”Tak…” Jeg finder tre champagneglas i skabet, fylder det ene glas op med vand til Lærke og går ovenpå igen.
Mor siger det kun, fordi hun ikke har set de andre piger. Eller fordi hun er min mor. Det er ikke, fordi jeg ikke er smuk. Der er bare så mange smukke piger i verden, at det ikke er nok bare at være smuk. Man skal være smukkere. Smukkest.”
Handlingen i ”Smuk, smukkere, smukkest” (2019) udspiller sig over én enkelt aften til en gymnasiefest. Ligesom Sofie Riis Endahls foregående romaner er historien vævet sammen af flere jeg-fortælleres skiftende synsvinkler. Claire, Lærke og Rosemarie er veninder, men de står hver især alene med deres følelsesmæssige udfordringer.
Claire føler sig ikke god nok, det vil sige smuk nok, til sin kæreste Asbjørn, der også optrådte i ”Efterskælv”, og da han bruger det meste af gymnasiefesten på at trøste sin ekskæreste Freja, bliver Claire for alvor usikker. Lærke går til svømning på eliteplan og drikker derfor ikke til festerne. Hun føler sig sat uden for det sociale spil, og hun ønsker egentlig heller ikke at være en del af det, men hun længes alligevel efter én bestemt dreng, Jonathan. Ham er Rosemarie, som ellers kan få alle drenge, også vild med, og det skaber splid mellem de to veninder.
47009561
”Smuk, smukkere, smukkest” sætter fokus på, at likes på Instagram og antallet af drenge, man har været sammen med, ikke nødvendigvis kan bruges som barometer for, hvor godt man har det. Selvom Rosemarie kan spille spillet og scorer drenge, føler hun sig ikke rigtig set for andet end sin overflade. Claire og Lærke føler på hver deres måde, at de ikke passer på normen for, hvordan en smuk pige skal være og se ud, men måske det slet ikke er det værd, når normen byder en at spille en rolle, man ikke kan stå ved.
Selvom ”Smuk, smukkere, smukkest”, som Sofie Riis Endahls andre romaner, er båret af meget dialog, er der også mange indre monologer, der skildrer pigernes tankestrømme i nutidsform, mens de befinder sig i forskellige situationer til festen. Det giver i højere grad et intimt kig ind i karakterernes selvfølelse og selvbillede og et lidt mindre fokus på de sociale dynamikker og hierarkier, som emnemæssigt har præget de foregående romaner.