Rosenreglen

Citat
”Stakkels Fotograf, hvor må han have gennemtrawlet sig selv, sin egen fantasi. Indtil der til sidst ikke var mere tilbage af dig at gnaske i, og han måtte æde sine drømme, sit eget begær. Det er umuligt ikke at se dig som en fremmed, ikke at komme til at se på dig, som han gjorde.”

”Rosenreglen”, s. 176.

Seksualiseringen af helt unge piger, kroppen som erindringsbærende og kunsten som mulig kampplads. Det er nogle af de centrale elementer i Liv Nimand Duvås foruroligende roman ”Rosenreglen” fra 2019. Ligesom i debutromanen er der tale om en jeg-fortælling, hvor et jeg henvender sig til et du. Du’et er denne gang jeg-fortælleren som 13-årig. I løbet af romanen springes der også i tid, så man både følger jeget som voksen kvinde og som pubertetspige.

47179009

Kvinden Kathrine flytter ind i et kollektiv på landet, hvor hun håber at kunne finde arbejdsro til at færdiggøre et autobiografisk performancekunstværk, som består af fotos af hende selv som barn, små bikinier, bamser og bland-selv-slik. Jo mere kvinden forsvinder ind i sit arbejde med værket, jo mere hjemsøges hun af sin fortid. En fortid fuld af spiseforstyrrelse og en mand kaldet Fotografen. Den tilsyneladende realistiske fortælling brydes af drømmeagtige sekvenser og et du, som næsten bliver et spøgelse. Det bliver en historie om skamfølelsen ved overgangen fra pige til kvinde og et portræt af et sårbart sind, et kompliceret mor-datter-forhold og selvskade: ”Hånden lever sit eget liv, den belønner hjernen med klarhed, med smertens hinde at læne sig op ad” (s. 172).

I arbejdet med sit kunstværk er jeget i gang med at generobre blikket på sig selv. En anden væsentlig tematik er således også kunsten som et sted, der kan fremvise det komplekse og problematiske – men som også kan have et forandrende potentiale.

Selv om der ifølge Nimand Duvå er tale om en fiktiv historie, trækker hun på sine egne oplevelser: ”Jeg oplevede, at udviklingen af kvindekroppen var forbundet med enormt ubehag. Det hænger sammen med den kultur, jeg voksede op i, hvor alle kvindelige former var noget, der skulle tæmmes, strammes ind, udsultes og gemmes væk”, forklarer hun: ”Kvindekroppen blev vurderet gennem mandens blik, og det er noget, jeg har forsøgt at tematisere i bogen.” (Silas Bay Nielsen: ’Jeg tænkte, at jeg var forkert’: Nu er Liv færdig med at skamme sig over sin krop. Dr.dk, 2019-10-15).