Genrer og tematikker

Edith Södergran var poet, og hendes værk består udelukkende af lyrik. Af de fem digtsamlinger hun nåede at udgive, mens hun levede, er den ene, “Brokiga iakttagelser” (“Brogede iagttagelser”, 1994), en lille samling aforismer. En aforisme er en kort, ofte filosofisk eller moraliserende tanke, som ytres uden yderligere argumentation. Genren stammer fra Antikken. Aforismerne kan hos Södergran handle om alt fra kvindeligt intellekt, søvnløshed, den franske kejser Napoleon Bonaparte eller fremtiden, som i aforismen “En menneskehed så ren som blomster er fremtidens ideal”. 

Det tætteste man kommer på en poetik fra Edith Södergrans egen hånd, er den indledende bemærkning, hun skrev til udgivelsen af “Septemberlyren”. Her skriver hun: “At min digtning er poesi kan ingen fornægte, at det er vers vil jeg ikke påstå. Jeg har/ forsøgt at bringe visse modstræbende digte ind under en rytme og er derved kommet/ overens med at jeg kun besidder ordets og billedets magt i fuld frihed, dvs. på rytmens/ bekostning. Mine digte kan opfattes som skødesløse håndtegninger. Hvad indholdet/ angår, lader jeg mit instinkt opbygge hvad mit intellekt afventende er vidne til. Min/ selvsikkerhed beror på at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke op til mig at/ gøre mig mindre end jeg er.”

Blandt hendes primære tematikker er køn, kvinderollen og identitet. Hendes feministiske måde at beskrive frigjorte kvindefigurer, der selvsikre, vrede og stolte står i kontrast til manden, som f.eks. i digtet “Violette skumringer” betegnes som en “løgn” og “en fordærvet frugt”, blev ikke modtaget vel i hendes samtid. Hun blev beskyldt for at være dekadent, lidende af storhedsvanvid – nogle mente ligefrem, at det måtte være et udtryk for, at hun selv var tvekønnet. Men disse kvindeportrætter, der nægter at lade sig underlægge andre, er snarere en konsekvens af hendes dyrkelse af Nietzsches filosofiske begreb om ’overmennesket’ – et ideal, der handler om, at det enkelte menneske bør bryde med den kristne verdensopfattelse og i stedet forholde sig til sin tilværelse på jorden, med andre ord overvinde sig selv for at finde frem til sit rette menneskelige idealjeg.