Jenny Erpenbecks roman ”Aller Tage Abend” fra 2012 (”Før sol går ned”, 2018) handler om de små ting, der bestemmer vores skæbne, afgør vores livsbane og udgør forskellen på liv og død. Den følger en jødisk kvindes liv op gennem det 20. århundrede fra fødslen i en østrig-ungarsk provinsby i 1902 til hendes død 90 år senere.
Det specielle ved romanen er, at hovedpersonen også dør flere gange undervejs i bogen, men hver gang bringes hun til live igen af fortælleren, der – via en række intermezzoer, der binder romanens dele sammen – justerer nogle detaljer og herefter fortsætter fortællingen, som den kunne have taget sig ud, hvis tingene havde udartet sig på en lidt anden måde. På den måde påpeges, hvor stor en rolle tilfældigheder spiller i forhold til at udstikke retningen for vores liv. Første død lider hovedpersonen allerede som spæd, da hun pludselig holder op med at trække vejret. I fortsættelsen af pigens historie har hun overlevet, fordi hendes forældre efter en pludselig indskydelse har puttet en lille håndfuld sne mod barnets bryst, hvilket var nok til at holde hjertet i gang.
Med særlig opmærksomhed på sådanne vilkårlige hændelser og handlinger fortsættes romanen med skildringen af kvindens liv som ung i Wien efter Første Verdenskrig, siden som dedikeret kommunist i 1920’erne, der i starten af 1930’erne emigrerer til Sovjetunionen, og endelig som forfatter i Berlin frem til sin – denne gang uafvendelige – død i slutningen af århundredet.
Hvor ”Før sol går ned” i en forstand er et afgrænset portræt af et enkelt menneskes liv, eller rettere forskellige mulige liv, er romanen i en bredere forstand et blik på et splittet Europa i et dramatisk århundrede, hvor kulturer forandrer sig, støder sammen og påvirker hinanden på alle mulige planer.