Foto: PR / Byens forlag

Sofie Riis Endahl

cand.mag. Julie Lystbæk-Hansen, Bureauet, november 2020.
Top image group
Foto: PR / Byens forlag

Indledning

Sofie Riis Endahl skriver direkte til sin egen generation af digitalt indfødte unge. Almene ungdomserfaringer af tvivl, længsel og pres for at passe ind får en ekstra dimension i de sociale mediers tidsalder, og det kommer til udtryk i forfatterens ungdomsromaner. Præstationspres og sociale hierarkier er udtalte størrelser i det gymnasiemiljø, der lægger scene til hendes fortællinger. Det tidstypiske kommer også til udtryk i formen, hvor Sofie Riis Endahl eksperimenterer med chatromanen ”Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen”.

48404219

 

 

Blå bog

Født: 10. november 2000, Søborg.

Uddannelse: Studentereksamen fra Virum Gymnasium, 2019.

Debut: Sindstequila. Byens Forlag, 2017.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen. Byens Forlag, 2020.

Inspiration: Knud Sønderbys ”Midt i en jazztid”.

 

 


 

Lydbogsindspilning af ”Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen”.

Artikel type
boern

Baggrund

”Er det overhovedet muligt at gå til fest, hvis man ikke drikker eller ryger eller synger med på sange om at blive slået hårdt med en pisk?
Jeg synker ned på det nedslåede toiletbræt, lytter til rygernes latter udenfor og presser to fingre mod siden af min næseryg øverst. Det hjælper mod tårer.”
”Smuk, smukkere, smukkest”, s. 46.

Sofie Riis Endahl boede de første fem år af sit liv i Søborg og flyttede siden til Lyngby med sine forældre og to mindre søskende. Hun blev student fra Virum Gymnasium i 2019, og da havde hun allerede udgivet fire romaner på Byens Forlag.

På sin hjemmeside forklarer Sofie Riis Endahl, hvordan hun stort set altid har skrevet og skabt historier, og hvordan hun har været meget målrettet i sit ønske om at blive udgivet på et forlag. Allerede som 11-årig indsendte hun et romanudkast til Gyldendal, som dog ikke blev antaget. Hun blev herefter del af det digitale forfatterspirefællesskab Movellas, hvor unge kan skrive historier og give feedback på hinandens tekster. Gennem Movellas har Sofie Riis Endahl deltaget i og vundet adskillige skrivekonkurrencer. Hun har desuden deltaget i flere skriveworkshops og kurser sideløbende med sin skolegang, og før debuten ”Sindstequila” overhovedet udkom, havde hun produceret hele seks romaner. Indtil hun startede i gymnasiet, var hun især optaget af at skrive historisk fiktion, men gymnasielivet og endnu en skrivekonkurrence skubbede hende i retning af at skrive om det, som lå hende selv allernærmest, nemlig det at være ung i Danmark. Hun sendte et udkast til Byens Forlag, som valgte at antage hende.

De fire romaner, Sofie Riis Endahl skrev i løbet af sin gymnasietid, foregår alle i et gymnasiemiljø, og flere af karaktererne går igen på tværs af romanerne. I et interview med lokalavisen Det Grønne Område siger hun, at hun skrev romanerne ud fra et behov for at se sit eget og sine jævnaldrendes liv spejlet i ungdomslitteraturen: ”Jeg savnede bøger, der virkelig fortalte historien om, hvordan det er at være ung og følsom og forvirret i 2019, hvor halvdelen af livet leves på de sociale medier.” (Det Grønne Område: Sofies fjerde: Superstudent fra VG udgiver endnu en roman. Sn.dk, 2019-07-19).

Sofie Riis Endahls femte roman ”Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen” bevæger sig til dels væk fra gymnasiemiljøet, ligesom hun selv har bevæget sig ud på nye græsgange. Hun er flyttet fra Virum til København for at bo på kollegie og studere machine learning på Københavns Universitet. Hun har taget skrivningen med sig og arbejder både på voksen- og ungdomslitterære projekter, og så nyder hun miljøskiftet: ”Forstaden var et trygt og dejligt sted at vokse op og særligt være ung, men det var virkelig rart at komme ind til byen, hvor der er flere forskelligheder, fede arrangementer og plads til skøre idéer.” (Julie Lystbæk-Hansen: Interview til Forfatterweb. Oktober 2020).

Sindstequila

”Alt blodet stiger op til mit ansigt. En stemme skriger, at jeg skal flygte. Men hvis jeg flygter, kan de frit tale om mig bag min ryg. Så hellere blive og lade dem bagtale mig, mens jeg er her. Det her er min chance for at blive en del af deres gruppe. Når først jeg er en del af den, skal alting nok blive bedre.”
”Sindstequila”, s. 46.

Et billede er omdrejningspunkt for Sofie Riis Endahls debutroman ”Sindstequila” fra 2017. Anne er ny elev på et nordsjællandsk gymnasium og havner til en fest i en bodytequila, som nogen tager et billede af og deler i en gruppechat. Snart florerer billedet på Facebook, og folk kommenterer løs. Anne er outsideren og drengen, hun har lavet bodytequilaen med, er en af skolens populære fyre, så billedet bliver genstand for stor morskab. Men Anne synes ikke, det er spor sjovt.

53746543

”Sindstequila” er fortalt fra to synsvinkler i jeg-form: Anne, der er tilflytter og prøver at finde ståsted i sit nye miljø og Rei, der er del af den pigegruppe, Anne forsøger at passe ind i. Annes forældre er skilt, og hun har boet i Ringkøbing med moren, der nu er rejst til Dubai med sit arbejde. Hun er derfor flyttet ind hos sin far, farens mand og sin tvillingebror Jesper på Sjælland. Jesper går på samme gymnasium som Anne og ser, at hun har det svært, men Anne har svært ved at lukke ham ind. Hun åbner op over for Rei om sit savn over livet i Ringkøbing og ekskæresten Peter, som hun har svært ved at slippe.

Rei på sin side kæmper også med at passe ind i den sexfikserede pigegruppe. Hun udvikler et forhold til Jesper, men er fuld af angst over for det krav om sex, som hun føler følger med, og som pigegruppen presser hende til at indfri. På den anden side er hun også angst for at stå alene uden veninder, og det går ud over Anne, som hun undlader at tage i forsvar, da pigegruppen kører på billedet og holder Anne udenfor.

Annes bodytequila-billede bliver et symbol på, hvilken magt de sociale medier kan have over unges liv. Intime billeder taget i fuldskab, som bliver allemandseje, når de bliver delt og havner steder, hvor de potentielt kan ligge for altid. Sofie Riis Endahl sætter dermed fokus på, hvordan billeddelingen skubber til grænserne for, hvad man forventes at acceptere for at passe ind. Anne tror, at hun er problemet, fordi hun ikke kan acceptere billedet. Rei tror, at pigerne kun vil acceptere hende, hvis hun opfylder deres krav til sex.