Baggrund

Citat
”Bruset i trængslen, den skummende syden, landets største mænd med damer klumpet sammen i teatrets foyer. (…) Ingen hævede stemmen råt, men hist og her perlede en lys kvindelatter mod loftet, som om friheden havde fået luftbobler under vingerne.”

”Som svalen”, s. 42.

Anne Marie Ejrnæs (f. 1946) er opvokset i den lille sydøstsjællandske by Karise som datter af to lærere. Hun gik på Køge Gymnasium, hvor hun forelskede sig i sin fransklærer, som hun endte med gifte sig med, få to børn med og leve sammen med i 34 år, indtil han døde i 1999. Hun blev uddannet kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1997 og fik sin litterære debut i 1979 med romanen ”Karen og Sara”.

Ejrnæs er en berejst kvinde. I midten af 2.g forlod hun midlertidigt gymnasiet for at rejse til Frankrig og arbejde på et børnehjem. Da hun vendte hjem efter et halvt års tid, tog hun sin studentereksamen, blev gift og fik børn. Nysgerrigheden på verden stoppede dog ikke der. I begyndelsen af 1970’erne boede familien Ejrnæs i Zambia, og Anne Marie Ejrnæs har også rejst i en række andre afrikanske lande. Rejserne i Afrika afspejler sig i romanen ”Ravnen” (1983), der følger en dansk kvindes jagt efter sin forsvundne afrikanske mand.

I det hele taget kan man se mange spor fra Anne Marie Ejrnæs’ eget liv i hendes romaner. Debuten ”Karen og Sara” (1979) er præget af tidens politiske klima og Rødstrømpebevægelsens politiske dagsorden om kønsmæssig ligestilling, som var en bevægelse Ejrnæs selv tog del i, da hun i 1971 var med til at starte den første Femølejr – en sommerlejr kun for kvinder, oprettet af rødstrømperne.

Udadtil er Anne Marie Ejrnæs en ydmyg forfatter, der kun sjældent optræder i medierne og i det hele taget ikke tager del i det mediecirkus, der i dag kan følge med at være forfatter. Til Kristeligt Dagblad har hun udtalt at: ”Man kan række efter stjernerne, men man skal også kunne lande igen. Kunne glæde folk med sin kunst, uden at der står verdensberømmelse og venter på én” (Rikke Rottensten: En forfatter med stor loyalitet. Kristeligt Dagblad, 2006-10-20).

Efter i en lang årrække at have boet på landet, først i bofællesskab på Stevns og siden ved Ringsted, flyttede ægteparret Ejrnæs i 1994 til Frederiksberg, hvor Anne Marie Ejrnæs fortsat er bosat.