Indre monolog og dialog, om det så er som chat eller tale, er bærende elementer i Sofie Riis Endahls ungdomsromaner. Fordi hun er jævnaldrende med sine karakterer, kan hun ramme en ægte tone i sine tidssvarende, realistiske fortællinger fra ungdommens følelsesmæssige brændpunkter.
Både i form og indhold skriver Sofie Riis Endahl direkte til sin egen generation af digitalt indfødte. Formmæssigt mest udtalt i ”Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen”, som udelukkende er fortalt gennem chats, men de indre monologer i de andre romaner vidner måske også om en tidssvarende eksistentiel ensomhed, hvor man nok er ”social” i den digitale verden og til fester, men kun i reduceret form, fordi så mange følelser bliver undertrykt i overbevisningen om, at de er forkerte.
Sofie Riis Endahls romaner viser dermed bagsiden af sociale medier, som sætter sig som dårlig selvtillid og forkerthedsfølelser hos unge, især pigerne. Samtidig belyser romanerne på mere almen vis sociale hierarkier og dynamikker blandt unge, som ikke er noget nyt fænomen, men man fornemmer i Sofie Riis Endahls forfatterskab, at der i hendes generation eksisterer et ekstra stort forventningspres, som i høj grad også udspringer fra de unge selv.
Der er en generel præstationskultur på spil i romanerne, om det så gælder karaktergennemsnit eller druk, men de sociale medier tilføjer en ekstra dimension af socialt forventningspres. Den digitale virkelighed er dog ikke kun en skidt ting i romanernes universer. Som ”Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen” viser, kan de sociale mediers mulighed for kommunikation også spille en afgørende rolle for at bevare og udvikle venskaber på trods af fysisk distance.