Georges Perec

Artikel type
voksne
cand.mag. Tue Løkkegaard, iBureauet/Dagbladet Information, 2016.
Main image
Perec, Georges
Foto: NF / Scanpix

Indledning

Den franske forfatter Georges Perec døde i 1982. Først fire år forinden, efter hovedværket ”Livet en brugsanvisning” for alvor satte ham på det litterære kort, lykkedes det forfatteren endeligt at kunne leve af sin kunst. Perec efterlod sig et mangfoldigt og uhyre forskelligartet korpus. Han viser enorm nysgerrighed i sin tilgang til litteraturen, hvor melankolien og legen altid går hånd i hånd. I dag er Perec anerkendt som en af efterkrigstidens mest betydningsfulde og originale franske forfattere, hvis værker har sat sig spor hos en lang række nutidige forfattere og kunstnere.

 

52778646

Blå bog

Født: 7. marts 1936 i Paris, Frankrig.

Død: 3. marts 1982 i Paris, Frankrig.

Debut: Les choses. Une histoire des années soixante. 1965.

Priser: Prix Renaudot, 1965. Prix Jean Vigo, 1974. Prix Médicis, 1978.

Seneste udgivelse: Verdens rum og andre tekster. Arena, 2016. Oversat af Christian Yde Frostholm.

Inspiration: Raymond Queneau, Jules Verne, Michel Leiris, Franz Kafka, André Breton, Michel Butor.

 

 

 

 

 

perec

Baggrund

”Deraf vil man kunne udlede noget som muligvis er puslespillets ultimative sandhed: I modsætning til hvad man kunne tro, er puslespillet ikke noget ensomt spil: hver eneste af de bevægelser som spilleren udfører, har puslespillets skaber gjort før ham eller hende; hver brik han tager op, igen og igen, som han undersøger, kærtegner, hver eneste kombination han afprøver, igen og igen, enhver famlen, enhver intuition, ethvert håb, enhver modløshed, er blevet besluttet, beregnet, tilrettelagt af en anden”.
”Livet en brugsanvisning”, s. 14.

Georges Perec blev født d. 7. marts 1936 i Paris. Han var søn af polske jødiske immigranter. Hans far Icek Peretz og hans mor Cyrla Szulewicz blev gift i 1934 og bosatte sig i Rue Vilin i Belleville-området i Paris, der på denne tid var et jødisk område. Moderen arbejdede som frisør, mens faderen meldte sig ind i hæren for at bekæmpe den tyske hær i 1939. Fire år og tre måneder efter Perecs fødsel blev Paris invaderet af de tyske tropper. Den 16. juni 1940 blev Perecs far dødeligt såret, og Perecs mor flyttede den lille Perec til en fri zone uden for besættelse i Villard-de-Lans året efter. Her boede han resten af krigen med dele af sin familie. Moderen forsøgte senere at nå sin familie uden for Paris, men blev anholdt af nazisterne og interneret i Drancy for senere at blive flyttet til Auschwitz, hvor hun døde. Perec blev af frygten for nazisterne opfordret til at skjule og glemme sin jødiske baggrund, og han blev døbt Perec. I 1945 flyttede Perec tilbage til Paris, hvor han blev adopteret af sin tante Esther Bienenfeld og hendes mand David.

I perioden 1958 til 1959 aftjente Perec sin værnepligt hos faldskærmstropperne, og i 1960 blev han gift med Paulette Pétras (som han senere separeredes fra). Parret flyttede kortvarigt til Sfax i Tunesien. Han studerede sociologi og historie på Sorbonne, hvor han også blev undervist af den franske filosof Roland Barthes. Han skrev samtidigt små anmeldelser og essays til anerkendte franske tidsskrifter som La Nouvelle Revue Française. Han var samtidigt involveret i et semimarxistisk tidsskrift kaldet La Ligne Générale. Perec fik arbejde som arkivar hos CNRS (Nationalt Center for Videnskabelig Forskning), mens han arbejdede på forskellige litterære projekter, der alle blev afvist.

I 1965 fik Perec sit litterære gennembrud med romanen ”Ting”, der ikke kun fik hans gamle lærer Barthes’ lovprisning, men tilmed tjente ham Renadout-prisen. I 1967 mødte Perec forfatteren Raymond Queneau, der var medlem af den matematisk-litterære gruppe OuLiPo (Ouvroir de la littérature potentielle – Værksted for potentiel litteratur). Perec blev medlem, og gruppens interesse for matematiske regler i litteraturen ville spille en afgørende rolle i resten af Perecs forfatterskab. I 1972 blev Perec medstifter af tidsskriftet Cause commune sammen med sin gamle gymnasielærer og sociolog Jean Duvignaud og filosoffen Paul Virilio.

Perecs forfatterskab kastede disse år mange forskelligartede udgivelser af sig. Alt fra romaner over mindre tekster og essays til krydsord, digte, radiospil, teaterstykker og film. I denne periode var Perec stadig ansat hos CNRS. Hans position i det franske litteraturlandskab, der prægedes af helt andre tendenser, var tvetydig, og der var langt fra hans kæmpe succes med ”Ting”. Det var først i 1978, da hovedværket ”Livet en brugsanvisning” udkom, at han endelig kunne slippe tøjlerne som arkivar. Bogen gav ham Médicis-prisen.

Perec, der gennem sit liv var storryger, døde 3. marts 1982 af lungekræft på hospitalet Charles-Fois-d’Ivry-sur-Seine, og han ligger i dag begravet på Père Lachaise-kirkegården i Paris.

Ting

”Undertiden ville de gerne have haft, at alt skulle vare ved, at intet skulle bevæge sig. Så ville de kun lade stå til. Deres liv ville vugge dem. Det ville strække sig over måneder, over år, næsten uden at forandres, og uden nogen sinde at lægge bånd på dem. […] Andre gange kunne de ikke holde det ud længere. De ville slås og vinde. De ville kæmpe og erobre deres lykke. Men hvordan kæmpe? Mod hvem? Mod hvad? De levede i en fremmed og omskiftelig verden, den merkantile civilisations skinnende univers, overfladens fængsler, lykkens fascinerende fælder.”
”Ting”, s. 60.

Georges Perecs debutroman ”Les choses. Une histoire des années soixante” fra 1965 (”Ting. En historie fra tresserne”, 1969/1999) blev hans første store succes og indgav ham Renadout-prisen. I en kritik af efterkrigstidens forbrugersamfund følger vi de to hovedpersoner – kæresteparret Sylvie og Jérôme – i Paris, hvor de arbejder som markedsanalytikere. I bogens andel del forlader de deres materielle liv i Paris for at rejse til Sfax i Tunesien, hvor de har fået arbejde som lærere for til sidst at forlade byen igen.

Bogen igennem følger vi parrets og deres venners liv i Paris konstant på udkig efter det perfekte materielle liv. Man er med i deres færden på loppemarkeder, hvor de leder efter det helt rigtige slidte tøj, deres tur i biografen, hvor de vil se de helt rigtige film, deres (mislykkedes) forsøg på at imitere og lave ægte kulinariske middage. Man får beskrevet deres drømme om smukke møbler og lækre lejligheder. Deres rejse til Tunesien er et forsøg på at genfinde sig selv uden alt det materielle, men livet i Sfax viser sig håbløst kedeligt og ensomt, og de ender med at vende tilbage til et liv i drømme og søgen.

22448129

”Ting” er skrevet i en nærmest flad stil, hvor følelser og dybdegående personlige skildringer er undladt. Denne stil mimer, hvordan forbrugersamfundet er en overfladisk omgang med ting og drømme.

Den flade fortællestil bliver et spejl på, hvordan forbrugersamfundet er upersonligt og fremmedgørende. De søger ivrigt efter en lidenskab, en drøm, men deres monotone tilværelse byder hverken på mere eller mindre.

Perecs detaljerede beskrivelser af tingene (jf. titlen) tilføjer den ekstra dimension, at det er tingene og ikke karaktererne, som er centrale for tilværelsen. Det er først i bogens epilog, at en dialog mellem karaktererne optræder, og de er reduceret til intet andet end monotone og trøstesløse skikkelser uden dybde eller personlighed. De er snarere filtret ind i tingenes betydningsverden.