Alkoholisme er en sygdom, men bliver også set som en karakterbrist snarere end en lidelse, man kan søge helbredelse for. Det sprog, der er opstået omkring afhængighed, hvad enten det er Anonyme Alkoholikere, der sværger til Gud, eller det er det sociale sundhedsvæsen, der omtaler faderen som klienten eller patienten, bliver udstillet som noget fremmed for hovedpersonen. De etablerede institutioner er ikke steder, hun kan gå hen for at få hjælp, forstår man. I romanens korte kapitler er der snarere et sprog, der skriver de isolerede, ensomme og hårde følelser frem.
Duvås ophold på den svenske forfatterskole Litterär gestaltning i Göteborg og inspirationen fra svensk litteratur, hvor der er en stærkere tradition for patosfyldt og alvorsfuld litteratur, fortæller hun om i et interview til P1: ”Man bliver da påvirket af noget, man læser. Eksempelvis tænker jeg på patos (…) der er frarevet ironi, der har været en patosangst i Danmark, som jeg ser det (…) og for mig har det været enormt frisættende at befinde mig et sted, hvor patos er en litterær trope blandt mange andre.” (Skønlitteratur på P1: Glaskugler, skriveprocesser og nordiske litterære fællesskaber. Dr.dk, 2017-05-17). For Duvå handler det patosfyldte mere om at skrive en alvor frem, der hvor der er en friktionsflade mellem jeget og samfundet. Alvoren bruges til at skrive en personlighed troværdigt frem, også med de ubehagelige og tabubelagte sider af personligheden.
Romanen ”Rosenreglen” fra 2019 er en tilsyneladende realistisk fortælling om en ung kvindelig kunstner, men indeholder også drømmeagtige episoder. Romanen består af to tidsspor – et nutidsplan og et fortidsspor – samt et metaniveau, som fremhæver kunstens særlige potentiale. Samtidigt er det en overgrebshistorie og en skildring af seksualiseringen af den helt unge kvindekrop. For Liv Nimand Duvå hænger den lille historie også her sammen med en større politisk historie. Der er ting i vores samfund, som gør det svært at være teenagepige: ”Det er, som om årsagen altid findes i individet, og det tror jeg vil være rigtig godt at få ændret”, siger Liv Nimand Duvå (Silas Bay Nielsen: ’Jeg tænkte, jeg var forkert’: Nu er Liv færdig med at skamme sig over sin krop. Dr.dk, 2019-10-15).