Thomas Hvid Kromann er født på Nørrebro i København, hvor familien boede de første år af hans barndom. Da han var seks år, fik hans far job som gymnasielærer syd for grænsen, og familien bestående af Thomas, hans mor, far og lillebror, flyttede til Flensburg, hvor han gik i dansk folkeskole og gymnasium. Efter studentereksamen fra Duborg-skolen i 1994 var han på sprogskole i Australien, inden han læste Nordisk Filologi og Litteraturvidenskab fra 1995-1998.
I 2002 blev han cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, og han har fortsat sin karriere i universitetsverdenen med først en Ph.d. om dansk avantgardelitteratur ved Roskilde Universitet i 2009 og p.t. med en postdoc om danske kunstnerbøger i det 20. århundrede på Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet.
Om sammenhængen mellem forskning og forfatterskab fortæller Kromann: ”Den teoretiske tilgang (mit daglige arbejde) kom først efter at jeg var begyndt at skrive for alvor i slutningen af mine teenageår, men jeg ser dem ikke – hvilket mange synes at gøre – som et modsætningsforhold. I en vis forstand er der nogle gange en indre sammenhæng mellem min aktuelle teoretiske interesse og det skønlitterære værk jeg arbejder med, f.eks. blev Hr. Toksvig skrevet samtidig med at jeg arbejdede på min ph.d.-afhandling om afpersonalisering.” (Interview med iBureauet, foråret 2011).
I barndomshjemmet var forældrenes bogreoler en stående invitation til at gå ombord i litteraturen, men biblioteket var også et sted, der har gjort sig gældende for Kromanns lyst til at læse. Fra læsningen er en egen skrift langsomt dukket op: Fra poesi over kortprosa til romaner, men en lyst til at bibeholde poesiens tætte sprog og kortprosaens små tableauer, som Kromann fortæller. I det hele taget har det ikke været en beslutning for ham at blive forfatter, snarere er der tale om at arbejdet med et skriftligt materiale langsomt har antaget en form, der minder om eller kunne blive til et værk. ”Jeg bryder mig ikke rigtig om "forfatteridentiteten". At det er noget man ”er”. Andre må dog gerne være det for min skyld. For mig er det snarere noget man ”gør”, dvs. man skriver. Den største lykke i den forbindelse er ikke at udgive en bog, men de få ekstatiske øjeblikke, hvor alting tilsyneladende synes at åbne sig – så må man tage den omfattende efterredigering og bearbejdning, der følger efter, med højt humør (og jeg elsker at efterbearbejde – at være sprogtekniker på mit eget værk). At ”dét” så forsvinder, når man ikke længere skriver, dvs. når man er færdig med sin bog og entrer et nyt tomrum ... sprogtekniker ja, men ikke kustode for mit værk.” (Interview med iBureauet, foråret 2011).
Kromann nævner den glæde, han har haft ved litterære samtalepartnere og fremhæver sin ven, litteraten Stefan Kjerkegaard, som han mødte på en højskole i efteråret 1994: ”Den første jeg mødte, hvor poesi ikke kun var pensum eller blot interessant, men var et uudtømmeligt og ekstremt vigtigt emne. Her indså jeg for alvor litteraturens potentiale som et dialogisk rum, vi blev førstelæsere på hinandens tekster og den dag i dag har jeg ikke udsendt en skønlitterær bog uden at den har rundet Stefan først. Også Claus Handberg Christensen og forlaget Afterhand, hvor jeg fra 1997-2002 arbejdede som volontør har være vigtige.” (Interview med iBureauet, foråret 2011). Netop denne volontørgerning hos Afterhand har været afgørende for forfatterskabet, da den har været anledning til at skrive hans seneste roman, ”Saksehånd”.
Udover de litterære udgivelser har Thomas Hvid Kromann haft tekster i adskillige antologier, været medredaktør på flere bøger og bestyrelsesmedlem i forlaget Arena siden 2004. Endvidere er han klummeskribent på litteraturmagasinet Standart.
