Thomas Hvid Kromann

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2011.
Main image
Kromann, Thomas Hvid
Foto: Flemming Gernyx

Indledning

I sin seneste udgivelse, ”Saksehånd” fra 2011, har Thomas Hvid Kromann lavet et skarpt og satirisk portræt af det litterære undergrundsmiljø i København. Han kender miljøet indefra, og da han selv er del af det beskrevne, virker satiren ekstra godt – og knap så hånlig. Den klejne roman ”Hr. Toksvig” fra 2009 viser Kromanns talent for at kombinere filosofiske overvejelser med en beskrivelse af et meget stille hverdagsliv, som det ser ud for Hr. Toksvig. Thomas Hvid Kromann er en humoristisk forfatter, der med et innovativt sprog, den dybeste syntaks siden Per Højholt og en forkærlighed for fænomenologiske undersøgelser af verden underholder og åbner verden for læseren på samme tid.

 

28670346

Blå bog

Født: 29. juli 1974 på Nørrebro i København.

Uddannelse: Studier på Nordisk Filologi og Litteraturvidenskab i Kbh. 1995-1998. Cand.mag. i Moderne Kultur 2002. Ph.d.-stipendiat på Roskilde Universitet 2004-2008. Forskningsophold, MoMas arkiv, New York 2007. Ph.d. med en afhandling om den danske tresseravantgardes litterære eksperimenter 2009. Postdoc på Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet 2010-2012.

Debut: Vexelstrøm. Borgen, 1998.

Litteraturpriser: Legater fra Statens Kunstfond og Kunstrådet 2000-2009.

Seneste udgivelse: Saksehånd. People’s Press, 2011.

Inspiration: Georges Perec, Italo Calvino, Roland Barthes og Lawrence Sterne.

Baggrund


”Den skarpe luft, der indimellem rev i næsen, kom fra et fugtskadet parti af Peter Laugesens Bakunin-oversættelse Gud og staten, der for nogle dage siden var blevet bugseret frem fra de bagerste papkassebjerge. Muggen og et par håndfulde glubske bænkebidere havde tålmodigt arbejdet sig fra betongulvet og opefter, hvorefter det spørgsmål, som denne destruktive praksis rejste, var: Hvornår var der egentlig tale om en bog, og hvornår var der tale om natur?”


”Saksehånd”, s. 41.

Thomas Hvid Kromann er født på Nørrebro i København, hvor familien boede de første år af hans barndom. Da han var seks år, fik hans far job som gymnasielærer syd for grænsen, og familien bestående af Thomas, hans mor, far og lillebror, flyttede til Flensburg, hvor han gik i dansk folkeskole og gymnasium. Efter studentereksamen fra Duborg-skolen i 1994 var han på sprogskole i Australien, inden han læste Nordisk Filologi og Litteraturvidenskab fra 1995-1998.

I 2002 blev han cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, og han har fortsat sin karriere i universitetsverdenen med først en Ph.d. om dansk avantgardelitteratur ved Roskilde Universitet i 2009 og p.t. med en postdoc om danske kunstnerbøger i det 20. århundrede på Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.

Om sammenhængen mellem forskning og forfatterskab fortæller Kromann: ”Den teoretiske tilgang (mit daglige arbejde) kom først efter at jeg var begyndt at skrive for alvor i slutningen af mine teenageår, men jeg ser dem ikke – hvilket mange synes at gøre – som et modsætningsforhold. I en vis forstand er der nogle gange en indre sammenhæng mellem min aktuelle teoretiske interesse og det skønlitterære værk jeg arbejder med, f.eks. blev Hr. Toksvig skrevet samtidig med at jeg arbejdede på min ph.d.-afhandling om afpersonalisering.” (Interview med iBureauet, foråret 2011). 

I barndomshjemmet var forældrenes bogreoler en stående invitation til at gå ombord i litteraturen, men biblioteket var også et sted, der har gjort sig gældende for Kromanns lyst til at læse. Fra læsningen er en egen skrift langsomt dukket op: Fra poesi over kortprosa til romaner, men en lyst til at bibeholde poesiens tætte sprog og kortprosaens små tableauer, som Kromann fortæller. I det hele taget har det ikke været en beslutning for ham at blive forfatter, snarere er der tale om at arbejdet med et skriftligt materiale langsomt har antaget en form, der minder om eller kunne blive til et værk. ”Jeg bryder mig ikke rigtig om "forfatteridentiteten". At det er noget man ”er”. Andre må dog gerne være det for min skyld. For mig er det snarere noget man ”gør”, dvs. man skriver. Den største lykke i den forbindelse er ikke at udgive en bog, men de få ekstatiske øjeblikke, hvor alting tilsyneladende synes at åbne sig – så må man tage den omfattende efterredigering og bearbejdning, der følger efter, med højt humør (og jeg elsker at efterbearbejde – at være sprogtekniker på mit eget værk). At ”dét” så forsvinder, når man ikke længere skriver, dvs. når man er færdig med sin bog og entrer et nyt tomrum ... sprogtekniker ja, men ikke kustode for mit værk.” (Interview med iBureauet, foråret 2011). 

Kromann nævner den glæde, han har haft ved litterære samtalepartnere og fremhæver sin ven, litteraten Stefan Kjerkegaard, som han mødte på en højskole i efteråret 1994: ”Den første jeg mødte, hvor poesi ikke kun var pensum eller blot interessant, men var et uudtømmeligt og ekstremt vigtigt emne. Her indså jeg for alvor litteraturens potentiale som et dialogisk rum, vi blev førstelæsere på hinandens tekster og den dag i dag har jeg ikke udsendt en skønlitterær bog uden at den har rundet Stefan først. Også Claus Handberg Christensen og forlaget Afterhand, hvor jeg fra 1997-2002 arbejdede som volontør har være vigtige.” (Interview med iBureauet, foråret 2011). Netop denne volontørgerning hos Afterhand har været afgørende for forfatterskabet, da den har været anledning til at skrive hans seneste roman, ”Saksehånd”.

Udover de litterære udgivelser har Thomas Hvid Kromann haft tekster i adskillige antologier, været medredaktør på flere bøger og bestyrelsesmedlem i forlaget Arena siden 2004. Endvidere er han klummeskribent på litteraturmagasinet Standart.

Tilstandsrapporter

”I en fremmed by med små snørklede gader, gadenavnene over øjenhøjde, sorte. Øjenbryn, der plukkes i soveværelset. Det kunne have været Venedig, det skulle have været Venedig, vuggende gondoler i dødt vand, champagnebrusende maskerade, sukkenes bro, en beskidt affære, men det er det ikke. Sydpå er det dog og i det mindste.”
”Tilstandsrapporter”, s. 157.

Thomas Hvid Kromanns debutroman ”Tilstandsrapporter” fra 2000 er tolv tilstandsrapporter om at opholde sig i mellemrum, at være andetsteds og altid at være på vej et sted hen. Jeg-fortælleren er sjældent hjemme, men på café, i bad hos et one-night-stand, på backpackertur i Australien eller befinder sig i et andet transitrum. Bogens omslag er rammende nok et billede af en øde lufthavnsterminal.

I rapporten ”Alice” beskriver fortælleren, hvordan han med sin ven Bernhard rejser rundt i Australien og bruger dagene til at hænge ud, se på damer og lære sig den herskende holdning til ’den rigtige rejsende’: ”Min hud er langsomt ved at få den bronzegyldne farve, som alle hernede får, hvor alle trods alder, stoffer og bekymringer stadigvæk ser sunde, raske og frem for alt godt og hærget ud. De omstrejfendes æstetik.” (s. 43.) Han er så fritaget for relationer til både steder og mennesker, at han i slutningen af fortællingen er usikker på, om han befinder sig i Alice Springs, Australien eller Nashville, Tennessee. Denne frygt for at forpligte sig på nogen eller noget løber gennem alle fortællingerne, som tilsammen bliver et portræt af et ungt, søgende og usikkert menneske, der måske har skriften og notesbøgerne som eneste hjemsted og refugium.

22752146

”Tilstandsrapporter” kredser om mødet mellem mennesker, om de relationer, der holder mennesker sammen eller skiller dem ad. Begæret efter piger, efter at møde sig selv i andre og måske endda finde sig selv. Som en understrøm gennem fortællingerne ligger en kritik af det samfund, der fremelsker berømtheder, forbrugerisme og ukritisk brug af medier. Mange af karaktererne vil gøre alt for at blive set og være på og være til fest med de rigtige, semi-kendte mediepersonligheder.

Sproget er associativt, let og springende og med en tilbøjelighed til at vende rundt på sproglige vendinger og ordspil. Der er indbrud af samtaler, drømme og realkommentarer fra den virkelighed, fortælleren færdes i.

Fortællingerne breder sig ud med jeg-fortælleren som centrum. Historierne er bygget op om hans gøren og laden: ”Jeg børster tænder … Jeg vasker linoleumsgulvene … Jeg hænger viskestykker til tørre” og hans ofte meget ungdommelige betragtninger over verden og dem, han møder. I stedet for fremadskridende handlingsforløb er teksterne tableauer, stemninger, skriftlige refleksioner over verdens gang.