Anne Marie Ejrnæs’ debut ”Karen og Sara” fra 1979 følger parallelt to kvinder i sidste halvdel af 1970’erne på et gymnasium et sted i provinsen. Den ene er den idealistiske, men samtidig desillusionerede lærer Karen, som forsøger at bryde med tidens køns- og undervisningsnormer med sin mere elevinddragende undervisningsstil. Den anden er eleven Sara, som er intelligent, oprørsk og provokerende, men samtidig og i kraft af det meget ensom.
Begge kvinders historier er fortalt i tredje person fra deres synsvinkel og fortællestilen er ofte præget af stream of consciusness, hvor de to kvinders sansninger af både ydre og indre fornemmelser beskrives helt tæt på, så det fremstår nærmest klaustrofobisk. Begge kvinder er følelsesmæssigt presset af en virkelighed, hvor de oplever sig selv som outsidere på grund af deres ukonventionelle tankegang.
Romanen kan ses som et mikrokosmos for de sene 1970’eres politiske kampe, hvor idealerne om frigørelse og ligestilling spiller fallit over for en praktisk virkelighed, der stadig hænger fast i konservative kønsnormer og systemtænkning i begge ender af det politiske spektrum. I det perspektiv repræsenterer Karen desillusionen, da hun må opgive lærergerningen og falder ned i et sort hul. Saras karakter derimod peger i en retning, hvor der stadig er plads til og mulighed for politiske visioner om et mere lige samfund. Til sidst i romanen havner hun i et idealistisk kollektiv, som giver hende et ståsted uden for gymnasiets fastlåste system. Her begynder hun at finde form og retning som politisk menneske, og det åbner op for troen på, at noget nyt og frigørende stadig er muligt.
Romanen er meget bundet op på sin samtids politiske klima, og der er et feministisk perspektiv til stede i særligt Karens refleksioner over sin lærergerning. Samtidig handler den om at finde et ståsted i en kompleks verden og om det vanskelige forhold mellem politiske ideologier og en menneskelig virkelighed af følelser og drifter.