Vi er vel helte

Citat
”Jeg placerer puden i ryggen, så du kommer op og sidde. Bevidsthedstilstanden er forbigående, der er stadig ingen rystninger, ingen urin. Det er ikke til at se, hvor meget du har drukket, om der er tegn på delirium. Du er sikkert lige faldet i søvn. Det var meningen, at dagen skulle annullere sig selv. Det var ikke meningen, at du skulle vågne. (…) Nej, jeg vil ikke tænke på det. Jeg vil ikke have, at du tænker mere nu, nu skal jeg nok passe på dig.”

”Vi er vel helte”, s. 64.

Liv Nimand Duvås debut ”Vi er vel helte” (2017) er fortalt gennem en jegfortæller, som hedder Billie. Hendes far er alkoholiker, og hele romanen er henvendt til ham som et du. Romanen springer i sceniske kapitler i tid, der strækker sig fra Billies barndom og ind i hendes unge, voksne liv. Til tider slår fortællingen om i en fremtidsform, som peger på den dramatiske nutids konstruktion. Men det peger også på den sikkerhed, som alkoholismesygdommen også kan siges at indeholde.

Afhængighed består af gentagelser. Faren drikker, han holder måske op med at drikke, så begynder han at drikke igen, osv. Billie rydder op efter ham, hun samler ham op fra sofaen, hvor han har drukket sig bevidstløs, hun rydder op i hans forsømte hus. Hun er med ham på hospitalet som nærmeste pårørende, og hun kører ham til behandlingscentre og deltager i møder for alkoholismepårørende.

53071163

Farens alkoholisme er altoverskyggende i Billies liv. Telefonen i lommen er hele tiden en mulig portal til den nyeste ydmygelse og ødelæggelse fra farens hånd. Det er simpelthen svært at blive et voksent og selvstændigt menneske, når man hele tiden skal være det for sin far.

Billie har en kærlighedsrelation i Berlin, men ham kan hun heller ikke finde ud af at fortælle, hvad der foregår tilbage i Danmark. Frirummet dernede skal ikke befænges af farens sygdom, men bliver det på en endnu værre måde med fortrængningen. Det er isolerende, fremmedgjort og ensomt for hende, og de følelser skriver Duvå frem med urovækkende præcision.

På trods af det snævre perspektiv på den nære relation er der et blik for, hvordan omverdenen med alle sine politiske omstændigheder trænger igennem i det personlige portræt. Demonstrationer, flygtningekrise og mødet med velfærdssystemet er alle tre vigtige udvendige omstændigheder, som tegnes tydeligt op i løbet af romanen. Velfærdssystemet findes, men måske særligt som en måde at fortælle Billie at hun ikke gør det rigtige, eller at det er synd for hende. Det er patroniserende omsorg.