W G Sebald
Foto: Tiderne skifter

W.G. Sebald

cand.mag. Tue Løkkegaard, iBureauet/Dagbladet Information. Februar 2017.
Top image group
W G Sebald
Foto: Tiderne skifter

Indledning

Den tyske forfatter W.G. Sebald døde i 2001 alt for tidligt i en alder af kun 57. Han var uddannet akademiker, og så i litteraturen særligt en form, der kunne krydse flere genrer og grænser mellem både det æstetiske og videnskabelige såvel som mellem romanen og essayet. Sebald nåede ikke at skrive mange bøger, men de bøger, han trods alt nåede at udgive, vidner om en uhyre kompleks evne til at udforske erindringens og tidens skrøbelige karakter. Hans forfatterskab kredser om modernitetens forfald og katastrofer, men er skrevet i et sprog, der åbenbarer fortidens mørke og livets krumspring.

 

52622832

Blå bog

Født: 18. maj 1944 i Wertach, Tyskland.

Død: 14. december 2001 i Norfolk, England.

Uddannelse: Tysk og engelsk litteratur ved Freiburg Universitet og Fribourg Universitet, 1965. Ph.d. ved University of East Anglia, 1973.

Debut: Nach der Natur. Ein Elementardedicht. 1988.

Litteraturpriser: Bl.a. Johannes Bobrowski Medaille, Berliner Literaturpreis, 1994. Heinrich Böll Preis der Stadt Köln, 1997. Joseph Breitbach Preis, 2000. National Book Critics Circle Awards, 2001. Independent Foreign Literature Prize, 2002.

Seneste udgivelse: Campo Santo. Tiderne Skifter, 2016. Oversat af: Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Inspiration: Marcel Proust, Franz Kafka, James Joyce, Jorge Luis Borges, Thomas Bernhard.

Genre: Essay

 

Artikel type
voksne

Baggrund

Citat
”I årenes løb er jeg nået frem til den tanke, at støjen er en ny form for liv, der vil leve længere end os, og som langsomt vil ødelægge os, ligesom vi langsomt ødelægger det, der var her længe før os.”

”Højde. Skræk.”, s. 53.

Winfried Georg Sebald – eller blot W.G. Sebald – blev født 18. maj 1944 i Wertach, Tyskland, i en søskendeflok af i alt tre. Hans far, Georg Sebald, var officer i den tyske hær og forblev i den tyske værnemagt under nazisterne. Sebalds far blev taget til fange og var krigsfange indtil 1947. Familien flyttede, og den unge Sebald studerede bl.a. tysk og engelsk litteratur på universitetet i den schweiziske by Fribourg, før han emigrede til England i midten af 1960erne. Efter at have opnået sin universitetsgrad blev Sebald gift med en østrigsk kvinde ved navn Ute, og i 1973 færdiggjorde han sin ph.d.-afhandling på University of East Anglia i England. Sebald underviste en årrække i tysk og engelsk litteratur i England i både Manchester og Norwich på universitetsniveau. Efter også at have arbejdet på universitetet i Hamborg i midten af 1980'erne, blev Sebald i 1987 fastansat i University of East Anglia. I 1989 grundlagde han British Center for Literary Translation (Det Britiske Center for Litterær Oversættelse).

Undervejs i sit akademiske arbejde begyndte Sebald samtidig at skrive essayistiske tekster og arbejde på forskellige prosaværker. Han debuterede i 1988 med ”Nach der Natur. Ein Elementargedicht”. I 1990 udkom “Schwindel. Gefühle” (Højde. Skræk, 2012), der – typisk for Sebald – er et fragmentarisk værk, som har karakter af både litterære essays og roman. Op gennem 1990erne udgav Sebald flere værker, og i 2001 udkom hovedværket ”Austerlitz” (”Austerlitz”, 2003), der også blev den sidste bog, Sebald nåede at udgive i sin levetid.

Sebald status på den litterære scene var i hans levetid ikke præget af den store berømmelse. Først efter hans død trådte han mere og mere ind i det litterære rampelys, og i dag anerkendes han som en af Tysklands største forfattere fra efterkrigstiden. Sebald døde i december 2001 i et biluheld nær Norwich i England. En aneurisme blev senere erklæret som den egentlige årsag. I bilen var også Sebalds datter, der overlevede biluheldet. Sebald ligger i dag begravet på St. Andrews kirkegård i Framingham Earl, England.

Saturns Ringe

”Over hver eneste ny ting hviler allerede tilintetgørelsens skygge. For beretningen om hvert eneste individ, om hver eneste sociale orden, ja, om den ganske verden, beskriver ikke en bestandigt ekspanderende og stadig mere vidunderlig bue, men følger snarere en bane der, når først middagshøjden er nået, uvægerligt fører ned i mørket”.
”Saturns Ringe”, s. 31.

I august 1992 begiver Sebald sig ud på en længere vandringsrejse i Suffolk, England. ”Die Ringe des Saturn. Eine englische Wallfart” fra 1995 (”Saturns Ringe”, 2011) er beretningen om denne vandring, der ikke begrænser sig til forfatterens egen tur rundt i de engelske landskaber, men også fortællingen selv vandrer gennem historiske perioder, krydser geografiske grænser og videnskabelige og kulturelle teorier og tanker.

I romanen følger læseren en anonym fortæller, der beskriver de steder og personer, han møder. Fiktion og virkelighed blandes sammen i lange sætningskonstruktioner. Sort/hvide fotografier indgår helt konkret også i romanen. Historiske personligheder indtager en gentagende rolle, og beskrivelser af natur og historier, der knytter sig til de konkrete steder, som fortælleren vandrer igennem, smelter sammen og afføder nye karakterer og erindringer om begivenheder og steder.

28972822

Der er ingen fortællemæssig rød tråd i Sebalds roman, men snarere et fletværk af beskrivelser og informationer, der – ligesom silkeormene i bogens sidste kapitel – formerer sig og ændrer fortællingen. Saturns ringe (jf. titlen) synes at være et billede på, hvordan vores egen historie altid er indkapslet og påvirket af små og store fortællinger og begivenheder. Planetens ringe består af krystaller og meteoritpartikler fra en måske tidligere måne, som blev ødelagt, da den kom for tæt på planeten. Ligeledes drager den store historiske fortælling de små levede erfaringer tæt til sig, opsluger dem eller ødelægger dem.

Sebalds labyrintiske fortælling er en eller flere fortællinger om melankoliens og forfaldets indtog i en moderne verden – eksempelvis fortællingen om herresædet Somerleyton Hall i England og om hvordan forskellige generationer påvirkede deres omgivelser. Langsomt siver fortællingen ud i et større og større perspektiv uden at forlade detaljen. Og når historien rekonstrueres er det set gennem fortvivlelsens blik. ”Die Ringe des Saturn. Eine englische Wallfart” synes at være en arkivarisk gennemgang af, hvordan mennesker, natur og kultur har påvirket hinanden. Det bliver klart, at det nære og det fremmede, det genkendelige og aparte er to sider af samme mønt. Luftkrig, nazister, Kinas handel med resten af verden samt fiskens biologi og silkeormene skrues sammen i en fortælling om civilisationens storhed og forfald.

Austerlitz

”Selv nu, hvor jeg gør mig umage for at huske […] opløses mørket ikke, men fortættes tværtimod ved tanken om, hvor dårligt vi kan fastholde, hvad og hvor meget der hele tiden går i glemme, med hvert udslukt liv, hvordan verden så at sige tømmer sig selv, idet de historier, der er knyttet til de utallige steder og genstande, som ikke selv har nogen evne til at erindre, aldrig bliver hørt, optegnet eller genfortalt af nogen […]”.
”Austerlitz”, s. 32.

Romanen ”Austerlitz” (”Austerlitz”, 2003) udkom i 2001 – samme år som Sebald døde i et trafikuheld. Det er fortællingen om Jacques Austerlitz og hans forsøg på at genskabe sit liv og sin erindring om, hvem han er: sit navn, sprog og historie. Fortællingen starter i 1960erne, hvor bogens fortæller møder den arkitektstuderende Austerlitz i en ventesal i Antwerpen med det rammende navn ”Le salle de pas perdus” (”De fortabte skridts sal”). Fortælleren og Austerlitz støder på hinanden gentagne gange både ved tilfælde og efter aftale, og langsomt bliver både fortæller og læser bekendt med Austerlitz’ historie. Vi lærer bl.a., at Austerlitz i 1939 ankom til England som flygtning fra 2. Verdenskrigs Tjekkoslovakiet med de såkaldte børnetransporter, hvor han blev adopteret af et ældre ægtepar. Austerlitz’ biologiske mor interneres i koncentrationslejren Theresienstadt, og Austerlitz forsøger samtidig bl.a. at genfinde de sidste spor af sin far, der var med i modstandsbevægelsen under krigen.

24923835

”Austerlitz” er en udforskning af tidens og erindringens skrøbelige karakter. Det er en historie om fortidens traumer, og hvordan individet er bygget op af sin fortids tabte spor og sin nutids evige måde at forholde sig til verden. Karakteren (og bogen) Austerlitz – hvis navn er det samme som slaget ved Austerlitz i 1805, og hvis navn ligger uhyggelig tæt op af Auschwitz – er en kompleks skikkelse, der på den ene side indkapsler fortællingen om de konsekvenser, som mange børn under krigen led, og på den anden side en måde at forsøge at gennemleve, forstå og give sprog til fortidens traumer. Lange sætninger (ofte på flere sider), manglende afsnit, omvendt ordstilling, slørede fotografier m.v. medvirker til en romankonstruktion, der afsøger erindringens, historiens og fortrængningens karakter. Som i ”Saturns Ringe” og ”Højde. Skræk” kombineres historiske ekskursioner med romanfortællingen. Historien om Austerlitz er dog nok Sebalds mest entydige romanværk, hvor fortælletråden trods alt følger den samme røde tråd i historien om Austerlitz. Typisk hos Sebald er det imidlertid stadig forholdet mellem historiens små og store begivenheder og steder, samt hvordan vores egen historie og erfaring kan spores i disse relationer, der er et omdrejningspunkt for romanen.

Campo Santo

”Historien udvikler sig efter love, hvis logik ingen kan gennemskue, små uanselige begivenheder sætter dem i bevægelse, og den ændrer ofte retning i det afgørende øjeblik på grund af en næste umærkelig brise, et blad, som daler ned mod jorden, eller to blikke, der mødes midt i en menneskemængde. Ikke engang i tilbageblik kan vi fatte, hvad det virkelig var, der skete, og hvorfor den ene eller den anden verdensbegivenhed fandt sted”.
”Campo Santo”, s. 18.

”Campo Santo” (Campo Santo, 2016) blev udgivet posthumt i 2003. Det er et ikke-færdiggjort værk, der handler om en rejse til Korsika. I alt fire kortere rejsebeskrivelser udgør selve prosaværket, mens resten af udgivelsen udgøres af flere korte litterære essays. Der er længere beskrivelser af museer, naturen og andre besøgte steder, der – som i andre af Sebalds bøger – på lignende vis lader historiske fakta og teorier udvikle sig langsomt. I de fire tekstfragmenter fra Korsika er det særligt Napoleon og hans familie, der en særlig vedkommende akse for refleksionen. Beskrivelserne fra Korsika – ufærdiggjorte, som de er – er præget af en vis hjemsøgelse og melankoli, der, trods ikke at blive fuldt udviklet, alligevel er til stede i teksten.

52622832

”Campo Santo” kan, eller bør, ikke som sådan læses som et færdigt værk. Snarere er det et sjældent indblik i både forstudier til en videre udforskning af erindringens karakter og en forfatters ihærdige og detaljerede arbejdsproces. Efter de fire rejsebeskrivelser følger tretten små essays, taler og tekster, der i kronologisk orden videreformidler Sebalds interesse for litteraturens, historiens og erfaringens indbyrdes sammenhænge.

Der er bl.a. tekster om Heinrich Böll, Günter Grass, Vladimir Nabokov og Franz Kafka, samt til slut tre tekster, der – som tidligere i ”Die Ringe des Saturn. Eine englische Wallfart” eller ”Schwindel. Gefühle” fra 1990 (”Højde. Skræk”, 2012) helt synes at ophæve skellet mellem teoriens refleksive karakter og litteraturens sanselige beskrivelse af verden. Som det også lyder i ”Et forsøg på restitution” – en festtale Sebald holdte i 2001 kort før sin død: ”Der er mange måder at skrive på; men i litteraturen gælder det om at nå ud over den blotte registrering af kendsgerninger og det blot videnskabelige. Det, der fordres, er et forsøg på restitution” (”Campo Santo”, s. 221).

Genrer og tematikker

W. G. Sebalds værker kredser om forholdet mellem historien og erindringen. En enorm detaljerigdom og lange komplekse beskrivelser, der yderligere kredser om alt fra historiske fakta, biologiske teorier og individets egen søgen efter en position i en hastigt foranderlig verden, er et gentagende forsøg på at forstå, hvordan menneskets tilhørsforhold nødvendigvis er en kompleks sammenstilling mellem sted og tid. Der er en manglende fornemmelse af kronologi, når fortiden konstant lader sin skrøbelige og fortrængte stemme træde frem – hvad enten det er i genkaldelsen af tabte erfaringer eller historiske personer, der pludselig dukker frem. Hans tekster fremstår som arkiver, hvor det mest upåagtede kan dele stemme med historiens største begivenheder.

Sebalds bøger kredser om en kritik af moderniteten. Historiens katastrofer og menneskelige konsekvenser er tilbagevendende temaer – f.eks. i ”Austerlitz”, hvor Auschwitz ikke nævnes med ét ord, men hænger som et uhyggeligt spøgelse over hele teksten. Anden Verdenkrigs traumer og koncentrationslejrene er spor, der runger som et ekko gennem historien og i den enkeltes levede krop. Sebald lader fiktion og fakta sammenfiltre, så det til sidst synes umuligt at skelne den historiske genre fra den litterære. Formålet er imidlertid ikke blot at påpege modernitetens indvirkning på vores liv, men at åbenbare den i læseprocessen og vise, hvordan forfald og krig lokaliseres som begivenheder, der for evigt går igen. Det er en afsøgning af vores glemte steder og traumatiske spor, og hvordan disse har påvirket vores liv og erfaringer.

Sebalds brug af lange sætninger er et stilistisk greb til at mime historiens bevægelse. Men ligeså tit som læseren kan lade sig fortabe eller fare vild i hans labyrintiske sætningskonstruktioner, på samme måde må læseren – som Sebald selv, fortælleren eller hovedkarakteren – konstant afsøge og afmærke en mening i et kæmpemæssigt arkiv. Brugen af fotografier i flere værker bliver en visuel tilføjelse, der komplementerer teksten og giver den synligt liv. Men hvorvidt disse fotografier er faktuelle referenter eller ej, forbliver ofte ubestemt. Historien, tiden og erindringen er med andre ord konstruktioner, hvis mening kun kan erkendes som skrøbelige størrelser, hvis påvirkning på livet er så stort, at vi selv – som Austerlitz – må finde os selv i fortidens ødelæggende gentagelser.

Beslægtede forfatterskaber

Sebalds måde at tilgå erindringens og tidens slørede karakter bærer slægtskab med den franske forfatter Georges Perec. Uhyre detaljerede beskrivelser, afsøgningen af fortiden og en interesse for at fastholde tidens flygtighed går igen i dennes forfatterskab.

En andet forfatterskab, som har været en stor inspiration for Sebald, er den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. I flere af sine noveller blander også Borges historiske og kulturelle fakta med nærmest mytiske refleksioner og beskrivelser, der skaber et komplekst litterært fletværk. Nævnes bør også Franz Kafka, der ligeledes skabte komplekse fortællinger, hvori modernitetskritikken bliver et omdrejningspunkt for den litterære beskrivelses detaljerigdom og for erfaringens skrøbelighed. Hos Kafka møder læseren labyrintiske rum og skrøbelige karakterer, der synes at være billeder på eksistentielle vilkår, der – som hos Sebald – bliver et spørgsmål om, hvordan man må forholde sig og give sprog til virkeligheden.

Den østrigske forfatter Thomas Bernhard deler også slægtskab med Sebald. Særligt Bernhards måde at behandle emner som melankoli gennem komplekse stilistiske træk synes at stå nær Sebald.

Sebalds forfatterskab har også tråde til vidnesbyrdlitteraturen og forfattere som Primo Levi, Imre Kertész, Elie Wiesel og Robert Antelme, der skrev med udgangspunkt i traumet om Anden Verdenskrigs grusomheder mod menneskeheden. Hvordan litteraturen som form og sprog kan tilgå fortidens traumer, og hvordan man kan give et sprog til de forfærdelige erfaringer, der er uden for den almindelige erkendelseshorisont, går også igen i Sebalds romaner.

I en dansk kontekst kan man nævne forfattere og kunstnere som Christian Yde Frostholm og Lasse Krog Møller, der deler Sebalds interesse for det arkivariske og for afsøgningen af vores upåagtede steder og erfaringer.

Bibliografi

Romaner

Sebald, W.G.: Nach der Natur. Ein Elementargedicht. 1988.
Sebald, W.G.: De udvandrede. Munksgaard – Rosinante, 1995. (Die Ausgewanderten, 1992). Oversat af Niels Brunse.
Sebald, W.G.: Austerlitz. Tiderne Skifter, 2003. (Austerlitz, 2001). Oversat af Niels Brunse.
Sebald, W.G.: Unerzählt, 33 Texte. 2003.
Sebald, W.G.: Saturns Ringe. Tiderne Skifter, 2011. (Die Ringe des Saturn. Eine englische Wallfahrt, 1995). Oversat af Claus Bratt Østergaard.
Sebald, W.G.: Højde. Skræk. Tiderne Skifter, 2012. (Schwindel. Gefühle, 1990). Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
Sebald, W.G.: Campo Santo. Tiderne Skifter, 2016. (Campo Santo, 2003). Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Digte

Sebald, W.G. og Jaray Tess: For Years Now, 2001.
Sebald, W.G.: Über das Land und das Wasser. Ausgewählte Gedichte 1964-2001. 2003.

Essays

Sebald. W.G.: Carl Sternheim: Kritiker und Opfer der Wilhelminischen Ära. 1980.
Sebald. W.G.: Der Mythus der Zerstörung im Werk Döblins. 1980.
Sebald. W.G.: Die Beschreibung des Unglücks. Zur österreichischen Literatur von Stifter bis Handke. 1985.
Sebald. W.G.: A radical stage: theatre in Germany in the 1970s and 1980s. 1988.
Sebald. W.G.: Unheimliche Heimat. Essays zur österreichischen Literatur. 1991
Sebald. W.G.: Logis in einem Landhaus. 1998.
Sebald. W.G.: Ich möchte zu ihnen hinabsteigen und finde den Weg nicht. Zu den Romanen Jurek Beckers. I: Sinn und Form, nr. 2. 2010.
Sebald. W.G.: Luftkrig og litteratur. Tiderne Skifter, 2014. (Luftkrieg und Literatur: Mit einem Essay zu Alfred Andersch, 1999). Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Om forfatterskabet

Long. J.J. & Whitehead, Anne: W.G. Sebald. A Critical Companion. 2004.
Long, J.J.: W. G. Sebald. Image, Archive, Modernity. 2007.
Holm, Isak Winkel & Frederik Tygstrup: Livets rum, erindringens form: W.G. Sebalds Austerlitz og vidnesbyrdlitteraturen. Tidsskriftet Passage, 2008.
Baxter, Jeanette, Valerie & Ben Hutchinson: A Literature of Restitution. Critical Essays on W.G. Sebald. 2013.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på W G Sebald