Annie Ernaux er kendt for at skrive inden for den selvbiografiske genre. Dog bruger hun sjældent ’jeg’, men i stedet ’hun’, ’vi’ eller ’os’. Dette er især kendetegnende for ”Årene”, der følger hendes liv fra barnsben frem til det nye årtusinde i kombination med den kollektive historie: ”Når jeg tænker på mit liv, ser jeg min historie siden barndommen og frem til i dag, men jeg kan ikke adskille den fra den verden, hvor jeg boede; min historie er blandet med min generation og de begivenheder, der skete med os. I den selvbiografiske tradition taler vi om os selv, og begivenhederne er baggrunden. Jeg har vendt dette. Dette er historien om begivenheder og fremskridt og alt, hvad der har ændret sig i 60 år af en individuel eksistens, men transmitteret gennem "vi" og "dem". Begivenhederne i min bog tilhører alle,” har hun sagt til The Guardian (Kim Willsher: Annie Ernaux: I was so ashamed for Catherine Deneuve. The Guardian, 2019-04-06. Egen oversættelse).
Et andet træk, der er typisk for Ernaux’ forfatterskab, er, at hun bruger selvportrætter til at fremkalde stemninger, følelser og en tidsånd. Sjældent skriver hun dog om sine egne eller andres følelser. Hendes beskrivelser er nøgterne; sproget enkelt og præcist. Selv har hun sagt, at hun ikke er en forfatter, der fokuserer på følelser.
Gennemgående for Ernaux’ forfatterskab er pige- og kvindeliv, hvor hendes egne oplevelser og erfaringer er til stede som lag i fortællingen. Siden hun var barn, har hun mærket den forsigtighed, som piger skulle bære sig med. At det var strengt forbudt at have sex før ægteskab, for ellers ville ingen mand have en – og det var jo det værste, der kunne overgå én – og de dobbeltstandarder, der eksisterede for mænd og kvinder dengang og til stadighed gør det i dag. At være ung kvinde og have et begær dengang var skamfuldt, men da hun er blevet ældre og fraskilt, reflekterer hun over, at det føles som om, hun har fået sin ungdom tilbage – bare uden skammen. Gennem sine egne oplevelser som pige, ung kvinde og senere moden kvinde portrætterer hun dermed også forandringer i tiden og i sig selv.
Et andet gennemgående tema i Ernaux’ forfatterskab er tid og sprog. Når hun beskriver oplevelser, er de ofte knyttet op på tid; en særlig tidsånd, en kultur, sociale forhold i tiden. Hun reflekterer også over, hvordan tid ændrer opfattelsen af begivenheder, som det for eksempel beskrives i ”Pigen fra ’58”. I ”Årene” spiller tiden hovedrollen, når hun beskriver samfundsudviklingen gennem seks årtier i Frankrig, og hvordan tiden samtidig forandrer hende. I ”Min far & Kvinden” har tiden også en afgørende rolle i hendes portræt af forældrenes liv, fra fødsel til død, sammenflettet med historiske begivenheder, der har været med til at gøre forældrene til de personer, de var.
Sproget er ligeledes et vigtigt tema; sprogets magt til at definere virkeligheden og skrive erindringer. Erindringer, der lever videre, efter man selv er borte, og som kan bevare noget af den tid, hvor man aldrig mere vil være, som forfatteren skriver i ”Årene”.