“Landet som icke är” (“Landet som ikke er”, 2018) er Edith Södergrans sidste digtsamling, der udkom i 1925, to år efter hendes død. Samlingen er inddelt i tre dele, hvor den første består af hendes tidlige digte, midterdelen er tre digte skrevet i perioden 1919-1920, og sidste del er hendes allersidste ti digte. På den måde afspejler digtene den stil- og indholdsmæssige udvikling, som Edith Södergrans lyrik gennemgik på de få år, hun nåede at arbejde som voksen poet.
I de tidlige digte optræder naturelementer, kærlighedstematikker og digte, der har nogle af de samme træk fra eventyr- og sagnverdenen, som hendes debut, eksempelvis “Til Eros”. Eros er i den græske mytologi kærlighedens gud og søn af elskovens gudinde Afrodite. Navnet Eros betyder længsel – særligt i betydningen lidenskabelig længsel mellem to forelskede eller erotisk længsel. I digtet kalder Södergran Eros for den grummeste af alle guder, fordi han har ført hende til et mørkt land. Digtet skildrer udviklingen fra en lykkelig stjerne af et ungt pigebarn til en fanget sjæl. Hendes møde med kærlighedens længsel har bundet hende på hænder og fødder. Den gør det umuligt for hende at undslippe sine tanker, men hun erkender i sidste vers, at selvom hun lider som et dyr, vil hun ikke forsøge at flygte.
Samlingens sidste to digte – titeldigtet “Landet som ikke er” og “Ankomst til Hades”, hvorfra de første vers er gengivet på Södergrans gravsten – blev fundet af hendes mor efter hendes død. Digtene afspejler den nagende tvivl og de mange spørgsmål, der går forud for mødet med døden.
Södergrans ordforråd er på den ene side rodfæstet i en romantisk digtning, hvor naturen besynges og ord som sol, lykke, længsel, kærlighed, skoven, haven, stjerner og måne er genkomne navneord. Men hendes brug af dem er avantgardistisk og uforudsigelig, således at sammenstillingerne ikke skaber harmoni, men bryder med læserens forventninger.