Georges Perec
Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Georges Perec

cand.mag. Tue Løkkegaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Top image group
Georges Perec
Foto: AFP/Ritzau Scanpix
Main image
Perec, Georges
Foto: NF / Scanpix

Indledning

Den franske forfatter Georges Perec døde i 1982. Først fire år forinden, efter hovedværket ”Livet en brugsanvisning” for alvor satte ham på det litterære kort, lykkedes det forfatteren endeligt at kunne leve af sin kunst. Perec efterlod sig et mangfoldigt og uhyre forskelligartet korpus. Han viser enorm nysgerrighed i sin tilgang til litteraturen, hvor melankolien og legen altid går hånd i hånd. I dag er Perec anerkendt som en af efterkrigstidens mest betydningsfulde og originale franske forfattere, hvis værker har sat sig spor hos en lang række nutidige forfattere og kunstnere.

 

52778646

Blå bog

Født: 7. marts 1936 i Paris, Frankrig.

Død: 3. marts 1982 i Paris, Frankrig.

Debut: Les choses. Une histoire des années soixante. 1965.

Priser: Prix Renaudot, 1965. Prix Jean Vigo, 1974. Prix Médicis, 1978.

Seneste udgivelse: Verdens rum og andre tekster. Arena, 2016. Oversat af Christian Yde Frostholm.

Inspiration: Raymond Queneau, Jules Verne, Michel Leiris, Franz Kafka, André Breton, Michel Butor.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Deraf vil man kunne udlede noget som muligvis er puslespillets ultimative sandhed: I modsætning til hvad man kunne tro, er puslespillet ikke noget ensomt spil: hver eneste af de bevægelser som spilleren udfører, har puslespillets skaber gjort før ham eller hende; hver brik han tager op, igen og igen, som han undersøger, kærtegner, hver eneste kombination han afprøver, igen og igen, enhver famlen, enhver intuition, ethvert håb, enhver modløshed, er blevet besluttet, beregnet, tilrettelagt af en anden”.
”Livet en brugsanvisning”, s. 14.

Georges Perec blev født d. 7. marts 1936 i Paris. Han var søn af polske jødiske immigranter. Hans far Icek Peretz og hans mor Cyrla Szulewicz blev gift i 1934 og bosatte sig i Rue Vilin i Belleville-området i Paris, der på denne tid var et jødisk område. Moderen arbejdede som frisør, mens faderen meldte sig ind i hæren for at bekæmpe den tyske hær i 1939. Fire år og tre måneder efter Perecs fødsel blev Paris invaderet af de tyske tropper. Den 16. juni 1940 blev Perecs far dødeligt såret, og Perecs mor flyttede den lille Perec til en fri zone uden for besættelse i Villard-de-Lans året efter. Her boede han resten af krigen med dele af sin familie. Moderen forsøgte senere at nå sin familie uden for Paris, men blev anholdt af nazisterne og interneret i Drancy for senere at blive flyttet til Auschwitz, hvor hun døde. Perec blev af frygten for nazisterne opfordret til at skjule og glemme sin jødiske baggrund, og han blev døbt Perec. I 1945 flyttede Perec tilbage til Paris, hvor han blev adopteret af sin tante Esther Bienenfeld og hendes mand David.

I perioden 1958 til 1959 aftjente Perec sin værnepligt hos faldskærmstropperne, og i 1960 blev han gift med Paulette Pétras (som han senere separeredes fra). Parret flyttede kortvarigt til Sfax i Tunesien. Han studerede sociologi og historie på Sorbonne, hvor han også blev undervist af den franske filosof Roland Barthes. Han skrev samtidigt små anmeldelser og essays til anerkendte franske tidsskrifter som La Nouvelle Revue Française. Han var samtidigt involveret i et semimarxistisk tidsskrift kaldet La Ligne Générale. Perec fik arbejde som arkivar hos CNRS (Nationalt Center for Videnskabelig Forskning), mens han arbejdede på forskellige litterære projekter, der alle blev afvist.

I 1965 fik Perec sit litterære gennembrud med romanen ”Ting”, der ikke kun fik hans gamle lærer Barthes’ lovprisning, men tilmed tjente ham Renadout-prisen. I 1967 mødte Perec forfatteren Raymond Queneau, der var medlem af den matematisk-litterære gruppe OuLiPo (Ouvroir de la littérature potentielle – Værksted for potentiel litteratur). Perec blev medlem, og gruppens interesse for matematiske regler i litteraturen ville spille en afgørende rolle i resten af Perecs forfatterskab. I 1972 blev Perec medstifter af tidsskriftet Cause commune sammen med sin gamle gymnasielærer og sociolog Jean Duvignaud og filosoffen Paul Virilio.

Perecs forfatterskab kastede disse år mange forskelligartede udgivelser af sig. Alt fra romaner over mindre tekster og essays til krydsord, digte, radiospil, teaterstykker og film. I denne periode var Perec stadig ansat hos CNRS. Hans position i det franske litteraturlandskab, der prægedes af helt andre tendenser, var tvetydig, og der var langt fra hans kæmpe succes med ”Ting”. Det var først i 1978, da hovedværket ”Livet en brugsanvisning” udkom, at han endelig kunne slippe tøjlerne som arkivar. Bogen gav ham Médicis-prisen.

Perec, der gennem sit liv var storryger, døde 3. marts 1982 af lungekræft på hospitalet Charles-Fois-d’Ivry-sur-Seine, og han ligger i dag begravet på Père Lachaise-kirkegården i Paris.

Ting

”Undertiden ville de gerne have haft, at alt skulle vare ved, at intet skulle bevæge sig. Så ville de kun lade stå til. Deres liv ville vugge dem. Det ville strække sig over måneder, over år, næsten uden at forandres, og uden nogen sinde at lægge bånd på dem. […] Andre gange kunne de ikke holde det ud længere. De ville slås og vinde. De ville kæmpe og erobre deres lykke. Men hvordan kæmpe? Mod hvem? Mod hvad? De levede i en fremmed og omskiftelig verden, den merkantile civilisations skinnende univers, overfladens fængsler, lykkens fascinerende fælder.”
”Ting”, s. 60.

Georges Perecs debutroman ”Les choses. Une histoire des années soixante” fra 1965 (”Ting. En historie fra tresserne”, 1969/1999) blev hans første store succes og indgav ham Renadout-prisen. I en kritik af efterkrigstidens forbrugersamfund følger vi de to hovedpersoner – kæresteparret Sylvie og Jérôme – i Paris, hvor de arbejder som markedsanalytikere. I bogens andel del forlader de deres materielle liv i Paris for at rejse til Sfax i Tunesien, hvor de har fået arbejde som lærere for til sidst at forlade byen igen.

Bogen igennem følger vi parrets og deres venners liv i Paris konstant på udkig efter det perfekte materielle liv. Man er med i deres færden på loppemarkeder, hvor de leder efter det helt rigtige slidte tøj, deres tur i biografen, hvor de vil se de helt rigtige film, deres (mislykkedes) forsøg på at imitere og lave ægte kulinariske middage. Man får beskrevet deres drømme om smukke møbler og lækre lejligheder. Deres rejse til Tunesien er et forsøg på at genfinde sig selv uden alt det materielle, men livet i Sfax viser sig håbløst kedeligt og ensomt, og de ender med at vende tilbage til et liv i drømme og søgen.

22448129

”Ting” er skrevet i en nærmest flad stil, hvor følelser og dybdegående personlige skildringer er undladt. Denne stil mimer, hvordan forbrugersamfundet er en overfladisk omgang med ting og drømme.

Den flade fortællestil bliver et spejl på, hvordan forbrugersamfundet er upersonligt og fremmedgørende. De søger ivrigt efter en lidenskab, en drøm, men deres monotone tilværelse byder hverken på mere eller mindre.

Perecs detaljerede beskrivelser af tingene (jf. titlen) tilføjer den ekstra dimension, at det er tingene og ikke karaktererne, som er centrale for tilværelsen. Det er først i bogens epilog, at en dialog mellem karaktererne optræder, og de er reduceret til intet andet end monotone og trøstesløse skikkelser uden dybde eller personlighed. De er snarere filtret ind i tingenes betydningsverden.

W eller erindringen om en barndom

”Jeg skriver ikke for ikke at ville sige noget, jeg skriver ikke fordi jeg ikke har noget at sige. Jeg skriver: Jeg skriver fordi vi levede sammen, fordi jeg var en af dem, en skygge blandt deres skygger, et legeme blandt deres legemer; jeg skriver fordi de har efterladt deres uudslettelige aftryk i mig, og fordi spor er skriften. Deres minde er dødt i skriften; skriften er mindet om deres død og bekræftelsen af mit liv.”
”W eller erindringen om en barndom”, s. 53.

Georges Perecs ”W ou le souvenir d’enfance” fra 1975 (”W eller erindringen om en barndom”, 2003) er en bog i to dele. Hver del har to sideløbende og krydsende fortællespor. I den første del af bogen møder læseren i det ene fortællespor Gaspard Winckler – en person, der lever under falsk identitet efter at have forladt militæret – der bliver kontaktet af en mand ved navn Otto Apfelstahl. Denne fortæller historien om en lille døvstum dreng på otte år, der forsvandt efter et skibsforlis og bærer samme navn, Gaspard Winckler. Moderen havde taget drengen med rundt i verden for at lede efter en kur. Alle passagererne omkommer i forliset, bortset fra drengen. Apfelstahl sender den voksne Winckler ud på en rejse for at finde drengen, og som indirekte leder hen mod fortællingen om øen W. Det andet fortællespor er modsat det første ikke fiktivt. Her forsøger Perec at genskabe barndomserindringer og forsøger at forholde sig til sin egen manglende erindring om sin barndom.

24483738

I bogens anden del præsenteres læseren i det fiktive fortællespor for øen W. Denne ø tæt ved Ildlandet er en fascistisk ø underlagt et kompliceret sportssystem. Øen er inddelt i et strengt hierarkisk system og består af flere afdelinger.

Atleterne konkurrerer mod hinanden og straffes, udnyttes eller hyldes alt efter resultater og position. Det andet fortællespor i bogens anden del er Perecs forsøg på at genskabe sine forældres liv ud fra billeder, minder og lignende. Det er et forsøg på at genskabe sin egen barndom og forældrenes liv; et forsøg på at forstå sig selv og sin jødiske herkomst.

”W eller erindringen om en barndom” er en udforskning af erindringens skrøbelige karakter og barndommens gruopvækkende opvækst under nazisternes indtog. Perec forsøger at skabe en mening ud fra den tomhed og meningsløshed, han som barn var tvunget til at opleve. Blandingen af fiktion og personlig fortælling har til formål at fremtvinge det glemte og sætte ord på de aftryk, som barndommen umiskendeligt har sat. Det er en fiktionalisering af et traume og en søgen efter en tabt erfaring sunket ned i tabets dunkle huller.

Livet en brugsanvisning

”Et mere omhyggeligt studium af disse opdigtede liv ville uden tvivl afsløre nogle af nøglerne til dem og vise hvordan begivenheder der har præget ejendommens historie, hvordan de legender eller halve legender der cirkulerer i huset om denne eller hin af dets beboere, hvordan nogle af de tråde der forbinder dem, er blevet vævet ind i fortællingen og er blevet til selve armaturet i den.”
”Livet en brugsanvisning”, s. 501.

I 1978 udkom Georges Perecs ”La vie mode d’emploi” (”Livet en brugsanvisning”, 1999). Bogen centrerer sig om ejendommen nr. 11 på den fiktive gade Simon-Crubellier i Paris. Handlingen er en sammenvævning af utallige historier, der udspiller sig i og knytter sig til ejendommen og dens beboere. ”Livet en brugsanvisning” finder sted d. 23. juni 1975 klokken otte om aftenen. Hvert kapitel er en fortælling om eller tager udgangspunkt i et nyt værelse i ejendommen.

En af de centrale historier omhandler rigmanden Bartlebooth. Bartlebooth igangsætter en plan, der ikke kun vil opbruge nærmest hele hans formue, men også optage ham resten af livet. Ligesom ”Livet en brugsanvisning” selv tager form af et puslespil, hvor brikkerne langsomt sættes sammen, tager rigmandens projekt samme form: Et, der binder tid og eksistens sammen. Bartlebooth vil først bruge ti år på at lære akvarelmaleriets kunst. Hans lærer Valène er også beboer i ejendommen.

22669524

De næste tyve år rejser han jorden rundt, hvor han maler en ny havn cirka hver anden uge, hvilket efterlader ham med i alt 500 akvareller. Han sender disse tilbage til Frankrig. Her påsættes de et bræt og en nøje udvalgt håndværker, Gaspard Winckler (samme navn som i ”W eller erindringen om en barndom”), også beboer i rue Simon-Crubellier, laver ganske komplicerede puslespil ud af malerierne. Når Bartlebooth er færdig med et puslespil, undergår det en proces, hvor det genbindes til sin helhed af Georges Morellet (også beboer). Træstøtten fjernes og maleriet sendes tilbage til den havn, hvor det er malet. Præcis tyve år efter nedsættes maleriet i et opløsningsmiddel, der fjerner farverne fra papiret. Det hvide papir sendes tilbage til Bartlebooth.

Mange ting kan siges om ”Livet en brugsanvisning”. Bogen er struktureret efter et strengt matematisk system. Ejendommen er delt op i ti etager med hver ti værelser set fra facaden. Kapitlernes rækkefølge bestemmes af springerens bevægelse på et 10x10 skakbræt, hvor springeren ikke må ramme samme felt to gange. Derudover følger bogen i forlængelse af OuLiPo-gruppens forkærlighed for restriktioner utallige andre regler, der skaber et komplekst narrativt og strukturelt forløb. Perec indlægger små spor og fejl i systemet, der taler til og om, hvordan livet altid vil bryde ind i ethvert system.

Genrer og tematikker

Det er ganske svært at genrebestemme Georges Perec, ligesom der løber utallige temaer gennem hele forfatterskabet. Et sted godt at starte er hos Perecs egen inddeling af sit forfatterskab. I sin lille korte tekst ”Notes sur ce que je cherche” inddeler Perec sit forfatterskab i fire dele. Disse fire dele fletter sig ind i hinanden og er ikke fire uafhængige kasser. Derudover skriver Perec, at han aldrig har lyst til at skrive den samme bog to gange, hvorfor man også må se hver enkelt bog eller tekst som et nyt forsøg på at tilnærme sig, beskrive eller undersøge forskellige tematikker og former. Perecs fire inddelinger lyder: ’det selvbiografiske’, ’det sociologiske’, ’det ludiske eller legende’ og ’det romaneske’.

Det selvbiografiske er et centralt tema hos Perec, særligt op til midten af 1970’erne og drejer sig om hans udforskning af erindringen og erfaringen. Hans barndom, forældrene, krigen og jødedommen er konkrete omdrejningspunkter. Tilnærmelsen til det selvbiografiske følger dog ikke typiske selvbiografiske mønstre, men er snarere eksperimenterende forsøg på at nærme sig noget fortrængt eller glemt. Gennem næsten alle sine værker lægger Perec små spor eller tegn, der ikke kun taler bøgerne imellem, men også er små personlige koder eller spor, som både han og læseren kan afkode i dialog med fortællingerne.

Det sociologiske omhandler særligt Perecs begreb om det infraordinære. Modsat det ekstraordinære er det infraordinære alt det hverdagslige, som sker hver eneste dag, uden noget egentligt synes at ske. Det handler om at omgå et tilvænnet blik, hvor vi ikke ser, hvad der sker på daglig basis. Perecs tilnærmelser er gerne nøje detaljerede registreringer af hverdagen og således forsøges en flygtig erfaring at blive fanget. I hverdagen er vi allermest til stede, og ved nøgternt at beskrive de allermest banale handlinger eller nøje registrere byens daglige bevægelser forsøger Perec at tilnærme sig den erfaring, der ellers forbliver overset.

Det ludiske eller legende er Perecs interesse for regler, begrænsninger og matematiske strukturer samt alt fra krydsord til lipogrammer (Perecs notoriske roman ”La Disparition” er eksempelvis skrevet helt uden bogstavet ’e’). Paradokset her er – som tilfældet er generelt også hos OuLiPo – at begrænsningen skal kunne frigøre et potentiale, en mulighed. Ved at sætte sig særlige regler – om det er for skriften eller blikket, der skal betragte den flygtige hverdag – kan man frigøre ting, der ellers ikke synes tilgængeligt.

Det romaneske er Perecs forkærlighed for romanens verden. Som sådan er det ikke tematisk, men sigter snarere til hans glæde ved fortællingens kunst. Forskellen mellem det romaneske og romanen er groft sagt, at Perec her ikke lader sig binde af traditionelle formmønstre eller fortællinger, men kan lade fortællingen lege, underordne sig og åbne både litteraturens egne former såvel som erfaringens.

Beslægtede forfatterskaber

Georges Perecs interesse for det hverdagslige såvel som det matematiske giver tydelig genlyd hos den franske forfatter Raymond Queneau. Ikke kun var denne en vigtig inspirationskilde for Perec, men også en ven og allieret. Queneaus egne formstrenge romaner har også tydelige præg af leg som det bl.a. ses i ”Zazie dans le métro” (”Zazie i metroen”) og ”Exercises de style” (”Stiløvelser)”. Queneau var selv medlem af OuLiPo.

To andre OuLiPo-forfattere, som har et ganske tydeligt slægtskab med Perec, er den franske forfatter Jacques Roubaud og den italienske forfatter Italo Calvino. På hver deres måde beskæftiger disse forfattere sig med litteraturens former og potentielle forgreninger over tid og form.

Af nyere forfattere kan man nævne bl.a. François Bon og Annie Ernaux. Perecs ofte forfladigede stil, hans interesse for hverdagen og vores steder, og vendingen mod vore egne ydre omgivelser vækker genklang hos disse. Bon besøger bl.a. fabrikkerne uden for Paris i flere bøger, hvor han forsøger at vriste erfaringerne i et senkapitalistisk samfund frem fra deres skjulte åg. Ernaux blander selvbiografiske elementer med en særlig direkte stil, der frasiger sig enhver lidenskab i sproget. Hun er interesseret i vore omgivelser, og hvordan erfaringen – personlig som fælles – kan spores ved at koncentrere sig om skriftens måde at gengive virkeligheden på.

På dansk kan vi se et slægtskab med Perec hos en forfatter som Christian Yde Frostholm, hvis bog ”Paris en brugsanvisning” ikke kun citerer Perec, men også forsøger at tilnærme sig hverdagen ved at afprøve Perecs egne metoder. En anden dansk forfatter er Martin Larsen. Bl.a. er dennes digtsamling ”noter til det mere perfekte liv” også en hyldest til det hverdagslige og matematiske. Digtene er såkaldte metrodigte (en digtform udviklet af OuLiPo-forfatteren Jacques Jouet) og dedikerer sig også til tilnærmelsen af det infraordinære. Andre danske forfattere, der på forskellig vis slægter Perec på, er Svend Åge Madsen, Peter Adolphsen, Thomas Hvid Kromann og Morten Søkilde.

Bibliografi

Romaner

Perec, Georges:
Quel pétit vélo à guidon chromé au fond de la cour? 1966.
Perec, Georges:
La Disparition. 1969.
Perec, Georges:
Petit traité invitant à la découverte de l’art subtil du go (m. Pierre Lusson og Jacques Roubaud). 1969.
Perec, Georges:
Ting. En historie fra tresserne. Forlaget Gyldendal, 1969. Forlaget Tiderne Skifter, 1999. (Les Choses. Une histoire des années soixante, 1965). Oversat af Pia og Palle Birkholm.
Perec, Georges:
Les Revenentes. 1972.
Perec, Georges:
Die Maschine (m. Eugen Helmlé). 1972.
Perec, Georges:
Oulipo. Créations, Re-créations, récréations (med Raymond Queneau, Paul Fournel og andre medlemmer af OuLiPo). 1972.
Perec, Georges:
La Boutique Obscure. 124 rêves. 1973.
Perec, Georges:
Espèces d’espaces. 1974.
Perec, Georges:
Alphabets. Cent soixante-seize onzains hétérogrammatiques. 1976.
Perec, Georges:
Je me souviens. Les choses communes I. 1978.
Perec, Georges:
Les mots croisés, précédés de considérations de l’auteur sur l’art et la manière de cruiser les mots. 1979.
Perec, Georges:
Un Cabinet d’amateur. Histoire d’un tableau. 1979.
Perec, Georges:
La Clôture et autres poèmes. 1980.
Perec, Georges:
Récits d’Ellis Island. Histoires d’errance et d’espoir (m. Robert Bober). 1980.
Perec, Georges:
Théâtre I. 1981.
Perec, Georges:
Épithalames. 1982.
Perec, Georges:
Tentative d’épuisement d’un lieu parisien. 1982. (Oprindeligt trykt i tidsskriftet Cause commune, 1975.)
Perec, Georges:
Penser/Classer. 1985 (samling af mindre tekster).
Perec, Georges:
Les Mots croisés II. 1986.
Perec, Georges:
53 Jours. 1989.
Perec, Georges:
Vœux. 1990 (samling af mindre tekster).
Perec, Georges:
Je suis né. 1990 (samling af mindre tekster).
Perec, Georges:
Cantatrix Sopranica L. et autres écrits scientifiques. 1991.
Perec, Georges:
L.G., une aventure des années soixante. 1992 (samling af mindre tekster).
Perec, Georges:
Le Voyage d’hiver. 1993.
Perec, Georges:
Beaux présents, Belles absentes. 1994.
Perec, Georges:
L’infra-ordinaire. 1989 (samling af mindre tekster).
Perec, Georges:
What a man! 1996.
Perec, Georges:
Perec/rinations. 1997.
Perec, Georges:
Cher, très cher, admirable et charmant ami … Correspondance Georges Perec – Jacques Lederer, 1956-1961. 1997.
Perec, Georges:
Livet en brugsanvisning. Forlaget Rosinante, 1999. Genudgivet 2011. (La vie mode d’emploi, 1978). Oversat af Frants Iver Gundelach.
Perec, Georges:
Jeux intéressants. 1999.
Perec, Georges:
Nouveaux jeux intéressants. 1999.
Perec, Georges:
En mand der sover. Forlaget Tiderne Skifter, 2000. (Un homme qui dort. 1967). Oversat af Maiken Maigaard.
Perec, Georges:
W eller erindringen om en barndom. Forlaget Rosinante, 2003. (W ou le souvenir d’enfance, 1975). Oversat af Frants Iver Gundelach.
Perec, Georges:
Entretiens et conférences I+II. 2003.
Perec, Georges:
L’Art et la manière d’aborder son chef de service pour lui demander une augmentation. 2008.
Perec, Georges:
Quelques’unes des choses qu’il faudrait tout de même que je fasse. 2009.
Perec, Georges:
Le Condottière. 2012.
Perec, Georges:
En dialogue avec l’époque et autres entretiens. 2012.
Perec, Georges:
L’attentat de Sarajevo. 2016.
Perec, Georges:
Verdens rum og andre tekster. Oversat af Christian Yde Frostholm. Forlaget Arena, 2016.
For en endnu mere fuldstændig liste, se David Bellos, ”Georges Perec. A Life in Words”, 1993/1995, s. 719-750.

Om forfatterskabet

Hjemmesider

Her kan du finde nyheder om udgivelser, seminarer mm samt få information om bl.a. Georges Perec-biblioteket i Paris.

Udvalgt litteratur

Burgelin, Claude:
Georges Perec. 1990.
Lejeune, Philippe:
La mémoire et l’oblique. 1991.
Bellos, David:
Georges Perec. A Life in Words. 1993/1995.
Ørum, Tania:
Det infraordinære. Virkelighed, virkelighed. Avantgardens realisme. Tiderne skifter, 2003.
Løkkegaard, Tue:
En appel til erindringen. Kollektiv erindring og det infraordinære i Georges Perec Je me souviens. Tidsskriftet Passage, 2013.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Georges Perec