Digte

Citat
“Jeg er ingen kvinde. Jeg er et neutrum. (…) Jeg er en flamme, søgende og kæk,/ jeg er et vand, dybt men dristigt op til knæene/ jeg er ild og vand i ærlig forbindelse på frie vilkår …”

“Digte” i “Triumf at være til… Et udvalg”, s. 23. Oversat af Marianne Larsen.

“Dikter” (“Digte”, 1953) er Edith Södergrans debut. Den udkom i 1916, hvor den blev modtaget med hånlatter og hård kritik. Eksempelvis kaldte Arbetarbladet den for “formløse udbrud af en syg ånds smerte”. Digtene er med få undtagelser urimede og skrevet på frivers. Dette brud med den bundne metrik og faste rytmiske figurer var inspireret af den tyske ekspressionisme, men virkede fremmed på datidens kritikere.

Samlingen består af 64 digte, der kun undtagelsesvis er længere, end at de kan stå på en side. Blandt dem hører nogle af Södergrans for eftertiden mest kendte, f.eks. “Dagen kølner…” og “Vierge moderne”. De er skrevet i en tid, hvor Finland godt nok som det første land i Norden havde givet kvinder stemme- og valgret, men hvor kvinder stadig var marginaliserede. I flere af digtene forkaster Södergran den gamle kvinderolle og definerer en ny, stærkere og friere identitet. I “Vierge moderne” indleder hun med anaforen “Jeg er ikke en kvinde. Jeg er et neutrum.” Herefter følger en række metaforer for, hvad der kendetegner den moderne jomfru, som titlen lyder oversat fra fransk. Metaforerne er modsætningsfulde, f.eks. er jeget både “ild og vand i ærlig forbindelse”, og således bruger Södergran absurde sproglige kombinationer til at skabe en revolutionær kønspolitisk ytring.

Naturelementer som træer, klipper, strand og have er genkomne motiver, og naturen besjæles på uforudsigelige og paradoksale måder. I digtet “Violette skumringer” beskriver hun sine medsøstre, kvindekønnet og dets kraft med sammensatte ord som uskyldsøjne, rosenlarver og tiggerpletter.

Også lykken optræder i mange af digtene. Ofte som noget umuligt eller noget, der hører en anden tid eller eventyrene til. I digtet “Lykkekat” sidder digterjeget med en lykkekat i favnen, som spinder en lykketråd. Jeget beder katten om at få opfyldt tre ønsker. Det første er, at katten skal skaffe hende en ring, der kan bekræfte hendes lykke. Det andet er et spejl, der kan vise hende, hvor smuk hun er, og endelig ønsker hun sig en vifte til at vifte alle sine ubehagelige tanker væk med. Det er blot et af flere digte, hvor tallet tre optræder, men det er hos Södergran også en mørk og depressiv version af eventyrenes traditionelle talsymbolik, hvor tretallet oftest er lig med lykke.