Annie Ernaux’ roman ”Mémoire de fille” fra 2016 (”Pigen fra ’58”, 2018) tager udgangspunkt i året 1958 – nærmere bestemt sommeren 1958, der har været skelsættende for forfatterens liv, men som hun ikke tidligere har beskrevet i sine selvbiografiske bøger. Den pige, hun var dengang, har hun villet glemme, skriver hun, men pigen sidder fast i forfatterens hoved. Nu beslutter forfatteren sig for at skrive om hende for at fjerne den skam, der er forbundet med minderne, så hun kan komme videre og tegne et helt billede af sig selv. Forfatteren lægger distance til sig selv ved at omtale sig selv i tredje person, så hun derved lettere kan beskrive de voldsomme oplevelser, der overgik hende.
55121303
Annie, der dengang hed Annie Duschesne, er 17 år gammel, da hun med toget ankommer til en sommerkoloni i Normandiet, hvor hun skal arbejde som pædagog. Hun beskrives som hovmodig og begærlig, klodset og kejtet, og som en pige, der mangler sociale kompetencer: ”Hvis man skulle lave en liste over manglende sociale kompetencer, ville den blive uendelig lang,” skriver forfatteren om sig selv.
Dette selvportræt tilskriver forfatteren Annies indtil da beskyttede tilværelse, hvor hun ikke har været vant til at omgås så mange andre unge mennesker – og slet ikke drenge. Forfatteren husker, hvordan hun drømte om drenge og søgte en kærlighedshistorie, men desværre bliver Annies seksuelle debut en meget voldsom og overgrebslignende oplevelse. Annie bliver ikke desto mindre ulykkeligt forelsket i denne mand, ’H’, som også er ansat på feriekolonien, og som efterfølgende ydmyger hende sammen med flere af de andre unge.
Forfatteren reflekterer over særligt mændenes opførsel og deres ’selverklærede ret’ til at behandle hende dårligt. Annie gør dog ikke modstand, for hun vil gerne være en del af gruppen: ”Fordi lykken over at være med i gruppen er stærkere end ydmygelsen,” som hun skriver. Sommeren ’58 fortsætter med at påvirke hende lang tid efter, og da hun to år senere bor i London sammen med en veninde og arbejder som au pair, længes hun stadig efter H og udvikler en spiseforstyrrelse.
Gennem hele romanen forsøger forfatteren at leve sig ind i sit 17-årige jegs følelsesliv og beskriver bogen som ’hendes rejse for at lægge afstand til pigen fra ’58’ og hendes refleksion over, at man ikke forstår det, man oplever, mens man oplever det.