Tiden med dansk slavehandel er før beskrevet i litteraturen af blandt andre Kelvin Lindemann i hans ”Huset med det grønne træ” fra 1942 og ”Gyldne kæder” fra 1948 og af Jakob Bech Nygaard i ”Guvernøren” fra 1956. Et centralt værk inden for emnet er Thorkild Hansens trilogi med ”Slavernes kyst”, ”Slavernes skibe” og ”Slavernes øer” (1965-70). Hos både Kelvin Lindemann og Thorkild Hansen optræder den dansk-tyske naturhistoriker Paul Erdmann Isert (der i mange år arbejdede på Guldkysten) som karakter, og han er også en central karakter i Jeppe Brixvolds digre roman ”I de levendes verden” (2023), der over 900 sider udfolder den transatlantiske slavehandel set fra både et europæisk og et afrikansk perspektiv.
I de senere år er der kommet et fornyet blik på denne mørke del af den danske historie i værker som f.eks. Mich Vraas ”Håbet”, ”Peters kærlighed” og ”Faith” (2016-18), der med udgangspunkt i de teologiske dyder tro, håb og kærlighed fra Kærlighedens højsang i Det Nye Testamente handler om livet på slaveskibene og i kolonierne.
I 2020 havde Sofie Malmborg sin litterære debut med romanen ”Bargums synder” om den danske slavehandler Frederik Bargum, der begynder sin købmandskarriere med norsk tømmer og ærgerrigt udvider til slavehandel. I lighed med Erikssons ”Vejen hjem” er denne rig på detaljer om datidens København og skriver uden at dømme en voldsom periode i danmarkshistorien levende frem.
Også Kim Langer har i sine forbundne bøger ”Den afrikanske forbandelse” (2009) og ”Flugten fra Vestindien” (2010) skrevet om henholdsvis livet som slave på det danske fort Christiansborg på Guldkysten i Vestafrika og som slave i Dansk Vestindien i tiden omkring det store slaveoprør i 1848.
I forhold til at bedrive storslået historiefortælling har Jonas Eriksson et slægtskab med en forfatter som Kim Leine, der også med historisk resonans kan tage sin læser i hånden og fortælle en god historie over mange sider.