jenny erpendeck
Foto: Angelo Carconi / ritzau/scanpix

Jenny Erpenbeck

cand.mag. Daniel Robert Andersen, Bureauet. Maj 2018.
Top image group
jenny erpendeck
Foto: Angelo Carconi / ritzau/scanpix

Indledning

Den tyske forfatter Jenny Erpenbeck har vundet mange europæiske anmelderhjerter med sine underfundige værker, som på én gang er kunstfærdige formeksperimenter og samtidig konkrete, ærlige og prunkløse menneskeskildringer. Erpenbecks bøger udforsker menneskets eksistentielle vilkår og forholdet mellem menneske og omverden, som gensidigt former hinanden.

53973663

Blå bog

Født: 12. marts 1967 i Østberlin.

Uddannelse: Musikteaterinstruktør.

Debut: Geschichte vom alten Kind. Eichborn, 1999.

Litteraturpriser: Preis der LiteraTour Nord, 2009. Schubart-Literaturpreis, 2013. Independent Foreign Fiction Prize, 2015. Thomas-Mann-Preis, 2016 m.fl.

Seneste udgivelse: Før sol går ned. Rosinante, 2018. (Aller Tage Abend, 2012). Oversætter: Jacob Jonia. Roman.

Inspiration: Heiner Müller, Friedrich Hölderlin, Bertolt Brecht, Robert Walser.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Med en ørken som baggrund ville man mærke det særligt tydeligt, men i princippet er det ikke spor anderledes noget sted i verden: Uden erindring er mennesket kun et stykke kød på en planet.”

”Går, gik, gået”, s. 162.

Jenny Erpenbeck er født i Østberlin i 1967 og er datter af forfatteren, filosoffen og videnskabsmanden John Erpenbeck og oversætteren Doris Kilias. Hun er desuden barnebarn af multikunstneren Hedda Zinner og litteraten Fritz Erpenbeck, ligesom hendes bedsteforældre på moderens side var forfattere. Jenny Erpenbeck er således vokset op i et kreativt og inspirerende hjem, og det lå dermed ligefor, at hun skulle leve af at udfolde sig kunstnerisk.

Erpenbeck beskriver sin opvækst som præget af frihed til at forfølge sine passioner og sin nysgerrighed. Eftertidens dom over det kommunistiske styre i DDR som strengt censurerende og hæmmende for datidens kunstnere føler Erpenbeck ikke rammer skiven i forhold til hendes egen personlige erfaring: ”Det var ikke så slemt, som folk altid forestiller sig, det var. Jeg voksede op i midten af Berlin, i selve centrum. Jeg gik i skole, jeg fik klaverundervisning, jeg gik på en billedskole for at lære at tegne og male. Jeg oplevede aldrig nogen politiske problemer. Jeg tror, jeg var for harmløs” (Mieke Chew: The Jenny Erpenbeck Interview. The Quarterly Conversation, issue 30, december 2012. Egen oversættelse).

Efter at være blevet student kom Erpenbeck i lære som bogbinder, inden hun vendte sig mod teatret – først som rekvisitør, siden som studerende på teatervidenskab og senere som musikteaterinstruktør.

Som instruktør har hun været involveret i en række operaopsætninger og arbejdet sammen med blandt andre Heiner Müller og Werner Herzog. I 1999 udkom hendes kortroman ”Geschichte vom alten Kind” (”Historien om det gamle barn”, 2001), og sidenhen dedikerede Erpenbeck sig fuldkommen til forfattergerningen. Hendes seneste roman, ”Går, gik, gået” fra 2015, er hendes ottende udgivelse. Siden 2014 har hun været medlem af Darmstadt-Akademiet for sprog og poesi, og siden 2015 også af Akademie der Künste Berlin. Hendes bøger er oversat til 20 sprog.

Erpenbeck er gift med dirigenten Wolfgang Bozic. De bor i Berlin med deres søn.

Før sol går ned

”Nu var det tydeligt, det han i hele sit liv, navnlig i de sidste tre år, havde haft på fornemmelsen – nemlig, at hvis man blot kom en lille smule væk fra sporet, var ens undergang i lige så høj grad beseglet, som hvis man havde kastet sig hovedkulds i en afgrund.”

”Før sol går ned”, s. 19.

Jenny Erpenbecks roman ”Aller Tage Abend” fra 2012 (”Før sol går ned”, 2018) handler om de små ting, der bestemmer vores skæbne, afgør vores livsbane og udgør forskellen på liv og død. Den følger en jødisk kvindes liv op gennem det 20. århundrede fra fødslen i en østrig-ungarsk provinsby i 1902 til hendes død 90 år senere.

Det specielle ved romanen er, at hovedpersonen også dør flere gange undervejs i bogen, men hver gang bringes hun til live igen af fortælleren, der – via en række intermezzoer, der binder romanens dele sammen – justerer nogle detaljer og herefter fortsætter fortællingen, som den kunne have taget sig ud, hvis tingene havde udartet sig på en lidt anden måde. På den måde påpeges, hvor stor en rolle tilfældigheder spiller i forhold til at udstikke retningen for vores liv. Første død lider hovedpersonen allerede som spæd, da hun pludselig holder op med at trække vejret. I fortsættelsen af pigens historie har hun overlevet, fordi hendes forældre efter en pludselig indskydelse har puttet en lille håndfuld sne mod barnets bryst, hvilket var nok til at holde hjertet i gang.

Med særlig opmærksomhed på sådanne vilkårlige hændelser og handlinger fortsættes romanen med skildringen af kvindens liv som ung i Wien efter Første Verdenskrig, siden som dedikeret kommunist i 1920’erne, der i starten af 1930’erne emigrerer til Sovjetunionen, og endelig som forfatter i Berlin frem til sin – denne gang uafvendelige – død i slutningen af århundredet.

Hvor ”Før sol går ned” i en forstand er et afgrænset portræt af et enkelt menneskes liv, eller rettere forskellige mulige liv, er romanen i en bredere forstand et blik på et splittet Europa i et dramatisk århundrede, hvor kulturer forandrer sig, støder sammen og påvirker hinanden på alle mulige planer.

Går, gik, gået

”Er de to grupper af mennesker, som står over for hinanden, i virkeligheden to halvdele af et univers, der egentlig hører sammen, men er skarpt adskilt?”

”Går, gik, gået”, s. 223.

”Gehen, ging, gegangen” fra 2015 (”Går, gik, gået”, 2016) er en roman om en ældre hvid mands møde med en gruppe afrikanske mænd i en flygtningelejr i Berlin. Richard, der er professor emeritus i oldtidshistorie, oplever et tomrum i tilværelsen, efter han er fratrådt sin stilling ved universitetet. Drevet dels af nysgerrighed, dels af et ønske om at fordrive tiden, opsøger han beboerne i en midlertidig flygtningelejr i et gammelt plejehjem. De har, ligesom Richard, rigeligt med tid at tage af, og da han sætter sig for at interviewe flygtningene om deres situation, byder de adspredelsen velkommen.

52652138

Selvom Richard er nok så belæst og kultiveret, opdager han hurtigt, hvor lidt han egentlig ved om den verden, der eksisterer hinsides hans egen baghave. Gennem de venskaber, han knytter til de afrikanske mænd, udvides Richards horisont, og han oplever en tiltagende trang til at hjælpe flygtningene, hvor end han kan – med tyskundervisning, sagsbehandling, husly og økonomisk bistand.

Men flygtningenes ulykkelige omstændigheder er ikke sådan at afhjælpe. Romanen skildrer flygtningenes håbløse situation, hvor de møder en mur af politisk uvilje. De er ivrige efter at komme i arbejde, men nægtes arbejdstilladelse og skal samtidig finde sig i offentlighedens dom over dem som dovne velfærdsturister. De bliver uvildige brikker i et politisk spil, hvor de bebrejdes for de omkostninger, systemet har med at kaste dem rundt, ”sådan som det også var kutyme tidligere, da Tyskland skulle have nogle bestemte mennesker transporteret væk”, som det kras bemærkes. Romanen skildrer et absurd system, som måske nok er juridisk gangbart, men som fejler på det humane plan.

Men ”Går, gik, gået” handler også om at finde frem til den forståelse af hinandens grundlæggende menneskelighed, der gemmer sig inde bag det slør af fordomme og uvidenhed om de andre, vi har så svært ved at bryde igennem. Her ligger håbet: i den enkeltes engagement, i det berigende møde mellem kulturer, der nedbryder mure, eliminerer frygten for det fremmede og åbner nye perspektiver.

Genrer og tematikker

Erpenbecks debut, ”Geschichte vom alten Kind”, var til dels baseret på et månedlangt ophold i en gymnasieklasse i 1994, hvor hun deltog i undervisningen og øvrige aktiviteter på lige fod med de 17-årige elever. På trods af at Erpenbeck på det tidspunkt var ti år ældre end sine medelever, formåede hun at undgå at blive afsløret som andet end en helt almindelig teenagepige. Denne alternative form for research og denne grad af indlevelse er ganske kendetegnende for Erpenbecks tilgang til det at skrive. Man kan sige, hun er eksponent for en forfatterpendant til ”method acting”, hvor hun investerer sig selv helhjertet i udforskningen af de universer, hendes værker finder sted i, som det også er tilfældet i for eksempel ”Går, gik, gået”, der bygger på omfattende samtaler med virkelighedens flygtninge.

Erpenbeck researcher ikke blot fakta, men også følelser. Hun ønsker at få en fornemmelse for de sanselige aspekter – hvordan noget lugtede, hvordan lyset faldt ind ad vinduet, hvordan det føles at være lukket inde i et skab – og hun går gerne til yderligheder for at opleve det på egen krop.

Erpenbecks værker berører ofte politiske emner, men uden at blive politiske. Hun er meget bevidst om at holde en distance til de konkrete omstændigheder, hvilket også understreges af hendes tilbageholdenhed i forhold til at bruge egennavne i sine bøger. Med Erpenbecks egne ord handler det om ”at se bagom et aktuelt tema og erkende de grundlæggende spørgsmål, som forfatterne har stillet i årtusinder: Om muligheden for at begynde forfra, når alt, hvad man kender og elsker, er blevet ødelagt eller tilintetgjort; om forskellen mellem ens eget selvbillede og andres billede af en; om hvordan man forholder sig til grænser, som natur eller politik sætter op for en” (Niels Offenberg: Jenny Erpenbeck: Forandring, afskeder og nye begyndelser. Kbh Læser, 2017).

Man ser eksempelvis dette i Erpenbecks forhold til kommunismen. Som barn af DDR-tiden fylder kommunismen ofte en del i hendes værker – dog ikke så meget som politisk ideologi som sådan, men nærmere som et oplevet fænomen. Det er, hvordan mennesket påvirkes af sine omstændigheder, der er det interessante for Erpenbeck.

Beslægtede forfatterskaber

”Før sol går ned” indledes med et citat fra den tyske forfatter W.G. Sebald, og de to forfatterskaber har mange fællestræk. Begge forfattere har en evne til at kigge på én ting og se en uendelig række af historier. De har begge en interesse for arkivet som udgangspunkt for forståelse og erkendelser, og så har de begge et fokus på det flimrende og komplekse forhold mellem historie og erindring. Fra Sebald går der desuden en lige linje tilbage til Robert Walser og Friedrich Hölderlin, som Erpenbeck har fremhævet som store inspirationskilder.

Den måde, ”Før sol går ned” leger med sin hovedpersons skæbne og livsvilkår på, er ikke ulig Virginia Woolfs ”Orlando”, hvor hovedpersonen Orlando som bekendt skifter køn midtvejs i romanen. En anden af Erpenbecks romaner, ”Heimsuchung” (2005, ”Hjemsøgelse”, 2012), leder tankerne hen på Woolfs ”Til fyret”, idet et specifikt sted – i begge tilfælde et hus ved vandet – indtager en hovedrolle i begge romaner. Mere overordnet deler de to forfattere dette grundlæggende fokus på mennesket og dets oplevelse af verden.

I litterær metode kan Erpenbecks seneste roman, ”Går, gik, gået”, minde om nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitjs værker, da den i udstrakt grad bygger på interview med virkelige mennesker. Ligesom Aleksijevitj er Erpenbeck optaget af at give en stemme til mennesker, som har været impliceret i traumatiske, dramatiske og omvæltende begivenheder, men som oplever at blive overhørt eller misforstået.

Bibliografi

Romaner

Erpenbeck, Jenny: Historien om det gamle barn. Gyldendal, 2001. (Geschichte vom alten Kind, 1999). Oversat af Inge Pedersen.
Erpenbeck, Jenny: Wörterbuch. Eichborn, 2004.
Erpenbeck, Jenny: Dinge, die verschwinden. Galiani, 2009.
Erpenbeck, Jenny: Hjemsøgelse. Turbine, 2012. (Heimsuchung, 2005). Oversat af Maj Westerfeld.
Erpenbeck, Jenny: Går, gik, gået. Rosinante, 2016. (Gehen, ging, gegangen, 2015). Oversat af Jacob Jonia.
Erpenbeck, Jenny: Før sol går ned. Rosinante, 2018. (Aller Tage Abend, 2012). Oversat af Jacob Jonia.

Noveller

Erpenbeck, Jenny: Tand. Eichborn, 2001.

Teaterstykker

Erpenbeck, Jenny: Katzen haben sieben Leben. Eichborn, 2000.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jenny Erpenbeck

Kilder citeret i portrættet