Illustration af ypperstepræstinde med bue og pil
Illustration fra "Dronning over verdens magter", der portrætterer Enheduana.
Illustration: Johanne Helga Heiberg / Forlaget Uro

Enheduana

cand.mag. Felix Rothstein, april 2021.
Top image group
Illustration af ypperstepræstinde med bue og pil
Illustration fra "Dronning over verdens magter", der portrætterer Enheduana.
Illustration: Johanne Helga Heiberg / Forlaget Uro

For 4300 år siden skrev verdenshistoriens første identificerede forfatter sine hymner til de sumeriske guder og gudinder. Enheduana var ypperstepræstinde i oldtidsbyen Ur i Mesopotamien, hvor hun fra sit tempel både herskede over det åndelige og det politiske liv. Hendes hovedværk ”Dronning over verdens magter” besynger og påkalder særligt gudinden Inana, i håbet om hjælp til at bekæmpe de oprørere, der har fordrevet Enheduana fra Ur. Digtet er fuld af guddommelig vrede, kraftfuld kunst og et sprog, der både klinger klart og rummer en mystisk dybde.

38419498

 

 

Blå bog
Født: ca. 2300 f.v.t, i Ur, Mesopotamien (nu Irak).
Død: ca. 2300 f.v.t, i Ur, Mesopotamien (nu Irak).
Uddannelse: Ypperstepræstinde for måneguden Nanna.
Debut: Nin-me-šara, ca. 2300 f.v.t. Digt.
Seneste udgivelse: Dronning over verdens magter. Forlaget Uro, 2020. (Nin-me-šara, ca. 2300 f.v.t.). Oversætter: Sophus Helle.
Inspiration: Den sumeriske gudinde Inana.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Dronning over verdens
magter, du, der stråler
som dagslys! Standhaftige
kvinde, svøbt i angstskær,
elsket af himmel og jord.
Du, himmelgudens
hengivne, der holder
diademer i dit greb og
elsker retfærdighedens
smykke! Du, der er skabt
til den højeste hellige
orden, du, der har
tilkæmpet dig dine
syv store magter!
Min dronning, det er
dig, der værner om
gudernes kosmiske
magter.”
”Dronning over verdens magter”, s. 15-17.

I oldtidens Mesopotamien, i et område, der strækker sig over nutidens Syrien og Irak, mellem floderne Eufrat og Tigris, blomstrede den sumeriske civilisation. Her opstod det første skriftsprog for mere end 5000 år siden, og for omkring 4300 år siden levede og skrev også her den første navngivne forfatter, man overhovedet kender til i litteraturhistorien.

Hendes navn var Enheduana. Allerede 500 år tidligere blev der skrevet litterære tekster, men de var komplet anonyme, og man ved derfor ikke, hvem der har skrevet dem. Med Enheduanas hymner blev der for første gang sat navn på en forfatter og dermed en specifik stemme, der taler til læseren: ”Ideen om et menneske bag teksten bliver født med Enheduana,” forklarer digtenes danske oversætter Sophus Helle (Michelle From Hoxer: Jeg blev helt grebet af hende! Vidste du, at verdens første forfatter er en 4000 år gammel prinsesse? Danmarks Radio, 2021-02-18).

Det er ikke meget, vi ved om Enheduana som historisk person. Hendes navn betyder slet og ret ”Ypperstepræstinden, der er himlens pryd”, og som datter af Kong Sargon den Store af Akkad og Dronning Tashlultum blev hun indsat som ypperstepræstinde for måneguden Nanna i den vigtige by Ur i kongerigets sydlige del. Hun var den første kvinde, der bestred det ærefulde og indflydelsesrige hverv, og fra sit tempel herskede hun både over det åndelige og det politiske liv i byen.

I sin samtid var Enheduana en overordentlig vigtig figur, og at det overhovedet er muligt at læse hendes ord i dag vidner om den berømmelse og status, hun havde. F.eks. blev hendes tekster i flere hundrede år brugt i de oldbabylonske skoler til undervisning i det uddøde sumeriske sprog på samme måde, ligesom der i Europa stadig undervises i latin i skoler og på universiteter.

Man kender til mere end 40 hymner til de sumeriske byers templer og guder skrevet af Enheduana. Men fordi der findes så mange lertavlekopier af hendes tekster, er det sandsynligt, at forskere i fremtiden vil finde nye og ukendte tekster af verdens første forfatter.
 

Dronning over verdens magter

”Jeg er Enheduana,
ypperstepræstinden.
Jeg bar min offerskål og
sang min glædessang,
men nu er der stillet
begravelsesgaver frem
til mig: Lever jeg her ikke
længere? Jeg gik mod
lyset, men lyset brændte
mig, jeg gik mod skyggen,
men blev svøbt i sand.
Min honningmund er
blevet til fråde, mine
søde ord er blevet til støv.”
”Dronning over verdens magter”, s. 33.

Som ypperstepræstinde i Ur var Enheduana den øverste ansvarlige for templet, dets mange ansatte og store rigdomme og altså en af sin tids mest magtfulde personer. Digtet ”Nin-me-šara” fra ca. 2300 f.v.t (”Dronning over verdens magter”, 2020) er hendes hovedværk og handler både om drabelig politisk strid, om gudernes magt og på en måde også om selve det at skabe tekst, at være forfatter.

Digtet begynder med en hyldest til Inana, der er gudinde for sex, beruselse, krig, forvandlinger, kærlighed, paradokser og ødelæggelse. I sit forord til ”Dronning over verdens magter” beskriver oversætteren assyriolog Sophus Helle hende som en gudinde ”som kropsliggør alt det, der ikke kan styres i verden – alle de kaoskræfter, der gør vores liv uforudsigeligt.” (s. 3). I sin hyldest skildrer Enheduana gudinden som en blodtørstig kriger, der dræber alle, som gør oprør imod hende.

38419498

Og det er lige, hvad ypperstepræstinden har brug for. For digtets ydre handling – man kan måske endda sige årsagen til digtet – er, at oprøreren Lugal-ane har taget magten i Ur og tvunget Enheduana i eksil. Og da måneguden Nanna, i hvis tempel hun tjente som præstinde, ikke svarer på hendes råb om hjælp, vender Enheduana sig i stedet mod hans datter Inana for at besejre den indtrængende fjende.

Men Enheduana har ikke længere den ”honningmund”, der gjorde hende i stand til at påberåbe sig gudernes hjælp, hendes ”søde ord er blevet til støv.” (s. 33). Derfor skriver hun digtet og introducerer sig selv som den, der skaber teksten, og i den proces ender hun med at overbevise Inana om at skride til handling og redde hende.

”Dronning over verdens magter” er fuld af mystiske metaforer og talrige henvisninger til andre sumeriske myter om Inana. Og sproget, der både er fuld af dunkle kroge og strålende lys, virker skiftevis kryptisk og dragende, uforståeligt og glasklart. På den måde kommer teksten på poetisk måde til at modsvare de ”kaoskræfter”, som Enheduana hylder gudinden Inana for at have – og som hun har brug for, at hun slipper løs så fjenderne kan besejres.