Man kan med en vis ret nævne nogle af de andre danske digtere i Amina Elmis generation, der har en minoritetsbaggrund i større eller mindre grad parallel til hendes, som f.eks. Yahya Hassan og Haidar Ansari. Der findes udtalt i alle tre forfatterskaber en fælles erfaring af at være objekt for en offentlig debat og en trang til at give modsvar og erobre noget af den taletid, der ellers har været forbeholdt en privilegeret, hvid akademiker-politiker-kreds.
Men digterisk er der andre forfatterskaber med større fællesnævnere. De sanselige og billedskabende kærlighedsdigte, der bliver siddende i hukommelsen, leder som nævnt tankerne hen på Bibelens højsang eller langt senere den spanske digter Pablo Nerudas (1904-1973) smukke kærlighedsdigte, ligesom man får lyst til at nævne den somaliske digter Elmi Boodhari, som Amina Elmi selv nævner i sin bogs allerførste digt, der bl.a. handler om moderens opbrud fra Somalia: ”...hun har forladt et sted der gav hende det første sprog, og en ung fyr der reciterede Elmi Boodharis digte & fik hende til at føle sig som Hodan & jeg kan slet ikke forestille mig at løbe væk fra et sprog jeg har erklæret min første kærlighed på.” (”Barbar [Tavshedens objekt]”, s. 15).
Bogen indledes med en liste over forfattere og andre kunstnere, der er citereret. I det hele taget kan man nok godt antage, at denne liste indeholder dels, selvfølgelig, forfatterskaber der har inspireret, men også indikationer på, hvad der med tiden måtte blive beslægtede forfatterskaber: Audre Lorde, Tove Ditlevsen, Mahmoud Darvish med flere. Det kan man endnu kun gisne om.